Dannelse og almen dannelse er atter kommet til debat, efter at en udviklingsgruppe er kommet med forslag til en ”nytænkt læreruddannelse”. Forslaget indebærer en afskaffelse af hovedområdet ”Almen dannelse: Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab” (KLM).
Afskaffelsen har været debatteret her i Kristeligt Dagblad blandt andet i et indlæg den 3. december af Lakshmi Sigurdsson, som er censornæstformand for KLM-faget. Sigurdsson undrer sig over, at udviklingsgruppen vil afvikle et område, der efter alt at dømme er velfungerende, og peger på nødvendigheden af et fagområde, som er tydeligt bundet op på forskellige videnskabelige discipliner.
Hun advarer imod den faglige udvanding, som vil kunne følge af udviklingsgruppens forslag om at lave to mindre dannelsesfag i stedet for KLM. En anden udvanding, som Sigurdsson ikke nævner, er, at forestillingen om almen dannelse reelt opgives, fordi det ikke kun er læreruddannelsen, der nytænkes, men selve dannelsesbegrebet.
Ifølge den politiske aftale om læreruddannelsen fra 2012 skulle ”almen dannelse gennemsyre hele uddannelsen, således at kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab indgår i lærernes grundfaglighed, ligesom der i de enkelte undervisningsfag kommer fokus på, at lærerne kan forberede eleverne på deres deltagelse og medansvar for et samfund med frihed og folkestyre, jf. folkeskolens formål”.
Denne intention blev aldrig udmøntet. KLM blev et alment dannelsesreservat, fordi der i den nye målstyrede uddannelse ikke blev formuleret mål for almen dannelse og frihed og folkestyre i ”de enkelte undervisningsfag”.
Det er kun i målene for undervisningsfagene engelsk og biologi, at almen dannelse nævnes, og frihed og folkestyre nævnes slet ikke (frihed forekommer kun i målene for KLM, åndsfrihed ingen steder).
I stedet for almen dannelse kom læringsmålstyret undervisning til at fylde og gennemsyre hele uddannelsen. Dels blev den målstyret i sin form, dels blev læringsmålstyret undervisning gjort til centralt indhold. Frasen forekom 39 gange i bekendtgørelsen, indtil den blev fjernet i 2020 – et par år efter, at læringsmålstyret undervisning blev afskaffet i folkeskolen. Denne form for undervisning handlede om, hvad eleverne skulle kunne (ikke vide) og om, at de skulle kunne fremvise ”tegn på læring”, der let lod sig opgøre som ”læringsudbytte”.
I arbejdet med vores bog ”Hvad vi taler om, når vi taler om at lære”, som udkom i 2020, opdagede vi, at ordet læring er blevet lig sin modsætning. Læring blev i forbindelse med læringsmålsstyret undervisning reduceret til udbyttet af kortvarige, målrettede undervisningssekvenser.
Selvfølgelig findes der læreprocesser, der er ret enkle. Man kan for eksempel lære at følge en opskrift, men vi ved, at læreprocesser også angår mere komplekse forandringer. Det kan være tilfældet, når barnet pludselig forstår sig selv som en, der kan læse.
Det er et resultat af flere samvirkende, langvarige indsatser, herunder også barnets egen. Målorienteringen forleder os desuden til at tro, at det at lære kun handler om at rette blikket fremad mod nye mål, at lære noget nyt og at lægge det gamle bag sig.
Sagen er dog, at vi kan lære, at vi tog fejl, hvilket sjældent er et resultat af en målsætning. Det er snarere noget, der viser sig for det vagtsomme blik, og som ofte sker i tilbageblik. Læringsbegrebet endte derfor med at være teoretisk underbelyst, forskningsmæssigt svagt og samtidig fjernet fra almindelig, sund fornuft, der tilsiger, at mennesker lærer på mangfoldige måder.
Det samme er sket med ordet dannelse i forhold til læreruddannelsen. Dannelse bliver i udviklingsgruppens pen en flydende og tom betegner, og almen dannelse skrives i fortid. Udviklingsgruppen definerer ingen steder dannelse. Ordet anvendes synonymt med udvikling og formning, som man i mange tilfælde uden videre kan udskifte det med. I andre tilfælde kan man udskifte det med kompetencer eller uddannelse. Enten er brugen blød og intetsigende eller begrænset og instrumentel. Ingen steder anvendes dannelse i velkendte og teoretisk begrundede betydninger.
Det betyder derfor egentlig ingenting, når der i starten af udviklingsgruppens forslag står, ”at dannelse skal indgå i hele uddannelsens indhold”. Dannelsen skal være overalt, men er ikke almen. Udviklingsgruppen nævner udelukkende almen dannelse i tilbageblik med henvisning til KLM. Afskaffelsen af KLM er en afskaffelse af almen dannelse, fordi almen dannelse ikke findes nogen steder i forslaget. I stedet introduceres komisk-kluntede konstruktioner som professionsdannelse, lærerfaglig dannelse, praktisk-pædagogisk dannelse, fagpersonlig dannelse og forsknings- og udviklingsdannelse. Her er der intet alment, intet alment menneskeligt i dannelsen længere. Lærerfaglig specialisering er trådt i stedet.
Vi har hentet inspiration i Hartmut von Hentigs ”Dannelse. Et essay”, som udkom på dansk i 1996. Teksten er højaktuel. Von Hentig advarer imod en instrumentalisering af dannelsesbegrebet, fordi dannelse ikke lader sig måle. Dannelsen har sine egne målestokke. Von Hentig har seks, som vedrører det alment menneskelige, heriblandt modværge mod umenneskelighed, historisk bevidsthed, åbenhed over for de sidste spørgsmål og viljen til at tage ansvar for sig selv og det fælles vel.
Hvis man anerkender sådanne målestokke, må man også lægge dem til grund for uddannelsen af lærere. Lærere må dannes ud fra de samme målestokke, som eleverne i skolen skal dannes. Studerende må møde stof, der eksempelvis udvikler modværge mod umenneskelighed, historisk bevidsthed og åbenhed over for de sidste spørgsmål. Et alment dannelsesfag må have dette som sit formål, ligesom det bør være den underliggende præmis for undervisningsfagene.
Vi skal lære at være og blive til som mennesker og udvikle et sprog for det. Det karakteristiske for målestokkene er, at de alle rækker tilbage i tid og ud mod det fremmede (herunder hinsidige) som dannelseshorisont. De kalder på kultur- og idéhistorie, filosofi og sans for fællesvellet samt civil courage. Dannelsesprojektet handler om at højne humanitet og videreføre en politisk kultur, som vi har fået i arv fra oplysningstiden.
I den tradition har vi alle et ansvar for de fælles anliggender, for at kommunikere om dem i en offentlighed og for at gøre os tanker om, hvad det vil sige at være menneske. Dertil skal der dannes – både i læreruddannelsen og folkeskolen.
Vi bidrog begge til en dannelsesbog, som udkom sidst i 2021: ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”. Bogens hovedpointe er, at det er sidste chance, hvis vi skal redde dannelsesbegrebet fra en omsiggribende instrumentalisering.
Dannelse kan ikke reduceres til tilpasning til folkeskolens formålsparagraf, dannelse handler heller ikke om at leve op til kommunens dannelsesidealer, men implicerer snarere gnidning, vekselvirkning og uenighed, hvilket gør det muligt for nye generationer at blive til og at skabe noget nyt i mødet med den brogede virkelighed.
Dannelse placerer sig i den usynlige og spontane midte, hvorfra virkeligheden springer. Det er pædagogikkens samtidige frihed og kald. Tænkningen bliver umulig, hvis mennesker reduceres til ressourcer, som Svend Brinkmann skriver i sit bidrag, men bliver også umulig, hvis dannelse mister sin almene dimension ved alene at blive set som et resultat af tilpasning til det eksisterende.
Almen dannelse involverer alsidighed, som Wilhelm von Humboldt fremhævede det, hvilket er det modsatte af ensidig specialisering. Derfor har familien, det folkelige og foreningerne en umistelig betydning for den almene dannelse og for udviklingen af et samfund, hvis borgere har blik for hinanden som mennesker.
Dannelse kan ikke reduceres til at kende til etikette eller romanklassikere, selvom det ikke skader. Dannelse er en kompleks proces, der kan foregå overalt, hvor den erfarne hjælper den mindre erfarne med at forstå sig selv som en del af en større, også kulturhistorisk sammenhæng.
Læreruddannelsen og folkeskolen spiller en helt afgørende rolle i den proces, og det er derfor, at det slet ikke duer at skrive almen dannelse ud af læreruddannelsen. Det vil kort sagt være en katastrofe i en verden, der kalder på omsorg, hensynsfuldhed og en veludviklet evne til at tage vare på det, vi holder af og ønsker at give videre til kommende generationer.