Prøv avisen
Debat

Regneark dræber motivationen for liv og vækst i folkekirken

"Jeg håber, at de nye menighedsråd, som bliver sammensat efter menighedsrådsvalget her i efteråret, vil have blik for, med Grundtvigs ord, at kirken bygges af levende stene. Det er således ikke i de forgængelige og vedligeholdelseskrævende bygninger, at Gud møder os sognebørn, men derimod i de levende stene, det vil sige i menigheden, i relationerne og i det menneskelige fællesskab." Foto: Leif Tuxen

Jeg håber de nye menighedsråd, som bliver sammensat efter menighedsrådsvalget her i efteråret, vil have blik for, med Grundtvigs gamle ord, at kirken bygges af levende stene, skriver cand.mag. Christian Borrisholt Steen

I efteråret skal Danmarks flere end 2000 folkekirkesogne have ny ledelse. Det sker, når der skal vælges nye menighedsråd. Men interessen for menighedsrådsvalg er mildt sagt minimal i Danmark.

Ved det seneste menighedsrådsvalg i 2012 blev der i 95 procent af sognene kun opstillet en enkelt liste – og det samme ser ud til at blive tilfældet ved menighedsrådsvalget i år. Det betyder i praksis, at alle opstillede bliver valgt som enten medlemmer eller suppleanter. I de resterende fem procent af sognene, hvor der i 2012 blev holdt afstemningsvalg, var stemmeprocenten nede på 15 procent. Det svarer til, at kun omkring én procent af folkekirkens mere end 4,4 millioner medlemmer stemte ved menighedsrådsvalget i 2012.

Den lave valgdeltagelse er ikke det eneste problem. Folkekirken har også problemer med at tiltrække nye kandidater til menighedsrådsarbejdet. Det kan der selvfølgelig være mange forklaringer på. En af forklaringerne kan være, at de, der sidder i menighedsrådene i forvejen, har vanskeligt ved at sælge idéen om det fantastiske ved at være medlem af det lokale menighedsråd til andre sognebørn.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at være medlem af det lokale menighedsråd siden det seneste valg i 2012, og jeg er en af dem, der har valgt ikke at genopstille. Jeg smækker ikke med døren og vil ikke afvise, at jeg på et senere tidspunkt tager en ny tørn i menighedsrådsarbejdet. Men de fire år har givet mig anledning til at reflektere lidt over, hvorfor det er så vanskeligt at få folk til at interessere sig for dette vigtige arbejde.

Jeg gik ind i menighedsrådsarbejdet med den – måske naive – forestilling og ambition om, at jeg gerne ville være med til at skabe liv og vækst i den lokale sognekirke. For mig handler liv og vækst i denne sammenhæng ikke alene om at sikre, at så mange som muligt besøger kirken søndag formiddag, men at så mange som muligt får øjnene op for, at folkekirken er så meget andet end søndagsgudstjenesten.

Selvom der mange steder – også i min kirke – er god plads på kirkebænken søndag formiddag, kan det på ingen måde tages som udtryk for, at folkekirken er ved at sygne hen. Langtfra. Der er liv derude, og folkekirken har for mig at se potentialet til at skabe endnu mere liv og vækst rundt omkring i sognene.

Folkekirken har en enestående mulighed for at bidrage til sammenhængskraften rundt omkring i lokalsamfundene. I en tid, hvor skolen, købmanden og biblioteket flere steder er lukket, er kirken mange steder et af de sidste samlingspunkter i de mindre bysamfund. Og når man sammenholder dette med en generel åndelig søgen og søgen efter samvær og fællesskab, er det helt oplagt, at folkekirken – i endnu højere grad end nu – bør tage denne opgave på sig.

Men hvorfor appellerer menighedsrådsarbejdet så ikke mere til folk, end det gør? Det kan der helt sikkert gives mange forklaringer på. Mit bud er selvfølgelig præget af min egen erfaring. Men jeg er overbevist om, at det har noget at gøre med, at arbejdet med kirkens liv og vækst ofte har trange kår i det konkrete arbejde i menighedsrådet.

Liv og vækst handler om mennesker og om relationer mellem mennesker. Værdien af sådanne relationer kan være vanskelige at putte ind i et regneark, og rigtig meget af menighedsrådsarbejdet handler netop om regneark. For mig at se, er der altid en overhængende fare for, at regnearkene dræber motivationen for arbejdet med liv og vækst i folkekirken.

Jeg er selvfølgelig helt på det rene med, at en væsentlig opgave for et menighedsråd er at holde styr på den lokale folkekirkes økonomi. Til det formål er regnearket jo en fortrinlig opfindelse. Men problemet er bare, at hvis det alene bliver økonomi, og i den sammenhæng også drift og vedligehold af kirken, kirkegården, sognegården og præstegården, der optager hele menighedsrådets tid, er der stor risiko for, at visionerne og tankerne om, hvordan man skaber liv og vækst – også åndelig og menneskelig vækst – vil forsvinde. Jeg håber, at de nye menighedsråd, som bliver sammensat efter menighedsrådsvalget her i efteråret, vil have blik for, med Grundtvigs ord, at kirken bygges af levende stene. Det er således ikke i de forgængelige og vedligeholdelseskrævende bygninger, at Gud møder os sognebørn, men derimod i de levende stene, det vil sige i menigheden, i relationerne og i det menneskelige fællesskab.

Christian Borrisholt Steen er cand.mag., medlem af Det Etiske Råd og politisk konsulent i Kristelig Fagbevægelse.