Prøv avisen
Kirkeligt set

Pavens økologiske vision: Vi skal ændre vores måde at leve på

Pave Frans slår fast, at koncentrationen af drivhusgasser fortrinsvis er resultat af menneskelig aktivitet. Derfor skal teknologi, der bygger på afbrænding af fossilt brændstof, udskiftes. Foto: Massimo Valicchia/NurPhoto

Pave Frans' encyklika er en økologisk vision, der poetisk hylder det skabende princip. Vi kan kun håbe, det ikke er for sent.

Pave Frans har med sin sidste encyklika talt til menneskeheden. Vi kan kun håbe, det ikke er for sent. Pave Frans' encyklika, ”Laudato Si”, er en bøn for naturen og en bøn til menneskeheden.

En bøn, der kalder på omvendelse. Ikke omvendelse til kristendommen - men til, hvad pave Frans kalder for en ”integral økologi”: en økologisk tankegang, der i al sin dybde priser den helligdom, som findes i alt, der omgiver os. En økologisk vision, der poetisk hylder det skabende princip.

Pave Frans taler om en ”integral økologi”, på samme måde som katolske filosoffer taler om ”integral humanisme”: en tankegang, der insisterer på, at alt er organisk forbundet. Vi kan ikke tænke det sociale uden at tænke naturen med. Naturen er ikke en ekstern ramme for vores menneskeskabte virkelighed. Vi er en del af naturen, og derfor må den radikale økologi nødvendigvis være ”integral”.

Pave Frans' encyklika er skrevet med reference til ”Solsangen” af Frans af Assisi, som synger, at jorden ”er som en søster, som vi deler vort liv med, og en smuk moder, som åbner sine arme for at omfavne os”. ”Laudato si” betyder ”Lovet være du”, det gennemgående refræn i ”Solsangen”. Pave Frans' encyklika er en sang til Solen.

Encyklikaen bærer undertitlen ”Om at tage hånd om vor fælles hjem”. Begrebet om ”hjem” har rødder i det græske ”oikos”, hvorfra termerne ”økologi” og ”økonomi” stammer. Vi skal ændre vores måde at leve på, fra det enkelte hushold til statens indretning. Næstekærligheden omhandler alt det levende.

Jorden er vores fælles gode. Den egocentriske forbrugerisme blænder for denne erkendelse. Tabet af biodiversiteten bunder i åndelig forarmelse. Pave Frans kritiserer globaliseringen af det ”teknokratiske paradigme” - styreformer drevet af blind funktionalisme og værdirelativ effektivisering.

Han udstiller den udbredte opfattelse, at naturen er truet på grund af ”overbefolkning” i de fattige lande. Hvilken belejlig forklaring for det børnefattige Europa! Sludder og vrøvl! Den vestlige verden forbruger og forbrænder som aldrig før. Det er ikke antallet af mennesker, der er problemet - det er vores levemåde. Og de, der forbruger mest, har det største ansvar.

Pave Frans slår fast, at koncentrationen af drivhusgasser fortrinsvis er resultat af menneskelig aktivitet. Derfor skal teknologi, der bygger på afbrænding af fossilt brændstof, udskiftes.

Han korrigerer den fortolkning af skabelsesberetningen (Første Mosebog 1, 28), der giver mennesket ret til at dominere over naturen. I Anden Mosebog 2, 15 står det, at ”Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens Have, for at han skulle dyrke og vogte den”.

Denne befaling giver rigtignok mennesket en central rolle i forvaltningen af naturen, men i form af et ansvar. Denne verden er ikke ”vores”. Vi er ikke Gud. Verden var her lang tid før os. Vi skal vogte den gave, vi har fået - til låns.

Pave Frans referer igennem hele encyklikaen til grundprincipper i den katolske sociallære. Indholdet i hans integrale økologisme står i forlængelse af tidligere pavers tanker. Især var pave Benedikt XVI en ivrig miljøforkæmper med tilnavnet ”den grønne pave”. I 1986 inviterede Johannes Paul II verdens religiøse ledere til fredstopmøde i Assisi. ”Assisi-deklarationen”, som ved samme lejlighed blev deklareret af de religiøse ledere, er et vigtigt dokument om naturen som global helligdom.

Den nødvendige forbindelse mellem religion og økologi har at gøre med selve essensen af den økologiske krise. Den krise har intet at gøre med specifikke teknologiske opfindelser. De giftstoffer, vi forurener vores jord og vand med, er blot overfladiske symptomer på noget, der stikker dybere: vores syn på verden. Vi kan påtvinge nok så mange grønne afgifter - intet vil for alvor forandres, hvis der ikke finder et globalt mentalitetsskift sted.

Miljøbevægelserne, der voksede sig store i 1970'erne, var rodfæstet i venstreorienterede ideologier, der så religionen som en stopklods. Kampen for miljøet blev koblet til revolutionær socialisme. Det er jo ganske absurd, for kommunistiske lande har til alle tider forurenet og udnyttet Jordens ressourcer mere skånselsløst end lande med markedsøkonomi.

Nu kan man jo nok fornemme, at en type som Uffe Elbæk (AL) ikke er helt enig med pave Frans, hvad angår homoseksuelle vielser. Det er også fuldstændig lige meget. Hvis sekulære og religiøse kræfter ikke finder sammen i en gennemgribende økologisk omvendelse, der for alvor rykker ved vores opfattelse af Jorden som en ressource, vi kan udnytte, er slaget tabt på forhånd.

Pave Frans' encyklika er ikke kun skrevet til kristne. Hans referenceunivers favner bredt, fra FN-klimarapporter til sociologiske begreber som ”accelerationssamfundet”.

Han bruger termer fra de sekulære økologiske bevægelser, såsom begrebet om ”modvækst” introduceret af den franske filosof Serge Latouche. ”Less is more”, siger Frans. I stedet for en konstant vækst kan vi opnå større lykke og balance med vores omgivelser ved at nedtone forbruget, akkompagneret af en åndelig blomstring.

Frans slutter dokumentet med to bønner til bevarelse af Jorden. Den første bøn er universel, mens den anden bøn er kristen, struktureret omkring treenigheden. Der er klimatopmøde i Paris til december. Frans har sendt et budskab også i den retning.

Ingen kan løbe fra deres ansvar.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye