Reinkarnation er bare uforenelig med kristendom

Det spørgsmål, som reinkarnation er svar på i den østlige tænkning i hinduisme og buddhisme, er Jesus Kristus svar på i evangeliet, skriver teologen Jakob Brønnum.

"Hvis man mener, som i et indlæg af Nina Bjarup Vetter den 30. november, at det har at gøre med gammeldags dogmer, så svarer det lidt til at sige, at 'jeg er revolutionær socialist, men jeg stiller alligevel op for De Konservative'. Enhver kan høre, det er noget vrøvl," skriver Jakob Brønnum.
"Hvis man mener, som i et indlæg af Nina Bjarup Vetter den 30. november, at det har at gøre med gammeldags dogmer, så svarer det lidt til at sige, at 'jeg er revolutionær socialist, men jeg stiller alligevel op for De Konservative'. Enhver kan høre, det er noget vrøvl," skriver Jakob Brønnum. . Foto: Andreas HylthŽén.

Det har undret mig, så meget reinkarnationstanken bliver koblet til kirkens evangeliske budskab i debatten. Det kan siges helt entydigt: Reinkarnation og kristendom kan ikke forenes. Den, der tror på reinkarnation, taler ikke sandt, hvis vedkommende kalder sig kristen.

Hvis man mener, som i et indlæg af Nina Bjarup Vetter den 30. november, at det har at gøre med gammeldags dogmer, så svarer det lidt til at sige, at ”jeg er revolutionær socialist, men jeg stiller alligevel op for De Konservative”. Enhver kan høre, det er noget vrøvl. Der er to enkle og klare grunde til, at reinkarnation og kristendom er uforenelige. Det spørgsmål, som reinkarnation er svar på i den østlige tænkning i hinduisme og buddhisme, er Jesus Kristus svar på i evangeliet. Det har at gøre med, hvordan mennesket forholder sig til denne verdens lidelse.

Reinkarnation er ikke i den sammenhæng svar på spørgsmålet om, hvad der sker efter døden, men hvordan man forholder sig til lidelsen i verden. I reinkarnationslæren handler det om at bringe sig i en situation, hvor man undslipper lidelsen - gennem talrige reinkarnationer, hvor man stiger op i hierarkiet af væsener.

I evangeliet møder man lidelsen i Jesu navn i stedet. Man flytter fokus fra sig selv og sin egen eksistens gennem at bære de lidelser, man måtte komme ud for i Jesu navn og i hengivelse for andre mennesker. Eller som det smukt hedder i Matt. 11, 29-30: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”

Den anden begrundelse for, hvorfor reinkarnation og kristendom er helt uforenelige, finder vi i den græske reinkarnationstanke. Som jeg har skrevet ret udførligt i en ny bog, ”Argumenter mod døden” (Forlaget Alfa, 2015), går de antikke græske filosoffer i almindelighed ind for, at der findes et liv efter døden.

Flere af Platons tanker fra 400-tallet f.Kr. har, via en anden antik tænker, den jødiske filosof Filon fra Alexandria, fundet vej ind i Johannesevangeliet, hvor den store indledningstale om ”I begyndelsen var Ordet” taler om skabelsen af et liv, der har evighedskarakter. Evangeliet bruger det græske ord for Ordet, logos, på en måde, man kan føre tilbage til Platon.

Men Platon og flere andre græske tænkere troede på reinkarnation. Det gjorde de af en ganske bestemt begrundelse, som ligger tættere på årsagen til, at mennesker i dag i den vestlige verden kan tro på noget lignende.

Platon mente, at en begrundelse for, at mennesket har et efterliv - at sjælen er udødelig - er, at den tilhører selve livets ”livsstof” eller ånd, og livet kan jo ikke dø. Til gengæld mente han også, at hele livet er skabt én gang for alle, og da der således ikke kan komme noget nyt, må menneskesjælen tage bolig i nye væsener, når kroppen dør. Der er en fantastisk fortælling i det berømte filosofiske skrift ”Staten” (Bog 10), hvor han viser, hvordan det sker.

Den tanke er uforenelig med kristendommen. Gud skaber hvert enkelt menneske med en unik identitet. Man kan ikke forestille sig, at mennesket får en anden identitet. Det er heller ikke nødvendigt, for mennesket er elsket af Gud, som Johannesevangelisten meget enkelt formulerer det flere steder: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh. 3,16). Hvordan efterlivet så udfolder sig, ja, det har vi endnu til gode.

Jakob Brønnum er teolog, forfatter og redaktør