I SIN REPLIK til min kronik om reinkarnation i Kristeligt Dagblad den 19. december tror jeg, at professor emeritus Johan de Mylius bliver snydt lidt af overskriften, som ikke helt er min: ”Reinkarnation og kristendom - idéhistorisk set”.
Jeg er ikke specielt ude i et idéhistorisk ærinde og hævder ikke at ligge inde med sandheden. Det, jeg interesserer mig for, er, om reinkarnationstanken - og den bagvedliggende dualisme - har potentiale til at give et bedre svar på menneskets religiøse søgen end kristendommen, og det mener jeg, den har.
En sådan sammenligning er ikke enkel, da både dualisme og kristendom er utroligt mange ting - og som de Mylius i sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 28. december revser mig for at udelade, er kristendommen helt fra sin begyndelse dybt præget af græsk tænkning. Men selvom man som kristen anerkender, at mennesket består af to slags ting - sjæl og krop - tror jeg ikke, mange kristne (heller ikke Paulus) vil skrive under på, at sjælen er en selvstændigt eksisterende immateriel udødelig substans (det vil sige også uafhængig af Jesu død, opstandelse og genrejsning af os), altså et åndeligt legeme, som er sæde for vores sande jeg, mens det fysiske legeme er en tom beholder uden nogen gudgiven (!) værdi og betydning.
Jeg tror heller ikke, at mange kristne tilslutter sig den kosmologiske side af samme tanke: at der findes to grundkræfter eller livsprincipper, Lyset og Mørket, der udgør en oprindelig orden, eventuelt med hver deres ”gud”. Det er jo nogle af de spørgsmål, opgøret med gnostikerne i sin tid kredsede om (som når Markion afviser, at Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes Gud er den samme).
Men uagtet dualismens historie er min pointe, at den synes at løse nogle problemer, kristendommen mig bekendt aldrig har haft gode svar på. For eksempel er den kosmologiske dualisme ikke bundet op på idéen om Gud som skaberen af verden, som vi kender den. Den har derfor ikke et problem med at forklare, hvorfor Gud har puttet død og tilintetgørelse ind i sit skaberværk, for den kan afvise, at Lysets Gud har skabt den fysiske verden, herunder kroppen. Men hvis Gud har skabt verden fra grunden af - hvilket er en kristen grundtanke - har han i så fald skabt den fuld af død med vilje, eftersom dens iboende forgængelighed jo ikke er stødt til undervejs fra Big Bang til nu. Men hvorfor har han det?
DET ER RIGTIGT, at også reinkarnationstanken har sine problemer. Og de Mylius peger på et par af dem: Hvor kommer nye sjæle fra? Hvorfor kan vi ikke huske tidligere liv, hvis det er os, der har levet dem? Og hvad skal inkarnationsrækkens trædemølle til for?
Svaret på det første spørgsmål kunne være, at dem skaber Gud, når der er brug for det - lidt som i kristendommen. Og selvom nogen faktisk har erindringer om tidligere liv, kunne svaret på det andet spørgsmål være, at det ville forstyrre vores nuværende liv, hvis vi hele tiden gik rundt med tidligere liv præsente. De erkendelser, vi før har tilkæmpet os, kunne så tænkes at komme ”anonymt” frem for eksempel i vores dømmekraft eller karakter.
Hvad angår det tredje spørgsmål, kunne man sige, at kristendom og vestlig (gnostisk inspireret) reinkarnationstænkning nærer det samme håb: At vi som individer løses fra det ondes magt og sættes fri (frelses). Kristendommen (især i luthersk tradition) mener, at frelsen ikke kan opnås ved gerninger, kun ved tro, mens reinkarnationstanken mener, at frelsen indfinder sig netop ved levet liv - fordi det faktisk er den måde, vi vokser på som mennesker: Indsigt, karakter, dømmekraft med mere er ikke noget, man kan få foræret. Det er noget, man selv tilegner sig.
Hvis jeg har misset, hvad kristendommen står for, må det vel betyde, at præsterne så er i deres gode ret til at prædike gnosticisme og reinkarnation, så det sitrer i bispesæderne? Og så tager jeg det med.
Lau Sander Esbensen er historiker og ph.d.