For nylig kom vor statsminister til at sige, at der var for meget religion i det offentlige rum. Selvom han temmelig sikkert mente islam og ikke så meget vor egen evangelisk-lutherske protestantisme, var det alligevel en opsigtsvækkende påstand. Kan man overhovedet holde religion ude af det offentlige rum, og er det ikke et særligt problem, når man har en demokratisk styreform? Til det første spørgsmål må man svare nej og til det andet ja.
Man kan ikke holde religion ude af det offentlige rum. Den tyske filosof Jürgen Habermas er på sine gamle dage om end ikke gået i kloster, så dog blevet meget mere åben over for religionens betydning, hvilket aktuelt fremgår af en netop udkommet debatbog med ham og den nye pave, tidligere professor Joseph Ratzinger som deltagere. Han siger her, at "Filosofien bør forholde sig lærevilligt over for de religiøse overleveringer", og han tilkender de religiøse "intuitioner" plads som moralsk og politisk vejledende. Hvor meget sådanne "indrømmelser" er værd, kan være vanskeligt at greje. Habermas betjener sig stadig at et særligt "dialektisk", det vil sige tvetydigt, fuglesprog, som bevidst holder sagen flydende.
For os andre er det nemt nok at se, at religionen virkelig har betydet uvurderligt meget for samfundets udformning. Vi går ud fra som en selvfølge, at mennesker er lige, og skal behandles lige. Når man er lige i forhold til Gud, skal man også være det mennesker imellem. Det har vi lært af den kristne kirke, som også står bag den "samaritanske pligt", det vil sige nødvendigheden af at tage sig af syge og fattige. Sågar vort skattevæsen har kristendommen sat sit stempel på, idet vi betaler efter evne og ikke pr. hoved, fordi vi afkræves en procentdel af vor indkomst. De bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Hvis ikke kristendommen havde blandet sig i det offentlige rum, havde vi haft et helt andet samfund.
Hvad så med demokratiet? Det er mere kompliceret. Egentlig må enhver religion i selve sit grundlag være kritisk over for demokratiet. Religiøse sandheder står strengt taget ikke til diskussion. De islamiske stater opfatter da i reglen også demokrati (dette græske ord betyder "folkemagt") som det at hele folket mener det samme, nemlig det, som er i overensstemmelse med Muhammeds sande lære. Og det kan man jo godt forstå. Man kan dårligt stemme om en religiøs åbenbaring. Selvom den kommer i mindretal vil den stadig være absolut sand, og dens tilhængere vil ikke bøje sig for en demokratisk afgørelse. I islam gælder dette fra de højeste og ofte til meget mindre betydningsfulde afgørelser.
Hvad så med de kristne? Ja, de er grundlæggende enige heri. Selvom Jesus ved en folkeafstemning skulle tabe med påstanden om at "Jeg er vejen, sandheden og livet"
(Joh. 14,6) så ville påstanden naturligvis være rigtig alligevel. Man kan ikke stemme om åbenbaringssandheder.
I hele diskussionen om ytringsfriheden har det været en forudsætning, at alt var tilladt og intet var forbudt at sige. Vi har ganske vist domstolene, og dem kan man også bruge, men i praksis er alt tilladt. Den strenge konsekvens af dette er, at et demokratisk samfund med absolut ytringsfrihed ikke kan have nogen absolutte normer at bygge på. Alt kan drages i tvivl, enhver sætning kan modsiges. Enhver sandhed må samfundsmæssigt legitimere sig ved at have flertallet bag sig. Man skal altid kunne tælle til 90 som man siger i Folketinget. På forhånd er intet givet som urørligt. Det gælder naturligvis også alment accepterede værdier som menneskerettigheder, forbud mod forskelsbehandling efter køn, race, religion etc.
Og skal man være helt konsekvent, er demokratiet selv naturligvis også underlagt demokratiets lov, hvor gyldighed forudsætter, at de fleste står bag. Og det er jo ikke blot teoretiske overvejelser, men i mange lande har man efter Anden Verdenskrig benyttet indførelsen af demokratiske spilleregler til netop at afskaffe disse. Den første afstemning er desværre også blevet den sidste.
Under sådanne vilkår vil enhver religion og ethvert kirkesamfund være skeptisk over for stat og samfund, som holder fast ved at være "værdiløs", eller smukkere sagt, "værdifri".
Men vi har dog i Nordeuropa udviklet en tankegang, som gør konflikten noget mindre mellem et sekulært samfund og kirken, uden at den forsvinder helt. Jeg tænker her på Luthers lære om de to regimenter eller styreformer. Med "ørets regimente", siger han, sørger Gud for, at vi hører Hans ord i kirken, hvor det forkyndes os til dom og trøst og tilgivelse. I "synets regimente" tilskyndes vi til at opføre os fornuftigt i kald og stand, politik og økonomi etc. For Luther var demokratiet kun en teoretisk mulighed, men når vi hos os har praktiseret to-regimentelæren, har vi også siden Grundloven blev indført i 1849 inddraget en demokratisk styreform som et vigtigt udtryk for det verdslige regimente. Ved at skelne mellem de to regimenter, ikke adskille dem totalt, for begge kommer jo fra Gud, behøver der ikke at være en direkte konsekvens fra evangeliets ord til praktisk politisk handling. Derfor har staten og det politiske i de lutherske lande fået større frihed i forhold til kirken end på katolsk grund, endsige i de muslimske lande.
Når vi hører om Guds kærlighed til os, og om, hvorledes det forpligter os til selv at øve kærlighedens gerninger, så følger heraf ikke en bestemt måde at gøre det på. Her har protestanter tillid til det enkelte menneskes egen dømmekraft.
Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift