Skal man nu fornægte Gud for at blive minister?

Tanker om forholdet mellem tro og viden har altid beskæftiget mennesket - i det mindste så langt tilbage, som vi kan følge spor af tænkning, skriver Birthe Rønn Hornbech, som svar på det hun kalder de ikke-troendes korstog mod Esben Lunde Larsen

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen

De mest rettroende danskere, jeg kender, er i grunden dem, der hele tiden erklærer, at de skam ikke selv tror på noget.

Ikke sjældent er denne gruppe meget lidt tolerant over for mennesker med en anden tro end deres egen erklærede ikke-tro.

I modsætning til kristne skelner disse erklærede ikke-troende ikke mellem tro og viden eller mellem tro og politik. For troen findes jo ikke, hævder de.

Derfor er der heller ingen grund til at skelne mellem Guds rige og kejserens rige, og så er vejen til det totalitære samfund jo åben.

Et par religionshistorikeres ytringer i medierne bekræfter denne fornemmelse. I ramme alvor fremsætter religionshistorikerne beskyldninger imod vor nye forskningsminister, cand.theol.,ph.d. Esben Lunde Larsen (V).

Han egner sig ikke til at være forskningsminister, fordi han tror på Gud, hævdes det. I disse religionshistorikeres sind er det slet ikke muligt at rumme både kristentro og viden.

Og hvad de ikke kan rumme, mener de heller ikke, at andre kan rumme. Derfor mistænkeliggøres en forskningsminister, der er teolog, og som åbent svarer på spørgsmål om sin tro.

Troen diskvalificerer på forhånd forskningsministeren, mener religionshistorikerne. Han sættes i bås som kreationist, en beskyldning, der, kan man forstå, senere modereres på grund af den voldsomme modstand imod de rejste beskyldninger imod forskningsministeren.

Så sent som i onsdags synger en af de meget troende, formanden for Ateistisk Selskab den samme sang i Berlingske. Han siger rent ud, at han er ”loren” ved både forskningsministeren og kirkeministeren.

Formanden for Ateistisk Selskab, der, som han selv understreger, taler på Ateistisk Selskabs vegne, bliver tydeligvis nervøs, når han møder forskningsministerens tro.

Dog er det ikke troen, der gør ham mest nervøs. Nej, ministerens manglende spørgelyst er det værste. Formanden for de ortodokse ateister finder denne manglende spørgelyst ligefrem ”skræmmende”.

Man har egentlig lyst til at affærdige den slags bemærkninger som latterlige, allerede fordi de jo intet har på sig og bare afslører afsenderens snæversyn og fordomme over for anderledes troende.

Imidlertid kalder stormløbet imod en kristen forskningsminister på modsigelse. Og ikke mindst her i Kristeligt Dagblad har beskyldningerne imod forskningsministeren for længst rejst en vigtig debat om forholdet mellem tro og viden.

Tanker om forholdet mellem tro og viden har altid beskæftiget mennesket - i det mindste så langt tilbage, som vi kan følge spor af tænkning.

Mennesket har, så snart det fik overskud til at tænke ud over dagen og vejen, altid tænkt ud over det, der kan måles og vejes. Altid tænkt ud over det, der fysisk kan erfares og beskrives. Altid beskæftiget sig med spørgsmål om eksistensen af en gud eller en verdensfornuft, altid beskæftiget sig med livet efter døden.

Det, der efter min mening er nyt, er de ikke-troendes korstog imod en forskningsminister, der som noget helt selvfølgeligt svarer på helt selvfølgelige spørgsmål om tro.

Det, der er nyt, er forsøget på at intimidere en troende forskningsminister. Man skal ikke være blind for, at det, de pågældende gudsfornægtere i virkeligheden kræver, er, at forskningsministeren skal afsværge sin tro.

Det er en farlig holdning, men den kan naturligvis ikke være anderledes for dem, der ikke mener, at mennesket er ånd. Det kan ikke være anderledes for dem, der ikke mener, at der kan skelnes mellem Guds og kejserens rige.

Ikke mindst har Martin Luther med sin klare understregning af, at de to regimenter ikke kan adskilles, men heller ikke må sammenblandes, gjort det lettere at udvikle frie samfund.

Grundtvig siger det så klart. Staten skal ikke blande sig i hjertesager. For Grundtvig er åndsfriheden, der udgår fra kristentroen, nemlig det afgørende grundlag for alt andet.

Heraf drager Grundtvig den politiske konsekvens, at staten skal holde sig helt væk fra borgernes hjertesager, fra alt, hvad der angår ånd og tro.

Denne frihed anfægtes, når forskningsministeren mistænkeliggøres på grund af sin tro, som han har givet udtryk ved en henvisning til den trosbekendelse, som er hele den verdensomspændende kristenheds fælles bekendelse.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye