FOR NYLIG SLUTTEDE klimatopmødet COP23 i Bonn. Efter to ugers forhandlinger lykkedes det verdens lande at blive enige om en plan for at opfylde løfterne fra mødet i Paris for to år siden, hvor alle FN’s medlemslande forpligtede sig til at forholde sig til de menneskabte klimaforandringer og arbejde sammen for global bæredygtighed. Landene kunne dog ikke blive enige, når emnet faldt på de mest sårbare mennesker. Dér hvor mennesker tvinges fra hus og hjem på grund af dramatiske og klimarelaterede katastrofer.
Derudover går omstillingen til bæredygtighed fortsat langsomt, og der er udsigt til, at kommende generationer vil få væsentlig ringere livsvilkår end dem, vi har i dag.
Rundtom i verden er der millioner af mennesker, som lider under klimaforandringerne. Det er i de fleste tilfælde også de mennesker, som udleder mindst drivhusgasser på grund af deres forbrug og livsstil og dermed ikke har noget væsentligt ansvar for den menneskeskabte globale opvarmning. Når disse mennesker rammes af tørke, oversvømmelser og dramatisk uvejr, er vi som kristne, muslimer og jøder nødt til at sige fra og træde til.
I alle vores tre religioner er Guds kærlighed til hele skaberværket og til alle mennesker central. Gud har skabt verden, og det inkluderer havene, skovene, bjergene, dyrene og os mennesker. Skaberværket har værdi i sig selv, og vi mennesker er blevet udstyret med fantasi, følelser, fornuft og sprog, så vi kan forstå og passe på den verden, vi er en del af. Gud har her betroet os et forvalteransvar for sit skaberværk.
I DENNE OPGAVE ligger der både tillid og ansvar. Den Gud, vi tror på, og som vi tilbeder hver på vores måde som kristne, muslimer og jøder, har vist os mennesker tillid ved at overlade os et væsentligt ansvar for jorden og dens liv nu og i kommende generationer. Men det betyder så også, at vi ikke bare kan se bort fra de konsekvenser, som vores forbrug og livsstil har for mennesker i andre dele af verden, eller overlade håndteringen af de menneskeskabte klimaforandringer til vores børn og børnebørn. Vi, som har mulighed for at bidrage til en bæredygtig omstilling, har pligt til at handle nu.
Vi skal forholde os til et forebyggende arbejde ved at støtte op om en grøn omstilling i vores samfund og livsstil, så vi ikke formørker fremtidsudsigterne for kommende generationer, og vi skal samtidig forholde os til den konkrete situa- tion, som fattige mennesker, der allerede udsættes for klimaforandringernes konsekvenser, står med her og nu.
OM ET ÅR ER DER klimatopmøde i Katowice i Polen. Her har verdens lande forpligtet sig til at vurdere effekten af de beslutninger, der blev truffet i Paris i 2015 og vurdere, om der er behov for at øge indsatsen for at kunne nå de mål, som man har sat. Derfor er der brug for, at trossamfund herhjemme og ude i verden sammen med klima- og miljøengagerede civilsamfundsorganisationer bidrager til at holde os selv og vores politikere op på forpligtelsen til målrettet at arbejde for global bæredygtighed.
Det er godt, at verdens ledere begynder at forstå alvoren af klimaforandringerne for vores børn og børnebørn, og at de dermed tager opgaven med at passe på skaberværket langt mere alvorligt. Men vi må ikke glemme, at der også ligger en opgave i at hjælpe dem, der har brug for hjælp her og nu. Gud elsker hele skaberværket og hvert eneste menneske – både dem, der lever nu, og fremtidige generationer. Vores opgave er at passe på det hele, og vi bliver derfor nødt til at træde til og række en hånd ud til dem, der lige nu er ofre for klimaforandringerne, ligesom der er brug for at engagere sig endnu mere i den bæredygtige omstilling af hensyn til vores børn og børnebørn.
Abdul Wahid Pedersen er imam, Jair Melchior er overrabbiner, og Peter Fischer-Møller er biskop.