Prøv avisen
Refleksion

Løgstrup befriede kristendom for fromme krav om omvendelse

"Hvorfor vil mennesker have livet, selv under helt utålelige vilkår? Fordi vi ikke kan lade være at finde dødens intethed gysende forkert og anse livet for livet værd på trods," skriver Ole Jensen i anledning af nyudgivelsen af Løgstrups (foto) store værk ”Skabelse og tilintetgørelse”. Foto: Polfoto

Ifølge teologen Løgstrup er kristendom ikke et tilbud om ”særerfaringer” i en særlig ”region” af virkeligheden, som kun folk med særlige oplevelsesevner har adgang til, skriver Ole Jensen i anledning af nyudgivelsen af Løgstrups ”Skabelse og tilintetgørelse”

På fredag udkommer K.E. Løgstrups hovedværk ”Skabelse og tilintetgørelse” i Forlaget Klims serie af nyudgivelser af Løgstrups værker. Nyudgivelsen er forsynet med en omfattende efterskrift ved undertegnede.

Kristendommen er ikke en ”esoterisk” religion, slår Løgstrup fast. Den er ikke et tilbud om ”særerfaringer” i en særlig ”region” af virkeligheden, som kun folk med særlige oplevelsesevner har adgang til. Hvad er den så? Den er en særlig holdning til erfaringer, der er fælles for alle.

Hans opfattelse var tilkæmpet. Født i 1905 voksede han op i et københavnsk vækkelsesmiljø. Et sted fortæller han, at han aldrig i sit liv har været så bange som søndagen efter sin konfirmation, hvor de nykonfirmerede, som skik var, skulle til alters første gang. Der skulle man være ”omvendt” - ellers åd og drak man sig en forbandelse til, sådan udlagde man 1. Kor. 11, 27-30. Og omvendt, det var han ikke. Han havde gjort alt for at blive det, men han kunne ikke præstere den store, nærmest daterbare oplevelse, som forlangtes.

Det sidste år under den tyske besættelse var han ”under jorden” og rejste som kurer mellem ”Ringens” leder Frode Jakobsen og modstandsgruppens landsdelsledelser. Engang ved storebæltsfærgen ser han nogle Gestapo-folk stå og kontrollere passagerernes lovkrævede ”legitimationskort”. Straks er han klar over, at det er ham, de venter på, og ved en dristig indskydelse slipper han bort. Han stod uden tvivl til tortur og dødsstraf. Men, føjede han til: ”Jeg var ikke så bange som ved konfirmand-altergangen. For her havde jeg en handlemulighed, det havde jeg ikke dér.”

Som ung præst brød han med vækkelsesforkyndelsen. Nogle mennesker er psykisk udstyret med evnen til at få store følelsesoplevelser, andre har ikke den evne. Men står de, der har, Gud nærmere end de, der ikke har? Ikke ifølge Luther. Nåden er gratis. Alle står med tomme hænder over for Gud. Ingen kan prale af særlige fortrin, herunder særlige oplevelser, som bringer dem nærmere Gud end andre.

I vore dage genfinder man den esoteriske religiøsitet i mange former for spiritualisme.

Som nævnt, kristendommen er en særlig holdning til erfaringer, der er fælles for alle - til kærlighed og skyld, til mening og meningsløshed, til menneskets placering i universet, til liv og død. Løgstrup samler det i to udsagn: ”verden er Guds”, og ”Guds rige er kommet med Jesus fra Nazaret”.

”Gud er død,” siger ateisten og afviser dermed begge udsagn. Kærlighed er ”bare” en hensigtsmæssighed i overlevelseskampen, naturens udvikling er ”bare” én stor tilfældighed, hvor vi mennesker indtil videre ”bare” har vist os at være kløgtigere end dyrene. Der gives ingen absolut mening med noget som helst.

Siger man sådan, overser man en masse, hævder Løgstrup. For den, der mister et barn, er det plat umuligt at træde på afstand og forklare det biologisk. Tabet erfares som tab af en mening i absolut forstand, kærlighedens mening med livet. Og den erfaring er sand, siger Løgstrup, den lever og forbliver nederst i vort indre, hvor den relativerende forklaring aldrig når ned. Hvorfor vil mennesker have livet, selv under helt utålelige vilkår? Fordi vi ikke kan lade være at finde dødens intethed gysende forkert og anse livet for livet værd på trods. Sådan er vor inderste livsfølelse. Ubevidst tager vi livet som en gave, selv når det arter sig forfærdeligt.

Med rækker af sådanne analyser og eksempler vil Løgstrup overbevise ateisten om, at forskellen på godt og ondt er givet med tilværelsen - den er ikke menneskeskabt, den er ikke noget ”socialt konstrueret”, sagt med et akademisk modebegreb. Og det gode kommer ”først”, det onde i anden omgang som ødelæggelse af det gode. Sådan er livet ”skabt”. Så der må være en ”skaber”, som vi bare ikke kender - ”verden er Guds”.

Med denne indsigt bliver det nu muligt at forstå det kristne evangelium om Guds rige, så det kan blive noget, der udfordrer en til tro. Eller til ikke-tro, for også en reel afvisning forudsætter, at man ved, hvad man afviser.

Løgstrup vil overbevise ad filosofisk vej. Han går ikke ud fra noget religiøst, selvom han ender dér. Ellers vil han ikke kunne overbevise den ikke-religiøse ateist. Analyserne er filosofi, der munder ud i en gudstanke - religionsfilosofi. Han kalder dem også med Grundvig ”livsoplysning” - eller ”menneske først”, som åbner vejen for et ”kristen så”. Som Johannes Døberen ”banede vejen” for Kristus, vil Løgstrup med den religionsfilosofiske livsoplysning bane vejen for tro i en tid, hvor ateisme får mange til at afvise kristendommen uden rigtig at vide, hvad de afviser.

Skaberguden gør sig kendt for os ved at lade sit rige komme. Jesus stiller os syndernes forladelse og evigt liv i udsigt. Og han hævder, at ”hans far, som er i himlen”, vil bruge sin skabermagt til at sørge for, at det sker. Det tror han selv. For os i dag er tro at tro det samme.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter.