Birthe Rønn Hornbechs opsang til et åndsforladt Folketing

De fleste folketingsmedlemmer vil hævde, at de er demokrater. Men åbenbart er de demokrater uden at mene, at åndsfriheden er en del af et frit folkestyre, skriver Birthe Rønn Hornbech

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

Religionsfriheden er alle friheders moder.

Derfor beskytter Grundloven ikke blot trosfriheden, men trosudøvelsen. Trosfriheden er jo intet værd, hvis ikke man som præst frit kan forkynde og som menighed frit kan gå til gudstjeneste.

Den frihed vil et flertal i Folketinget nu stække ved en lovbestemmelse, der er en skændsel for vort engang så frie samfund. Muslimhadet og religionsangsten er ganske enkelt rendt af med de mange folketingsmedlemmer, der vil gøre det strafbart blot at billige bestemte forbrydelser. Bestemmelsen rammer præster og andre, der forkynder kristendom og religion med autoritet.

Man kan læse af lovudkastets bemærkninger, at folketingsmedlemmerne vurderer, at tro og religion er farligere end Blekingegadebanden og Baader Meinhof-terroristerne. Religiøse forkyndere, hvortil regnes folkekirkens præster, har nemlig en særlig (farlig?) autoritet. De mange troende mennesker, herunder i folkekirken, regnes ifølge lovforslaget som særligt svage sjæle.

Af lovudkastet fremgår det: ”Der er set eksempler på, at der i Danmark findes religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.”

Undskyld, kære læser. Men den første, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser denne indgangsbøn til lovudkastet er da Grundtvig. Ingen kristen forkynder har som Grundtvig under enevælden forsøgt at undergrave statskirken og dermed staten. Staten vogtede nidkært over folkets tro. Ethvert barn skulle døbes, om nødvendigt med hjælp fra politi og foged. Grundtvig kæmpede længe inden Grundlovens indførelse imod denne trostvang og plæderede livet igennem for, at troen på alle måder er en fri sag og staten uvedkommende.

Det er præcis denne frihed, der under trussel om straf for præster og andre, som med autoritet ytrer sig kristeligt eller religiøst, nu indskrænkes. Det fremgår direkte af lov‑ udkastets bemærkninger, at ikke blot ytringer fremsat offentligt, men også privat skal rammes af straf. Konfirmandundervisningen i folkekirken og bibelskoler nævnes udtrykkeligt i lovforslaget, ja, fortrolige samtaler er med et slag kommer ind under statens lange, straffende arm.

Også hvad der betros præster under sjælesorg, skal åbenbart kunne medføre fængselsstraf for de præster, der i den konkrete situation billiger for eksempel, at et barn har fået en endefuld. En drabsmand, der betror sig til en præst, udsætter præsten for mistanke om strafbart forhold, der kan medføre fængsel, medmindre præsten kan bevise, at hans sjælesorg og manglende anmeldelse ikke var udtryk for billigelse. Mistænkeliggørelsen risikerer præsten under alle omstændigheder.

Det er klart, at lovudkastet vil stække ikke blot de mere kyllingeagtige præster i den danske folkekirke. Præsternes retssikkerhed og folkekirkens frihed er sat lysår tilbage, også fordi forslagets bemærkninger er så uldne og kredsen, som rammes, så ubestemt, at enhver præst og foredragsholder, der ikke vil udsætte sig for mistænkeliggørelse, vil begynde at tænke, som statsmagten ønsker. Dermed er friheden suspenderet. Ingen kan vide sig sikker.

De fleste folketingsmedlemmer vil hævde, at de er demokrater. Men åbenbart er de demokrater uden at mene, at åndsfriheden er en del af et frit folkestyre.

Tværtimod flytter staten med dette forslag grænserne for sig selv og langt ind i borgernes privatsfære. I stedet for at sætte grænser for magten, begrænser Folketinget tværtimod borgernes åndsfrihed og religionsudøvelse.

Statsmagten giver dog af nåde i lovforslaget tilladelse til, at bibeloplæsning stadig kan finde sted. Men man må ikke billige alt, hvad man hører.

Nu spørger jeg: Er det, statsmagten siger til mig, at jeg skal adlyde kejseren mere end Gud?

Skal jeg – for at være sikker på at undgå mistanke om begået strafbart forhold – standse med at holde foredrag om for eksempel Jakob Knudsen, der i en af mine yndlingsromaner ”Sind” forsvarer den drabsmand, der, fordi myndigheden svigter at håndhæve loven, tager sagen i sin egen hånd?

Kan jeg ikke mere tillade mig i min foredragsvirksomhed og i mine prædikener ved højmesser at sige, at min ”Himmelske Herre” og ikke staten er den øverste autoritet i mit liv, og at samvittighedens lov for mig er den øverste lov?

Jeg nærer ingen forventning om, at de mange folketingsmedlemmer, der har tilsluttet sig dette skændige lovudkast vil så meget som svare. Kampen for åndsfrihed udkæmpes jo alene, hvor der er ånd, og hvor friheden derfor betyder noget.

Åndsfriheden betyder der‑ imod intet for den, der ikke selv har en tro.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialviden‑ skab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye