En regnbue er et smukt naturfænomen, og man overmandes altid af en vis ærefrygt, når det viser sig på himlen. I nyere tid er regnbuen imidlertid blevet kapret af den lgbt-bevægelse, der kæmper for rettigheder til seksuelle minoriteter og hvert år på denne tid afvikler den store Pride-parade til ære for mangfoldighed.
I den forgangne weekend måtte paraden på grund af corona-fare aflyses, men regnbuefarverne har stadig fyldt meget, og i år har mediedebatten især drejet sig om to ting. Det ene er placeringen af regnbueflaget ved indgangen til Christiansborg, og det andet er regeringens forslag om at afskaffe en nedre aldersgrænse for juridisk kønsskifte.
Begge dele vidner om vor tids nære sammenkobling mellem det politiske og en ekstrem optagethed af kønsidentitet, og lgtb-bevægelsens talsmand, Lars Henriksen, udtalte i Radioavisen i lørdags, at det giver smuk mening, at regnbueflaget plantes netop dér, hvor landets love laves.
Det kan man diskutere. Når netop spørgsmålet om køn har tilranet sig så stor status, mens rettigheder til andre minoriteter fylder væsentligt mindre i den offentlige samtale, kan det tolkes som tegn på voksende statslig og desværre også – med kronprinsesse Marys tale lørdag aften – kongelig omklamring af individets inderste identitet. Til perspektivering har den homoseksuelle Robert Winther, der er opvokset i Polen, hvor der hersker et anderledes negativt syn på seksuelle minoriteter, i tv og aviser beskrevet, hvordan det var som 25-årig at flytte hertil. Ifølge Winther føles det nærmest paradisisk at leve i Danmark ”hvor folk grundlæggende ikke interesserer sig for ens privatliv.”
Denne diskretion i synet på det mest intime skal vi gerne bevare, hvorfor man kan hævde, at regnbuebevægelsen nærmer sig punktet, hvor den er blevet så anmassende, at der netop opstår overdreven opmærksomhed omkring det private, kønsmæssige og seksuelle.
Og – hvem ved – måske kan den opmærksomhed være med til også blandt børn og unge at skabe unødig tvivl om kønsidentitet. Minister for ligestilling, Mogens Jensen (S) understregede i weekenden på TV 2 angående spørgsmålet om juridisk kønsskifte, at børn jo ikke skal beslutte sig alene, men sammen med de forældre, der kun vil dem det bedste. Det er en forsimplet udtalelse, som her desværre ikke mødte modsigelse af en kvik journalist, skønt spørgsmålet jo ikke er, om forældre vil deres børn det bedste. Men om det ret ofte er muligt at gennemskue, hvad der sker i et lille barns inderste.
Kønnet er blevet centrum for en indædt politisk kamptilstand, hvilket regnbueflagets tilstedeværelse foran demokratiets hovedkvarter klart illustrerer, og vi skal tænke os grundigt om. Hvad frihed og ligeværd angår, lever vi et paradisisk land – dén, der kommer udefra, kan se det – og hvis ikke regnbuen snart igen først og fremmest æres i naturen, hvor den hører hjemme, kan det egentlige frisind gå tabt. I foragt for den, der ikke elsker tidens mest dominerende ideologiske fane højt nok.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.