I SEPTEMBER 2006 talte pave Benedikt XVI på universitetet i Regensburg. Her fremsatte han enkelte bemærkninger til forholdet mellem islam og vold. Disse bemærkninger vakte protester blandt mange muslimer, og flere muslimske talsmænd sendte i oktober samme år et åbent brev til paven. Heri understregede man blandt andet, at islam ikke udbredes ved tvang og pegede på grundlæggende ligheder mellem islam og kristendommen. Året efter, i efteråret 2007, udsendte en større og bredere gruppe af muslimske talsmænd, i forlængelse af denne diskussion og situation, endnu et åbent brev, men denne gang til alle verdens kristne kirkeledere.
Dette brev kendes i dansk oversættelse under titlen Et Fælles Ord mellem Os og Jer, og har som sit erklærede mål at nå frem til en fælles forståelse mellem muslimer og kristne, ikke mindst hvad angår spørgsmålene om det dobbelte kærlighedsbud og om Guds enhed. På begge disse punkter finder brevets forfattere en grundlæggende enighed mellem kristendommen og islam. Brevet har kaldt på både tilslutning og modsigelse blandt kristne teologer og kirkefolk. Danske Kirkers Råd, der er et økumenisk samtaleforum og mødested for kristne kirker i Danmark, har den 29. marts enstemmigt vedtaget et svar, der udtrykker tilslutning, omend der i spørgsmålet om, hvem Gud er, klart henvises til åbenbaringen i Jesus Kristus.
BÅDE I DANMARK og i udlandet er svaret fra Danske Kirkers Råd blevet opfattet som en officiel reaktion fra den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark. Dette finder vi uheldigt, dels fordi Danske Kirkers Råd ikke kan tale på folkekirkens vegne, men først og fremmest fordi svaret fra Danske Kirkers Råd ikke i tilstrækkelig grad udtrykker de grundlæggende problemer og alvorlige spørgsmål, som brevet fra de muslimske talsmænd rejser.
Det er altid positivt, når man ønsker dialog og tager initiativ til en samtale. Derfor hilser vi de to breve fra de muslimske talsmænd velkomne. Vi har brug for at tale sammen og lytte til hinanden. Vi ønsker fredelig sameksistens imellem kristne og muslimer. Brevet Et Fælles Ord mellem Os og Jer rummer imidlertid en række misforståelser om, hvad kristendommen er, og er derfor ikke velegnet som grundlag for en redelig dialog imellem kristne og muslimer.
Vi må modsige Et Fælles Ord mellem Os og Jer, når det siges, at kristne og muslimer er enige, når det gælder talen om Gud og Guds enhed og buddet om kærlighed til Gud og næsten. Som kristne kender vi kun Gud, som Han har åbenbaret sig i sin enbårne søn, Jesus Kristus. Vi har også den tro, at Gud kun kan forstås som Gud Fader, Søn og Helligånd. Denne grundlæggende kristne tro anfægter brevet flere steder. Vi må også modsige brevets påstand om, at overholdelse af det kristne bud om kærlighed til Gud og til næsten er en betingelse for Guds kærlighed til os. Tværtimod tror vi, at kærlighedsbuddet er en konsekvens af Guds kærlighed, idet vores kærlighed til Gud og til vor næste vokser og gror ud af Guds kærlighed til os i Jesus Kristus.
I sin afslutning nævner brevet, at fred i verden afhænger af fred mellem islam og kristendommen. Nærmere bestemt, at det er nødvendigt at finde en fælles grund mellem kristne og muslimer, hvis der skal være fred i verden. Det er vi meget enige i, men vi mener, at denne fælles grund ikke ligger i det, som kristne og muslimer religiøst kan være enige om, men i vores lands og mange andre landes lovfæstede religionsfrihed.
I denne sammenhæng vil vi gerne foreslå, at begge parter fortsætter samtalen. Vi vil også gerne tage brevenes talsmænd på ordet, når de i deres første brev understreger, at der ikke er tvang i islam, til at foreslå, at vi sammen taler for at fastholde, men også for at udbygge denne frihed til at gælde alle lande.
FRED I VERDEN synes ikke at afhænge af, at den fælles grund udgøres af en indholdsmæssig overensstemmelse mellem islam og kristendommen, der er jo også ufred mellem kristne og mellem muslimer. I langt højere grad afhænger fred af, at ingen mennesker lukkes ude og undertrykkes på grund af deres religion. Dette gælder såvel muslimer i lande med kristent flertal som kristne i lande med muslimsk flertal. Vi erkender, at også danskerne og det danske samfund skal give plads til, at vore muslimske medborgere i frihed kan udøve deres religion. Dette kan imidlertid kun ske, hvis både kristne, muslimer og alle andre erkender og respekterer det danske samfunds fælles lovgivning.
Vi opfordrer således muslimer og deres talsmænd til at anerkende og acceptere de grundlæggende forskelligheder mellem os og til sammen med os at se, at det fælles ord mellem os og alle andre må være religionsfrihed. Sammen må vi tale for religionsfrihedens potentiale og nødvendighed som et bærende element i en sam-fundsetik og et globalt samfund, der kan rumme os begge og mange andre religiøse samfund.
Sidst, men ikke mindst, opfordrer vi menighederne i folkekirken til at høre evangeliet om Guds enbårne søn, således at vi i lyset heraf besinder os på, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk kirke. Som kristne kan vi ikke give køb på vor kristne tro, men netop på baggrund af denne tro kan vi åbent møde anderledes troende. Som vi tidligere har sagt det, skal vi møde islam i Danmark med både dialog og mission. At være kristen kirke betyder at leve af Guds levende ord, Jesus Kristus, hvilket indebærer, at vi igen og igen lader ham tale til os og til alle andre mennesker på denne jord.
Niels Henrik Arendt, biskop i Haderslev Stift
Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift
Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falsters Stift
Erik Norman Svendsen, biskop i Københavns Stift