Den strategi, som udenrigsminister Kristian Jensen (V) har fremlagt som oplæg til forhandlinger, indeholder mange vigtige emner såsom kvinder, uddannelse, sundhed og sikkerhed, men et vigtigt tema er desværre fraværende: Religion.
Danske udviklingsorganisationer som blandt andre Folkekirkens Nødhjælp, ADRA og Danmission har allerede påpeget denne mangel og efterlyser større fokus på religiøse aktører som forandringsskabende partnere i det globale syd. Jeg har med stor glæde fulgt debatten og kunne ikke være mere enig.
Uanset om man er religiøs eller ej, kan man ikke komme uden om, at religion – forstået som religiøs organisering, fortolkning, praksisser og hjælpearbejde – spiller en afgørende rolle globalt og særligt i mange udviklingslande.
Trossamfund leverer ofte sociale servicer, der hvor staten ikke slår til. Særligt i verdens fattigste lande. De danner mange steder rammen for den offentlige debat og agerer rettesnor for millioner af menneskers hverdag. Mange beslutningstagere er faktisk religiøse ledere. Kort og godt: Religiøs organisering rummer et indflydelses- og forandringspotentiale, man ikke må overse.
Det er naturligvis klart, at religion ofte misbruges til at fremme en given politisk dagorden og af politikere til at fastholde en magtposition. Ligesom vi i disse år alt for ofte ser religion skamfortolket og misbrugt til at legitimere vold og terror. I den forstand omsættes religion desværre til en regressiv størrelse, der i sagens natur ikke giver anledning til positiv forandring.
Men religion og religiøs organisering er meget mere end det. Vi taler alt for sjældent om religionens rolle som generator for forandring – særligt de steder, hvor parlamentarisme sjældent når ud. Selvom – eller måske netop fordi – religion kan være en del problemet, er religion også en del af løsningen. Ønsker man at komme radikalisering til livs – i Afrika såvel som i Danmark – giver det kun mening at inkludere og samarbejde med de kræfter, der har mulighed for faktisk at skabe forandring. Både når det kommer til værdidiskussioner og det mere jordnære: lokal økonomisk fremdrift.
Udvikling handler ikke kun om at skabe økonomisk udvikling, men om at støtte opbyggelsen af sunde, demokratiske samfund, hvor mennesker oplever ejerskab og harmoni med deres omgivelser. Det sker bedst gennem inkluderende indsatser – at man møder folk, hvor de er. Derfor giver det god mening at involvere religiøse aktører, der har mulighed for at forme og påvirke deres samfund. Ved at søge partnerskaber og dialog med religiøse aktører er det ikke formålet at understøtte en specifik religiøs dagsorden – men at bruge eksisterende fællesskaber som rum og ramme for dialog, debat og forandring.
Dialog med religiøse ledere kan have enormt stor effekt. Vi når ikke langt, hvis vi udelukkende forsøger at udfordre religiøs autoritet udefra. Jeg tror, at vi opnår langt mere ved at indgå i kritisk dialog med trossamfund. Det gælder ude såvel som herhjemme. Hvis normer opstår gennem religiøse samfund, er det naturligvis også her, kernen til dialog og forandring ligger – som også de danske ngo’er påpeger.
Vi skal bruge samarbejdet med trossamfund og religiøse kræfter til at skabe progressive og forandringsgenererende dagsordener. Jeg håber, at udenrigsministeren har lyst til at se på, hvordan vi bedst muligt inkluderer religiøse aktører i udviklingssamarbejdet, så også danske ngo’er styrkes i samarbejdet med trossamfund. Vi har brug for at skabe stærke partnerskaber, der hvor det største lokale forandringspotentiale er.
Ulla Sandbæk er udviklings- og kirkeordfører for Alternativet, pastor emeritus