I SIN KRITIK af reinkarnationstanken bliver Leif Kongshøj (Kristeligt Dagblad den 21. januar) ved med at klandre mig for ikke at forstå forskellen på tro og viden. Men den forskel er diffus. Vi kan naturligvis ikke nå til at kende sandheden hinsides enhver tvivl. Det kan ikke engang naturvidenskaben.
Men ligesom vi gør i alle mulige andre sammenhænge (også naturvidenskabelige), kan vi også i trossammenhænge søge efter gode forklaringer, bare vi (inklusive jeg) ikke insisterer på, at den bedste forklaring så også er ”Sandheden”.
Jeg mener så bare, at reinkarnationstanken på centrale punkter er en bedre forklaring end kristendommen. Der, vi nok er uenige om, er, om verden overhovedet skal regnes for forståelig. For mig at se insisterer for eksempel det ondes virke i verden på en forklaring, der adskiller det onde fra Gud, mens Kongshøj (som jeg forstår det) mener, at det onde dybest set er et mysterium, vi ikke skal tænke for meget over.
Angående reinkarnationernes rimelighed, så misser Kongshøj, at Gud selvfølgelig ikke står bag det ondes anslag. Hverken de naturlige onder eller de menneskeskabte.
Gud har ikke (som jeg ser det) med vilje skabt verden med død og ødelæggelse. Gud har heller ikke planlagt, at seks millioner jøder og andre skulle i gaskamre, så de kunne betale af på karma-kontoen, eller for at ”lære noget af det”.
Der er ikke nogen højere mening med, at vi udsættes for andres overgreb. De ting er noget, nogle gør ved andre. De, der lider for det, føler jeg mig sikker på, Gud vil hjælpe - og de, der gør de her ting, gør dem på eget ansvar og kommer til at sone dem og bygge det op, de har brudt ned.
Og hvis man nu er blevet udsat for andres overgreb, er man jo nødt til at prøve at forstå, hvad der er sket, og at det ikke er éns egen skyld, fordi man er en dårlig person - hvad børn, der udsættes for seksuelle overgreb, for eksempel godt kan komme til at tænke. Altså lære noget af det. Det kan lyde som en uoverskuelig opgave, men jeg ser faktisk en vej frem i det (læs for eksempel ”Vandrer mod Lyset”).
Kongshøj spørger så, hvad nogen kan lære af at inkarneres i et legeme, der med sikkerhed vil dø som seksårigt. Nu overlader jeg det store overblik til Gud, men jeg påtager mig gerne at overveje et par mulige scenarier: Det kunne for eksempel være, at nogle kunne bruge sådan et liv til at opleve, at andre tog sig kærligt af dem, altså oplevede omsorg - hvis de havde fået indprentet den idé, at ingen egentlig bryder sig om dem.
Det kunne også være, at nogle længtes efter at genetablere en ellers brudt forbindelse til en anden person, som de måske i århundreder havde haft mistet kontakten til. Og så inkarneres man ind i et liv, hvor nogle personer - barnet og dets forældre - kommer helt tæt på hinanden og får en mulighed for at knytte et kærlighedsbånd til hinanden bag om en endnu uløst uoverensstemmelse imellem dem.
Jeg siger ikke, at det er sådan, men det kunne det være. Uanset hvad er det pågældende liv begyndt. Det vil blive kort og lidelsesfyldt, lige meget hvem der lever det. Ikke fordi Gud har planlagt det sådan, men nu er det sådan, og så kan Gud hjælpe os med, at det går så godt som muligt (igen: som jeg ser det).
Det, situationen udfordrer til, er, at alle omkring det syge barn lægger så meget kærlighed ind i det som muligt. Og at vi, der står udenfor, forstår, at dette onde ikke har noget med Gud at gøre - bortset fra at han hjælper dem, der er ofre for det. Der er tale om et udslag af mørket, Gud ikke står bag og derfor heller ikke står til ansvar for.
Lau Sander Esbensen er historiker og ph.d.