Prøv avisen
Debat

'Med venner i lys vi tale': Muslimer og kristne har gavn af erfaringsdeling

Alle tre helligskrifter, Koranen og Det Nye og Gamle Testamente, forbinder lys med det, der udgår fra Gud. Her er det Gustave Dorés skildring af Gud, der skaber lyset. – Foto: The Granger Collection/Polfoto

Grundtvigs lovprisning af lyset i morgensalmen ”Den signede dag med fryd vi ser” inspirerer til at udforske, om lyset som metafor kan inspirere til samtale mellem kristne og muslimer om erfaringer ved at nærme sig Gud, skriver Svend Løbner

”…så frydelig dér til evig tid

med venner i lys vi tale.”

Sådan slutter Grundtvigs lovprisning af lyset i morgensalmen ”Den signede dag med fryd vi ser”. Strofen inspirerer til at udforske, om lyset som metafor kan inspirere til samtale mellem kristne og muslimer om erfaringer ved at nærme sig Gud.

Det kan være tiltrængt i en tid, hvor terrorangreb fyrer op under islamdebatten, og der er stor tilbøjelighed til at stigmatisere muslimer som potentielle terrorister. Og når nogen, som biskop Peter Fischer-Møller her i avisen, søger veje til dialog med muslimer ved at anerkende en fælles søgen mod det guddommelige, får de på hattepulen for religionsblanderi.

Men hvor mange guder er der egentlig? Der jo kun én Gud, og hvad der herudover defineres af religionernes lærebygninger kan kun blive menneskers varierende gudsopfattelser. Hvorfor så ikke anerkende, at vi alle er på rejse mod en større erkendelse af Gud, og ud fra denne erkendelse diskutere det, vi ser forskelligt på?

Dogmatiske diskussioner går nemt i hårdknude, mens erfaringsdeling lukker op for nye muligheder. Også selvom vi kun kan bruge en bittesmule af den andens erfaringer til noget. Vi samtaler med Grundtvigs ord som ”venner”. Og vi lader os inspirere af Guds ”lys”.

Det var udgangspunktet for min opgave på Københavns Universitet i faget Grundtemaer i Bibelen og Koranen.

Jeg undersøgte samtlige passager, hvor ordet ”lys” og ”lyse” indgår i Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen. ”Herren (...) lyse over dig,” lyder en del af den aronitiske velsignelse i 4. Mosebog 6: 24-26. ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys,” siger Jesus som Guds søn i Johannes 8:12. ”Gud er himlenes og jordens lys… Lys over lys. Gud leder, hvem Han vil, til sit lys,” lyder Koranens berømte ”lysvers” (24:35). Jeg kom frem til, at alle tre helligskrifter forbinder lys med det, der udgår fra Gud: hans åbenbaring, hans velsignelse og hans hellighed.

Men der er også forskelle: I Det Gamle Testamente lyser Gud over mennesker, i Det Nye Testamente lyser Gud i mennesker, og i Koranen lyser Gud for mennesker. Disse nuancer forekommer ganske vist enkelte steder i alle tre helligskrifter, men ved en systematisk gennemgang er forekomsten af nuanceforskellene slående.

Når Gud omtales som lys i Det Gamle Testamente, lyser han over mennesker for at hjælpe det til at orientere sig og finde vej eller ligefrem blive reddet. Ligesom en helikopter retter sine skarpe projektører mod det oprørte hav for at finde overlevende efter et skibsforlis: ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?” synger kong David i Salme 27.

Når Jesus leder mennesker som verdens lys i Det Nye Testamente er dette lys placeret inde i mennesket. Der står om hans komme: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys” og ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden,” (Johannes 1:4,9).

I Koranen er Guds lys som regel forbundet med åbenbaring og vejledning gennem skriftet: ”I Skriftens folk! Vor udsending er kommet til jer for at oplyse jer om meget af det, som I har holdt skjult af Skriften, og for at tilgive meget. Lys og et tydeligt skrift er kommet til jer fra Gud… Vi sendte Toraen ned med retledning og lys… Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige.” (5:15,44,46).

I alle tre helligskrifter bruges lyset som metafor. Metaforer er nyttige i dialog, fordi de bygger på vores erfaringer. Udtrykket ”Jeg er oppe på dupperne!” opleves som positivt, mens ”Jeg er gået ned med flaget!” opfattes negativt. Det er, fordi vi er oppe, når vi er vågne, raske og rørige, og nede, når vi er trætte, syge eller døde! På samme måde med lysmetaforen: ”Han lyste op!” er positivt, mens ”Hendes sind er mørkt!” er negativt. Det er, fordi mørket begrænser udsynet og kan gemme på ubehagelige overraskelser som overfald, røveri og angreb fra fjender eller vilde dyr. Lyset derimod skaber overblik og mulighed for at tage bestik af en given situation og forsvare sig, hvis det er nødvendigt.

Hvad kan vi så bruge lysmetaforen til? Jo, det samme, som vi altid bruger billedsprog til: at beskrive det, som ikke lader sig beskrive konkret. Metaforer er analogier, der bygger bro mellem det kendte og det endnu ukendte. Samtidig er metaforer tilpas diffuse til at åbne for personlige og meget forskellige tolkninger. Det er i den egenskab, de egner sig til religionsdialog. De bygger ikke blot bro; de åbner også nye landskaber.

Og den pointe kommer biskop Peter Fischer-Møller til at bekræfte, når han gentagne gange bruger lyset som metafor: ”Når vi taler med andre om vores tro og lytter til deres troshistorier, får vi kastet nyt lys over, hvem Jesus var, hvad han sagde og gjorde, over fortællingen om hans liv, død og opstandelse, og hvad det har af betydning for os i dag.” Han bruger udtrykket ”kaste lys over”, og det er netop, hvad der sker i trossamtalen. Gud selv træder ind med sit lys og beriger begge parter med en større erkendelse af ham. Som biskoppen fortsætter – stadig med lysmetaforen: ”Jeg mener, at den kristne grundfortælling er verdens vigtigste historie både om Gud og om det at være menneske i verden. Men det betyder ikke, at der ikke kan være meget dyb visdom i andre religioner, som kan bidrage til at kaste lys både over vores fælles liv og over den kristne tro.

Når Gud kaster sit lys på os – og lyser over os som i Det Gamle Testamente, i os, som i Det Nye Testamente, eller for os, som det siges i Koranen, at han gør – så bliver vi begge beriget. Med lyset som metafor for gudserfaringen får begge parter lov til at kigge ind i den andens personlige oplevelse af Gud uden at vurdere efter en bestemt teologisk målestok. Erfaringen får lov til at stå – lige så diffus og subjektiv, som den er. Erfaringen bliver et sted at være, at glæde sig på den andens vegne og derefter at tage respektfuldt fat på det, vi ser forskelligt på.

Kristne lader sig nok ikke uden videre lede af Muhammeds åbenbaringer i Koranen, ligesom muslimer nok heller ikke går med til, at Jesus er lyset inde i os, som vi kan følge som en indre erkendelsesproces. Men samtalen er i gang, og vi kan nu udforske ligheder og forskelle mellem de to religioner ud fra en gensidig respekt for den andens erfaringer med Gud. ”Med venner i lys vi tale,” som Grundtvig skriver.

Svend Løbner er journalist og forfatter.