Religionsfobi på sygehuse: Det handler om at tage ansvar for sin næste

Stop religionsfobien og idéen om den objektive, neutrale fremtræden. Jeg vil hellere behandles af et menneske end af en robot. Har jeg 39,9 i feber og er kvæstet, lægger jeg mig gladelig under kniven af den fagligt kompetente læge uanset vedkommendes religiøse ståsted eller smykker, skriver landsformand for Kristendemokraterne Stig Grenov.

Billedet er fra Rigshospitalets bederum.
Billedet er fra Rigshospitalets bederum. Foto: Jens Welding Øllgaard.

HOSPITALERNES faglighed og redelighed står ikke i modsætning til, at patient og plejepersonale mødes som mennesker. Det er nemlig ikke, hvad der er oven på hovedet, men inden i hovedet, der har betydning. Det er ikke, hvad der hænger i ørerne, men hvad der er mellem dem, der er sagen. Alligevel arbejder stærke politiske kræfter på at begrænse vores frihedsrettigheder, når det gælder tro.

Til deres store irritation er det endnu ikke lykkedes dem at åbne borgernes hjerner for at tjekke af for politisk ukorrekte holdninger og meninger. I mangel af bedre går de derfor efter synlige tegn, der kunne afsløre personlige standpunkter hos individet – især af religiøs karakter.

Dansk Folkeparti startede med at redde danskerne fra en ikke-eksisterende fare: dommere i burka. I stedet blev de iført batmankapper og fik forbud mod at bære kors og davidsstjerner. Nu er en ny generation af frygtløse politikere draget i kamp for at befri den sagesløse patient fra religiøse symboler på nethinden. Som en anden Don Quixote og Sancho Panza har Liberal Alliance og Nye Borgerlige fældet deres liberalistiske lanse mod sygeplejepersonalet i Region Syd.

Disse mennesker, der hårdnakket hævder at udføre deres job under et strengt kodeks for god opførsel, skal sandelig vikles ind i en bunke lovkrav. Et uskyldigt smykke kunne jo signalere, at de tror på noget større end dem selv. Og de stakkels patienter risikerer derfor at blive helt ”katolske i hovedet” og få hjertestop, hvis de ser øreringe formet som kors eller davidsstjerner.

Hvordan forslagsstillerne definerer ”religiøse symboler” står hen i det uvisse. Hvis tørklædet er et problem, hvad så med en jødisk kalot? Og hvordan vil de sikre, at en asatroendes tatovering på armen ikke er synlig, hvis der bæres T-shirt? Hvad skal der ske ved overtrædelse, og hvem skal overhovedet anmelde det?

Holdninger påvirker mere end påklædning. Havde vi et missionerende personale rendende rundt, som kun uddelte smertestillende midler til den, der bekendte sin synd, ville Kristendemokraterne reagere omgående. Men den tid er mig bekendt forbi – hvis den nogen sinde har været.

Stop religionsfobien og idéen om den objektive, neutrale fremtræden. Jeg vil hellere behandles af et menneske end af en robot.

Har jeg 39,9 i feber og er kvæstet, lægger jeg mig gladelig under kniven af den fagligt kompetente læge uanset vedkommendes religiøse ståsted eller smykker.

Hospitaler opstod for øvrigt i 300-tallet med kristendommen, hvor alle syge uanset religion havde adgang. Dengang var kristen næstekærlighed ikke en privat sag, men et spørgsmål om at tage ansvar for sin næste. Det burde også være regionspolitikernes opgave.

Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne.