Forskerne i Tro og Helbred ser "tro" som en ting, man kan have, næsten på linje med det at eje en cykel. Det kan på sin vis ikke være anderledes, for hvordan skulle en objektiv forsker nogen sinde kunne se andet, end hvad de briller, han bærer, er stemt til at se - objekter?
Der tales ubekymret om, "hvad" læger tror på, religiøse "behov", "stigende" spiritualitet og åndelige "måder" at tro på. Kan det nu snart bevises, at det er sundt at eje en "tro", lad os da anskaffe os en i en fart! Og på den måde bliver troen omkonteret til agent for tidens sundheds- og helbredsideal.
Hvad mener vi, når vi taler om "ånd", "tro" og "spiritualitet"? Hvad er det, vi forestiller os, at vi opdager, når vi undersøger "troens betydning" for dette og hint, eller sætter "troen på prøve" ved at smøre ætsende chili-baseret creme på folks hud? At sammenligne forsøg af den art med for eksempel de prøvelser, en kz-fange gennemlevede, kan det være andet end absurd? En religionspsykolog kalder eksistentielle værdier for "bløde", men i modsætning til hvad? Friværdien i fast ejendom eller "hårde" forskningskroner?
Det nye netværk af forskere er ovenud ambitiøse. I stedet for at se begrænsningens kunst som en dyd bestræber de sig "holistisk" på at få det hele med: ånd og materie, til trods for, at "ånd" aldrig kan være forskningsobjekt. Er man opsat på at bevise en sammenhæng mellem for eksempel kirkegang, tro og sundhed, udstiller man blot en naiv forestilling om, at en "kirke" er identisk med de mursten, en kirkebygning består af.
En "kirke" er et åndeligt fællesskab mellem mennesker, og det giver således ingen mening at tale om denne "ånds" geografiske beliggenhed, tælle de gange, man valfarter til kirken og tage denne kvantitet som udtryk for en kvalitet: religiøs "tro".
Det er godt for helbredet at bevæge sig til og fra gudstjenesten til fods, men ånd og materie, kvantiteter og kvaliteter under samme altomfattende ideologiske hat? Hvor højt og hurtigt flyver et "sundhedsvæsen med spirituelle vinger"?
For en holistisk inspireret forskning er "stram" videnskab ikke stueren, fordi den næsten påtvinger hospitalspersonalet en bestemt – mekanisk – menneskeopfattelse, skriver Kristeligt Dagblad i en leder (25. marts 2004). Men konsekvensen af en "slap" videnskab bliver så sikkert som amen i kirken, at resultaterne forplumres med den enkelte forskers holdning og "tro".
Når religionspsykologen Peter la Cour begaver os med den indsigt, at læger så sandelig bliver nødt til at forholde sig til, at "patienter ikke er passive objekter", er der så tale om epokegørende videnskabelig grundforskning?
Peter la Cour skal også have taletid; men behøver en anerkendt institution som for eksempel Københavns Universitet bakke op om produktion af moralske reprimander? Hvad er det, religionspsykologen, neurologen, fysiologen, teologen og filosoffen kan lære lægen og sygeplejersken, når vi taler om det betydningsfulde ved omsorgsfuld pleje? Behøver hospitalspersonalet at afvente, at en forsker gør sig færdig, eller underholde en patient i en passiar omkring buddhisme og islam? Er det nødvendigt at vide alverden om verdens religioner og forstå den viden som en særlig "åndelig" del af et sundhedsfagligt omsorgsarbejde?
"Omsorg" handler i al væsentlighed ikke om viden, men om holdning og betydning - værdier. Det har aldrig kostet en eneste forskningskrone for et eneste menneske at vælge at betragte mennesker som medmennesker og ikke som ting.
Derfor er det uforståeligt, at man næsten "mekanisk" efterlyser mere forskning, da forskningen - pr. definition - er tingsliggørende mekanik, som er det modsatte af åndelige værdier. Det er let nok at få "det hele" med, når man løber fra det halve!
Claus Bertung,
BA i kinesisk religionshistorie og filosofi,
Vestergårdsvej 11, 1 mf.,
København
København