LANGFREDAG VAR JEG til gudstjeneste i Holmens Kirke sammen med mine børn. Vi holdt i hånd, blev velsignet, fik bekræftet vores tro på korsets gåde og gik ud i forårssolen fyldt op af præstens ord om at leve livet i fulde drag.
Jeg var så glad og så bekræftet i min kristne tro.
Derfor blev jeg så ærgerlig, da jeg kom hjem og læste De Konservatives politiske ordfører Mai Mercados kronik i Berlingske.
Som troende kristen er jeg selvfølgelig enig med Mercado i, at kristendommen er den bedste religion, og jeg tror, den er sandheden. Det kan være enormt svært for ikke-troende mennesker at acceptere, at andre påstår at kende sandheden. Men det er ikke desto mindre, hvad både Mai Mercado, jeg selv og en masse andre mennesker tror på. Så langt er jeg enig med Mai Mercado. Også i at tro og religion gerne må fylde mere i den offentlige debat, og at det er okay eksempelvis i etiske diskussioner at finde sine argumenter i den tro, man vedkender sig.
Men for mig kan troen aldrig stå over loven og aldrig være den, vi står på, når vi skal indrette vores samfund. Vi lever i et sekulært samfund, hvor demokratiet er det højeste bud. Og det kan godt forenes med at være troende. For selvom jeg tror på, at kristendommen er sandheden, så vil jeg i demokratiets hellige navn kæmpe for retten til, at andre kan tro på en anden sandhed end jeg.
Da jeg efter gudstjenesten gik hjem fra Holmens Kirke med min familie, kom vi forbi min arbejdsplads, Christiansborg. Her slog det mig, hvor smukt det er, at jeg kan gå fra en stille stund med min personlige tro i Guds hus direkte til demokratiets fornemste hus.
I Folketinget bedriver vi politik efter anskuelser, ikke efter religiøse overbevisninger. Her samarbejder vi på tværs af partiskel og på tværs af religiøse tilhørsforhold. Det er et smukt princip.
Så der, hvor Mercados og min tro adskiller sig fra hinanden, er, når det kommer til at ville pådutte andre mennesker vores tro. For mens Mercado i sin kronik giver udtryk for, at kristendommen skal spille en mere dominerende rolle i det offentlige rum i Danmark og i vores uddannelsessystem, mener jeg, at religion først og fremmest er en privatsag.
Det skal være op til hvert enkelt menneske at finde ud af, om man er kristen, muslim, ateist, noget helt fjerde, eller slet ikke at forholde sig til tro. Det skal ikke være op til hverken Mai Mercado eller et flertal i Folketinget.
Til gengæld bør alle elever i folkeskolen præsenteres for forskellige trosretninger og livsanskuelser, så de har et fundament og en viden af vælge til eller fra ud fra. Derfor kæmper jeg og mit radikale parti for, at faget kristendomsundervisning i folkeskolen kommer til at hedde religion og bliver obligatorisk for alle elever. Og det er helt naturligt, at kristendom vil fylde mest i dette fag, idet vi lever i en kristen kultur, og langt de fleste som bor i Danmark stadig er døbt. Men i dag vælger en del familier undervisningen fra, og det er ikke bare ærgerligt, men også problematisk i forhold til vores mellemfolkelige forståelse.
Kristendommen er ikke den eneste trosretning i Danmark i dag. Heldigvis, for mangfoldighed er godt. Men netop derfor kan vi heller ikke tillade os at lade folkekirken have en så privilegeret forrang, som tilfældet er i dag. For eksempel at alle nybagte forældre, også muslimer og ateister, skal hen i folkekirken for at registrere deres nyfødte vidundere. Det bør kommunen tage sig af, så kirken kan koncentrere sig om troen, fællesskabet og næstekærligheden.
For religion er en privatsag. Ikke en missionsopgave for hverken staten eller Mai Mercado.
Marlene Borst Hansen er folketingsmedlem og kulturordfører for Radikale Venstre