Tak til Marianne Mørk Mathiesen for svar i Kristeligt Dagblad den 4. januar om symbolfri hospitaler. Lad mig starte med, hvad vi kan blive enige om.
Vi er enige om, at badges ikke hører hjemme på hospitalstøj – den kristne hospitalsfysiker skal ikke bære badge som fortæller at ”Jesus elsker dig”, og den politisk engagerede læge skal ikke bære badge med opfordringer som ”Stem på LA”. Der skal ikke ”flashes” budskaber, som Marianne Mørk Mathiesen udtrykker det. Vi er også enige om, at på hospitalet skal patienterne være i centrum og behandles nænsomt og respektfuldt.
Uenigheden lader til at være, hvordan dette skal udmøntes. Gøres det bedst ved, at hospitalspersonalet fremstår mest muligt neutralt? Eller er det vigtigere at vise et menneskeligt ansigt, selvom et ansigt (modsat en maske) ikke kan være neutralt?
Patienterne skal behandles nænsomt, ja, og ikke mindst professionelt. Som ansatte på et hospital er det patienterne, vi er der for. Men det er meget svært at sikre sig imod, at nogen kunne blive stødt eller skræmt.
For nu at tage et eksempel, som ikke vedrører mig selv: Skal mine udmærkede kolleger med synlige tatoveringer gøre noget ved disse, fordi nogle patienter kan føle sig stødt over eller skræmt af tatoveringer? (Jeg har ingen gode forslag til, hvad ”noget” kan være.) Både arbejde og tilværelse bliver indviklet, hvis det vigtigste er at være neutral.
Og tørklæder? Jeg kan se, at tildækning af håret kan integreres i hospitalsuniformen på en naturlig og samtidig hygiejnisk måde. Efter min smag knap så pænt som frit hår, men pænere end operationshætter. Og andres påklædning bør ikke afgøres ud fra min smag.
For tiden er det, som om tro og religion anses for farligt. Og altså nu uønsket på hospitaler. Hvorfor mon? Det siges, at hospitaler er et af de steder, hvor der bedes mest, nemlig af de syge. Jeg kan dog ikke bekræfte det af personlig erfaring, da jeg endnu ikke har oplevet, at patienter har henvendt sig til mig om tro (mere markant er mit kors om halsen åbenbart ikke). Men er det nænsomt over for troende patienter at signalere, at der ikke er plads til tro på et hospital?
Jeg tror på, at vi møder patienterne bedst ved at være mennesker. Møde dem med fagligheden først og mennesket synligt.
Men hvor går grænsen? Kan der ikke være hovedbeklædning, smykker og tatoveringer, som er uacceptable i en hospitalsverden?
Jo, der kan helt sikkert tænkes eksempler. Netop derfor er det godt, at man først ansættes efter at have mødt et ansættelsesudvalg, altså efter den mulighed for vurdering, som det personlige møde giver. Gynækologen, som bærer antiabort-badge til ansættelsessamtalen, får næppe stillingen. Efter ansættelsen har vi ledere, som må påtale, hvis nogle skifter stil på en måde, som går over grænsen.
På hvilken måde vil den slags vurderinger blive bedre af, at politikere vedtager stive og ufleksible regler?
Lars Jødal er hospitalsfysiker.