Prøv avisen
Debat

Det nye Tidehverv vil med særlig kristen moral frelse den dekadente verden fra åndeligt forfald

Ole Bach Piekut er sognepræst.

Det nye tidehverv fjerner samvittigheden fra den enkelte og ophøjer sig til dommere over, hvad der er kristeligt, og hvad der er ukristeligt. Det findes der vist et ord for; farisæisme, skriver sognepræst Ole Bach Piekut.

Min kommentar om det nye Tidehverv i Kristeligt Dagblad den 26. april har afstedkommet nogle kommentarer fra Morten Brøgger, Agnethe Raahauge og Merete Bøye. Kommentarerne bekræfter det, som var min kommentars anliggende – nemlig at pege på den tendens, der er blevet fremherskende i det nye Tidehverv. Tidehverv var oprindeligt et blad og et sommermøde, hvor ordet var frit, men er blevet til et holdningsfællesskab, hvis hovedbeskæftigelse er at hæve den moralske tugtepind mod enhver, der drister sig til at tænke og tale frit. Dele af Tidehverv har med sikker hånd styret imod det holdningsfællesskab, som vi nu ser frugterne af i form af en nypuritansk, småkatolsk kristendomsforståelse. Man plantede et træ, men frugterne var ormstukne.

Der er nu ikke meget i Morten Brøggers gode kommentar i Kristeligt Dagblad den 29. april, jeg kan være uenig i. Men det ændrer ikke på, at artiklen fra hans hånd i bladet Tidehverv, som jeg refererede i min kommentar, lider af den så uheldsvangre brist, at den ikke handler om den enkeltes ansvar og moral, som ingen kan løbe fra, men at den derimod forlanger moral af alle andre. Når moral er noget, du forlanger af andre, ja, så er det moralisme. Og dermed ender Morten Brøgger beklageligvis i samme position, som når man forlanger hænderne over dynen.

Raahauge indleder sin kommentar den 29. april med at bortforklare ordene, der faldt på sommermødet: ”Tag hænderne over dynen.”

De var slet ikke ment sådan. De var såmænd bare sagt i spøg, en lille munterhed mellem venner. Lidt ligesom når imamen godmodigt og lunt bortforklarer, hvorfor han mener den utro kvinde skal stenes – bare ikke i Danmark lige nu. Der synes at være en vis skizofreni i Tidehvervs inderkreds. Katrine Winkel Holm, der ligeledes er en del af udgiverkredsen påstår nemlig ligefremt og offentligt, at jeg er en løgner.

De ord, hænderne over dynen, har nemlig aldrig lydt på sommermødet ifølge Winkel Holm. Begge positioner er selvfølgelig bekvemme. Enten er det en simpel løgn, eller det var bare en lille, misforstået morsomhed. Sådan undgår man bekvemt at tage alvorligt, at dele af Tidehverv netop er manisk optaget af den del af næstens liv, der udelukkende er et spørgsmål mellem hans egen samvittighed og Gud, der lagt samvittigheden i hans bryst.

Agnethe Raahauge benytter ægteskabet som et glimrende eksempel til at belyse den særlige teologi, Tidehverv har udviklet siden antinomisme-striden i 1970’erne ( anti nomos ”mod loven”). Opgøret førte til, at fløjen med teologen Johannes Lauridsen forlod det tautologiske ilttelt, Tidehverv var i færd med at udvikle sig til, inden kvælningsdøden indtraf. Hvor den lov, Gud har lagt i hjerterne, førhen var noget, den enkelte var bundet af i samvittighed over for Gud, blev loven nu til noget, man skulle bygge samfund med.

Dermed blev portene slået på vid gab for den nypuritanisme og moralisme, der nu viser sig i fuldt flor. Den ægteskabsteologi, som de senere år har optaget Tidehverv inderligt, er dybt præget heraf. Ægteskabet er, argumenterer Agnethe Raahauge, en gudgiven ordning, og i dele af Tidehverv synes ægteskabet forstået sakramentalt. Således er det også et fyndigt farvel til Luther her i 500-året for Reformationen. Ægteskabet er en juridisk konstruktion. Det er en samfundsbærende institution, men ikke guddommeligt. Det er, for Luther, en sag mellem ægtefolk af kød og blod, bundet i ansvar over for hinanden og over for Gud.

Det nye tidehverv fjerner samvittigheden fra den enkelte og ophøjer sig til dommere over, hvad der er kristeligt, og hvad der er ukristeligt. Det findes der vist et ord for; farisæisme.

Det har fået den kronisk forurettede sognepræst fra Nordjylland Merete Bøye til i Kristeligt Dagblad den 1. maj at spænde korsettet stramt og forsøge et forsvar for Tidehverv gennem et ønske om en særlig kristen moral, der kan tale tidens frivolitet og dekadente dårskab imod.

”Vi skal ikke tilbage til Olfert Ricard (dansk præst tilknyttet den kristelige ungdomsbevægelse i i første del af det 20. århundrede, red.), men en lidt strammere seksualmoral kunne vi godt have brug for. Mon ikke der er en grund til, at Gud gav os det sjette bud? Du må ikke bedrive hor. Utøjlet begær er berusende, men det kan føre megen ulykke med sig.”

Vi skal altså ikke tilbage til Ricard. Men kirken skal have en særlig kristen seksualmoral. Så vi kan tale frivolitet og dekadence imod. Tak for kaffe!

Nej, der er vist ingen grund til at dyrke Olfert Ricard, for Merete Bøye finder sin teologiske inspiration i et helt andet århundrede og i en langt mere omfattende puritanisme, end hvad stakkels Ricard skal stå på mål for.

Det er en særlig kristen moral, der efterlyses, men en sådan gives ikke. Selvom det kunne være rart at have den til at slå andre oven i hovedet med.

Fakta synes imidlertid ikke at forstyrre Bøye synderligt. I kommentarerne forholder hun sig derfor primært til, hvad hun påstår, jeg ”næsten” og ”nærmest” har skrevet. Altså med andre ord, hvad jeg overhovedet ikke har skrevet. Bøye baserer sit forsvar på det gode gamle trick at opstille en stråmand, som hun derefter optændt af den hellige ild tæver ihjel.

Tidehverv er ifølge Bøye landets mest forandringsparate, proaktive og innovative kirkelige bevægelse. Her gik jeg i enfold og troede, at det bare var er blad og et sommermøde.

Men lad mig da gå med på spøgen. Hvad er Tidehverv i dag? Ingen af de slebne, lækre ord fra Djøf-ordbogen, som Bøye slynger om sig med, rinder mig i hu. Derimod kan jeg konstatere, at et nyt Tidehverv har fundet sin form og nu er parat til – med en særlig kristen moral, man kan tæve dissidenter med, og en genindførsel af ægteskabet som sakramente – at frelse den dekadente verden fra dens åndelige forfald.

God kamp. I mellemtiden kan vi andre så leve lidt i ansvar og pligt over for Gud og næste, bundet af evangeliet, der afslører enhver form for moralistisk hykleri.

Ole Bach Piekut er sognepræst.