Efter terrorangrebene i København er diskussionerne om religiøst inspireret vold blusset op - igen. Handler det overhovedet om religion? Er islam problemet? Eller er alle religioner farlige? Religionskritikere svarer ”ja” til sidstnævnte spørgsmål, og de har vind i sejlene. Hvis de har ret, kunne man komme megen vold og ekstremisme til livs, såfremt religionen forsvandt.
Selvom de færreste danskere ønsker at afskaffe religion, er det grundlæggende synspunkt om religionens irrationelle og skadelige væsen særdeles udbredt. Det hænger sammen med forestillingen om det moderne, som gennemsyrer vor selvforståelse: At vores samfund bygger på de frihedsidealer, som oplysningsfilosofferne formulerede, og som den franske revolution omsatte til politisk virkelighed. Demokrati, ytringsfrihed, lighed for loven.
Et videnskabeligt verdensbillede, der gjorde op med trolddom og religionens forvrøvlede forklaringer. En ny tidsalder, som åbnede op for teknologiske fremskridt. Fra vores selvforskyldte umyndighed, som Kant sagde, blev mennesket løftet op fra religionens mørke og sat fri. Fornuften vandt.
Denne grundfortælling har animeret moderne politik. Socialisme og liberalisme er lige fremskridtstro, de har bare forskellige opskrifter på, hvordan planen skal udføres - uden Gud og metafysik.
I Danmark er oplysnings-idealet blevet afgudsdyrket i de kulturradikale traditioner. Men idealet har også været stærkt formende for den nordeuropæiske protestantiske kultur, der rensede kristendommen for magi og humbug og tæmmede irrationaliteten. Grundfortællingen har opnået politisk, social og kulturel status af selvfølgelighed.
Det er derfor, at franskmænd ikke vil have religiøse symboler i den offentlige sfære. Det er derfor, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) proklamerede, at ”vi skal have religionen ud af det offentlige rum”.
Vi kan folde vore hænder under dynen eller bag kirkens lukkede dør; men vi må ikke belemre vore medmennesker, for det fører kun til splid på jord. Det er også derfor, at vi så ofte hører diagnosen, at islam er et problem, fordi religion ikke har været til rensning i oplysningens klare lys.
Problemet med denne fortælling er, at den er forkert. Mere diplomatisk udtrykt: den er selektiv, analytisk overfladisk, historie-dement og på moralsk glatis. Er religion hovedår-sag til krig og vold i vor oplyste verden? Næh, det er den ikke. Nationalisme og ekstremistiske antireli-giøse ideologier har hovedansvaret for krig og terror gennem de sidste århundreder.
Hvor kommer nationalisme fra? Den kommer fra det modernes idégrundlag. Hvor kommer ordet ”terror” fra? Det kommer fra den franske revolution og henviser til det regime, som myrdede løs på ”revolutionens fjender”. På højdepunktet af terrorregimet i 1793 marcherede franske soldater til Vendee, hvor kristne bønder havde gjort oprør mod Revolutionsregeringen i Paris.
Mænd, kvinder og børn blev massakreret og deres landsbyer brændt til jorden. Revolutionens nedslagtning af 170.000 vendeeanere var drevet at antireligiøse følelser og fanatisk voldsforherligelse, i ateist-fremskridtets navn.
Det lærer vi intet om i skolen. Krigen i Vendee demonstrerer tendensen hos antireligiøse regimer til at begå overgreb i stor målestok, i en kynisk og rationel kalkule, og i den absolutte sandheds navn.
Det blev de rigtig gode til med tiden. Napoleon videreførte revolutionens noble mål og kronede sig selv som kejser og frelser på Jord. Napoleonskrigene var drevet af dette ideologiske vanvid og førte til verdenshistoriens første totalkrig. Lad blodet flyde; der findes ingen uskyldige, kun nødvendige ofre.
Det skulle blive værre endnu, for antiklerikalismen inspirerede en hel række fanatiske ateist-galninger som Mao, Pol Pot og Stalin.
Gud var død, og han kunne erstattes af det perfekte menneske. Den kristne transcendens, som havde været et bærende element i Europas åndshistorie, blev erstattet med en denne-verdslig eskatologi: drømmen om Paradis på jord. Hitler udtrykte det med klinisk præcision: Nazismen er Tysklands nye kirke, helt uden pave og bibel.
Efter Anden Verdenskrig lykkedes det heldigvis kristen-politiske kræfter at forankre demokratiet og den økonomiske udvikling i et værdibaseret europæisk projekt. Det kan sådan en type som europaparlamentarikeren Morten Helveg Petersen (R) ikke forstå, og derfor bliver han fornærmet, når pave Frans får lov til at holde tale for Europa-Parlamentet.
At man i 2015 kan blive ved med at hævde, at ateister er mere tolerante, fredelige og demokratiske end religiøst anlagte mennesker er en ideologisk drevet illusion og historiefornægtelse på linje med de mest stupide holocaust-fornægtelser.
Religion er farlig, men anti-religion er tusinde gange farligere. Islamisk Stat er helvede på jord; men hvis man kigger dem efter i sømmene, vil man se, at de, ud over at trække på islam, minder skræmmende om de franske jakobinere - og efterligner deres metoder.
Ja, vi skal bekæmpe religiøs fanatisme og vold. Men hvis den generelle konklusion på den udfordring bliver, at vi med knyttet næve skal arbejde hen imod et ateistisk samfund kæmmet for religiøse kræfter, så vil vi, stille og roligt, og i al ubemærkethed, åbne døren for en samfundsudvikling, der i sin konsekvens vil få nutidens terrortrussel til at blegne i solen. Men jeg ved godt, at de fleste danskere allerede sidder og griner - sikre i deres barnetro.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye