I Kristeligt Dagblad den 24. august svarer professor i psykologi Svend Brinkmann på en kritik, jeg har fremført i en artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 19. august.
Der er kommet en kedelig tendens i tidens debat, hvor man udpeger en gruppe, som man tillægger bestemte synspunkter og motiver, hvorefter man tager afstand fra disse i stedet for at forholde sig til det, de faktisk siger og gør.
Det sker for muslimerne, for Venligboerne, for det private erhvervsliv og også for det, Brinkmann kalder ”selvudviklingsverdenen”.
Jeg synes, Brinkmann – som den skarpe og rutinerede debattør han er – burde forholde sig til det, jeg faktisk skriver, i stedet for at slå mig i hartkorn med, hvad han ellers har mødt af synspunkter rundtomkring på sine møder. Jeg er ikke imod Brinkmanns ærinde: at skabe en diskussion af de værdier, som er retningsgivende for det moderne menneske. Tværtimod skrev jeg i mit indlæg, at det er ”prisværdigt, at Brinkmann vil vække en samtale om det, der har værdi i sig selv for os mennesker”.
Det, jeg anker over, er (citat), ”at han lægger afstand til den kvalificerede undervisning, coaching og terapi som midler til at tage hans råd til sig”. ”Selvudviklingsverdenen” er rigtig mange ting. Det er helt urimeligt at kæmme den over én kam.
Mange opfatter selvudvikling som et fænomen, der kun har med ”mig, mig og atter mig” at gøre. Det er en misforståelse. Terapeutiske samtaler kommer uvægerligt til at handle om relationer mellem mennesker, og hvordan disse relationer kan blive mindre konfliktfyldte og mere præget af rummelighed, tilgivelse og ja, kærlighed, ikke bare over for andre men også over for sig selv. Den selvindsigt, man opnår igennem terapi, er ikke altid behagelig at skulle tage til sig.
I mit indlæg argumenterede jeg for, at selvindsigt og et balanceret selvværd hænger sammen med evnen til at gøre det gode og det rigtige, og at det kan være nødvendigt med selvudvikling. I parentes bemærket taler jeg normalt ikke om selvudvikling men om personlig udvikling, netop fordi ordet selvudvikling let vækker forkerte associationer.
For mit eget vedkommende er jeg optaget af, hvordan mennesker kan udvikle en tro på Gud og komme til at leve et mere næstekærligt liv. Det er min erfaring, at mange deltagere på mine retræter har en baggrund, der gør det svært at nærme sig det åndelige liv. Uhensigtsmæssig adfærd og svigt hos autoriteter som forældre, lærere og kirkelige repræsentanter er blevet til hårdføre barrierer mod Gud som en autoritet.
Jeg ser det som en af mine opgaver at hjælpe til at overvinde disse barrierer, blandt andet gennem undervisning i sindets funktionsmåde og kristen dybmeditation. I den forstand kan jeg siges at være del af ”selvudviklingsverdenen”.
Selvfølgelig er der ikke noget galt i, at Brinkmann har meninger om meditation og terapi, selvom han ikke har nævneværdig erfaring hermed. Han lægger en fortolkning ind i mine ord, som der ikke er belæg for. Men den manglende erfaring gør desværre, at hans bidrag til debatten bliver mere forsimplet og generaliserende, end godt er.
Else Marie Kjerkegaard er forfatter og retræteleder