Jeg er muslim, dansker og fodboldfar. For mig er islam den bedste religion - lige så vel som kristendommen er den bedste for min nabo. Min genbo tror på jødedommen, og min overbo er ateist.
Disse forskelle har hverken forhindret os i at invitere hinanden hjem eller forhindret vores børn i at lege sammen. Og det oplever jeg bred enighed om. De forældre, jeg møder i mine børns børnehave og til børnefodbold, går slet ikke op i religion. Deres hovedfokus er på, at det faglige fungerer, at børnene trives i skolen, og så er de interesserede i at komme mobning til livs.
For mig er det afgørende, at vi praktiserer vores religion med respekt for hinanden og med personlig integritet. Som politiker må jeg sige, at religion er min personlige holdning.
Jeg tegner ikke Alternativet som helhed. Men jeg ved, jeg taler for hele Alternativet, når jeg siger, at vi selvfølgelig skal kunne tale om religiøse værdier, for vi lever i et demokratisk land.
Trosfæller bør ikke bruges til at dele landet op i ”os” og ”dem”. I sidste ende handler det om at skabe et bæredygtigt og trygt samfund, og i den bestræbelse har vi brug for alle hænder - uagtet etnicitet og religion.
Jeg ser Danmarks mangfoldighed som en grundlæggende styrke, og det glæder mig at møde alle slags mennesker på tværs af trosretning, etnicitet og seksuel overbevisning.
Men jeg ser desværre også, at mediebilledet og nogle politikere udtrykker et meget entydigt billede af, hvad der er rigtigt og forkert - et, der går langt videre end det lovbestemte.
Dette entydige billede fører os i retning af et samfund, hvor de, der ikke har det på samme måde, føler sig utilpasse, uvelkomne og hægtet af. Det er forkert. Jeg tror på noget bedre, noget mere varmt, noget mere empatisk. Jeg ser ofte, at man bruger religion som et eksklusionsværktøj, der stiller nogle uden for fællesskabet.
Jeg har mødt en far, hvis datter var tæt på at dumpe i faget religion. Hun trak emnet islam, og snakken faldt hurtigt på tørklæder.
Det gik ikke så godt, da hans datter ser tørklæder som et positivt symbol, mens lærerens og censorens sandhedssyn var, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol. Datteren gik selv med tørklæde, så det var en meget ubehagelig situation for hende.
I modsætning til en del andre politikere synes jeg, religion fylder for meget i den offentlige debat - i hvert fald når den bruges til at miskreditere minoriteter. Jeg mener, religion bør vedblive at være en personlig sag, som politikerne hverken skal lovgive om eller bestemme over - og da mindst af alt gøre sig til dommer over.
For mig er det langt mere interessant, hvordan vi lærer at acceptere hinandens forskelligheder, så vi kan stå sammen som borgere og uagtet religion bekæmpe alle former for ekstremisme.
Lad os finde på løsninger frem for at skabe skrækscenarier med generaliseringer, der kun skaber større konflikter. Lad os samarbejde om de udfordringer, borgerne har, ikke skabe kløfter. De gavner ikke nogen.
Lad os løse problemerne sammen.
Qasam N. Ahmad er folketingskandidat for Alternativet