En afstikker til en søndagsgudstjeneste i Nordsjællands sommerland kunne afsløre et besynderligt (af)klædt larmende dåbsselskab, som virkede, som om de var gået forkert, og en præst som uengageret og monotont aflirede dagens prædiken uden at andre – end et par stykker af kirkens trofaste tilstedeværende menighed – formåede at lytte. Og slet ikke de muslimske gæster i dåbsselskabet, som nægtede at rejse sig, når præsten bad menigheden derom.
Ren kirke-distortion.
Ovenpå en sådan oplevelse kunne man godt tilslutte sig ønsket om en kirkens fornyelse; et ønske, man hører fra mange sider. Ikke mindst en åndelig fornyelse.
Men på hvilke præmisser skulle en sådan foregå?
På tidsåndens, som denne dikteres af det omgivende samfund?
Ordet folkekirke signalerer jo, at det er folkets kirke og dermed folkets medbestemmelse, hvilket har vist sig at være medvirkende til misforståelser og usikkerhed; den store forvirring om, hvad folkekirken egentlig står for.
I kølvandet på rådvildheden og den efterhånden sekulariserede servicekirke opstår et tomrum og det, som man i gamle dage ville kalde kætterske bevægelser:
Præster, som inviterer til ramadanfejring, præster, som udbreder sig om manglende tro på en skabende og opretholdende Gud, præster, som udbreder sig om reinkarnation, præster, som tillader clairvoyance og telepati – alt sammen noget, som ikke udløser de større konsekvenser fra kirkens, biskoppernes (rummelige) side, men alt sammen noget, som skulle imødekomme menneskers behov for og tørst efter åndelighed.
Det viser sig at give folket stene for brød.
En fornyelse af kirken kan kun ske ved, at kirken står fast på egne præmisser, bliver klar over egen identitet som evangelisk luthersk kirke og forsøger sig med klarere og fastere rammer.
Kun en sådan beslutning vil give fornyet respekt