Jesus anviste ingen politiske løsninger

Professor Anders Klostergaard Petersen vælger at overse, hvordan præster er blevet kritiseret for at fordreje evangelierne på en helt uholdbar politisk facon. Det er misbrug, fordi Jesus ikke anviste politiske løsninger, skriver Edith Thingstrup

Anders Klostergaard Petersen og Edith Thingstrup debatterer fortsat sammenhængen mellem kristendom og politik. Foto: Niels Åge Skovbo/Privatfoto
Anders Klostergaard Petersen og Edith Thingstrup debatterer fortsat sammenhængen mellem kristendom og politik. Foto: Niels Åge Skovbo/Privatfoto.

Kan man holde politik og kristendom adskilt? Svaret er både ja og nej. Ja, fordi man forhåbentlig har sin samvittighed med sig, når man træffer politiske beslutninger. Nej, fordi man godt kan bede præster, teologer og andre om at lade være med at misbruge evangelierne til (parti-)politiske formål. Teologer med flere har ingen særlig autoritet, når det gælder samfundsmæssige spørgsmål.

Disse nuancer går fuldstændig hen over hovedet på professor Anders Klostergaard Petersen. Han vælger at overse, hvordan præster - helt berettiget - er blevet kritiseret for at fordreje evangelierne på en helt uholdbart politisk facon. I Danmark har misbruget som regel haft socialistiske overtoner, hvor det i for eksempel USA er gået den modsatte vej. Skidt er det under alle omstændigheder.

Det er misbrug, fordi Jesus ikke anviste politiske løsninger. Og det er misbrug, fordi alle - såvel socialister som liberalister - sagtens kan finde løsrevne stumper at føre i felten, når de skal påvise en sammenhæng mellem deres ideologi og kristendommen.

Alt dette er åbenbart ligegyldigt for Anders Klostergaard Petersen. Og dermed gør han sine modstandere dummere, end de i virkeligheden er.

I stedet fremturer han med sine stråmænd om, at der findes en eller anden ”burgøjserpolitisk” konspiration uden kendskab til egne historiske rødder eller evne til at omsætte borgerligt tankegods i ført politik. Meget symptomatisk nævner Anders Klostergaard Petersen ikke et eneste konkret eksempel.

Det er galt nok. Men dertil kommer, at han ikke engang kan finde ud af at bedrive ordentlig research. Anders Klostergaard Petersen påstår således, at jeg agerer både sognepræst og kommunalpolitiker for partiet Venstre. Et simpelt opslag på nettet kunne have vist Klostergaard Petersen, at jeg ikke har bedrevet politik siden 2009.

Men jeg står bestemt ved, at man både kan være kristen og engageret i politik. Dette er netop min pointe, den pointe, som Klostergaard Petersen ikke har fattet, fordi han går mere op i at aflire tyske citater.

Jeg har med stor glæde diskuteret politik på lige fod med mine medborgere - men ikke fra prædikestolen. Problemet er lige præcis de præster, som bedriver politik i kirkerummet, hvor det er svært at modsige dem. Hvis man har et politisk budskab, er det mere reelt at træde ud i debatten, hvor man lettere kan blive modsagt.

Jeg anfægter ikke, at Anders Klostergaard Petersen er Paulus-ekspert. Og fra min lille præstegård bøjer jeg mig dybt i støvet, når jeg hører professorer formulere sig på tysk. Men når Klostergaard Petersen betegner Paulus som politisk utopist, kræver det mere belæg end Klostergaard Petersens påstande. Den Paulus, man møder i brevene, er en realistisk mand, bevidst om sine egne mangler - og sine medmenneskers.

Jeg skal ikke betvivle Anders Klostergaard Petersens ord om, at ”en række nutidige filosoffer” betragter Paulus som politisk utopist. Jeg må bare konstatere, at det øjensynlig bygger på en meget selektiv læsning.

Tag for eksempel Paulus i Første Brev til Korintherne, kapitel 7. Her skriver han om, at tiden er knap, og at de gifte skal være, som om de ikke var gift. Det lyder jo utopisk.

Men Paulus er ikke dummere end som så. ”Gifter du dig, har du ikke dermed begået nogen synd, og gifter den unge pige sig, har hun ikke dermed begået nogen synd,” skriver den gamle mand. Helt utopist kan man ikke være, når man godt ved, at mænd og kvinder har svært ved at holde sig fra hinanden. Og politisk utopist er Paulus netop ikke, i og med at han overlader det til hver enkelt at træffe beslutningen om sin livsform.

Anders Klostergaard Petersens udfald mod sine kritikere vidner kun om en ting: Han er ligeglad med argumenter og meget glad for at puste sig op med ligegyldige tyske fraser. Måske skulle han læse lidt op på Paulus, der på trods af sit rygte som forbenet moralist alligevel lader til at have haft en hel del humor.

Edith Thingstrup er sognepræst