I EN DEL ÅR har det været noget ubekvemt for nogle, at medborgere bærer religiøse tegn eller symboler i det offentlige rum.
For eksempel har det vakt vrede, at muslimske kvinder bærer tørklæder, jøder bærer kalotter eller store hatte, kristne bærer kors, buddhister klæder sig i gult, sikher bærer turban og så videre.
I ældre tid blev påklædning anvendt til at fortælle om sig selv og sin status i samfundet; i nogle tyske byer i middelalderen skulle prostituerede for eksempel gå med gule klæder. Men også bygninger som kirker eller moskéer kan vække modvilje.
I mange hjem rundt om i verden er det en selvfølgelig sag at have religiøse genstande eller billeder af religiøse bygninger. Muslimer kan eksempelvis have deres bedetæpper på særlige steder i hjemmet, og de kan have billeder af Kabaen i Mekka eller af al-Aqsa-moskéen i Jerusalem.
Buddhister kan have en Buddha-figur eller et billede af livshjulet. Jøder kan have en syvarmet lysestage. Kristne kan have kors og helgenbilleder på væggen. Det er der næppe problemer med, da det er privat.
Men når det handler om det offentlige rum, opstår der ofte strid. Det kan handle om religiøse bygninger, og det kan handle om religiøse symboler i offentlige bygninger.
I en række muslimske lande kan man ikke bygge kristne kirker, og nogle steder bliver eksisterende kirkebygninger enten vandaliseret eller helt ødelagt.
I flere europæiske traditionelt kristne lande giver det ofte anledning til strid, hvis muslimer ønsker at bygge moskéer, i al fald ordkrig.
En indvending i vor del af verden mod offentligt at vise sit religiøse tilhørsforhold er, at nogle kan føle sig krænket.
Det gælder ikke alle steder i verden. Jeg var i november 2015 i Uganda med en studiegruppe fra Caritas Danmark, den katolske kirkes hjælpeorganisation.
I Uganda er det tilsyneladende anderledes. På universitetsområdet i hovedstaden, Kampala, ligger den katolske kirke og den anglikanske kirke lige ved siden af hinanden. Et par hundrede meter længere væk ligger en muslimsk moské. Det var ikke noget problem.
Vi mødte kristne præster og muslimske imamer, der deltog i fælles arrangementer. De religiøse ledere har indset, at religiøse symboler og uenigheder, offentligt og privat, er helt underordnet i forhold til de opgaver, som et udviklingsland står med. Så hvorfor skal det være et problem i vor del af verden?
De kirkelige bistandsorganisationer, protestantiske og katolske, har indset, at religiøse uenigheder ikke må føre til krig og ødelægge livet for levende mennesker. De forskellige religioner skal sammen her og nu løse den fælles opgave: beskytte liv alle steder i verden.
Paul Jørgensen er sognerepræsentant for Caritas Danmark og lektor i historie og religion på VUC Hvidovre