Prøv avisen
Debat

Stop den selvhellige tale om politikerlede

Den megen tale om politikerlede skaber – politikerlede, mener Erik Vedstesen. Billedet er fra Folketingets åbning tidligere på måneden. Foto: Polfoto

Stop den selvhellige tale om politikerlede! Der er båret rigeligt ved til det bål, og I er alle med til at gøre vore politikere ringere i omdømme, end de fortjener, lyder opsangen fra en tidligere lærer til de danske medier

SÅ ER DER IGEN EN, der råber ”politikerlede”.

Sig mig, er der ikke andre end mig, der er til overmål træt af at høre mennesker udtale dette alt for glatte og nemme ord ”politikerlede”. Som nu sidst her i Kristeligt Dagblad den 22. oktober af cand.merc. Birgitte Baadegaard. I en hel kronik skriver hun om politikerlede og kan over i købet svare ”derfor”. Og så, over flere spalter: Èn lang jeremiade om, at ”I forvalter ikke mit land ordentligt (...) har ikke modet og visionen (...).

I vil bare blive på taburetten (...). I går ikke foran (...). I har ingen autenticitet.” Og Birgitte Baadegaard kræver høj etik af politikerne: ”Jeres sti bør være snehvid,” siger hun. Det er den ikke, synes hun. Baadegaard spørger, hvad vi kan gøre for at ”bryde den politiske desillusion” og kommer selv med tre tågesvar, som er lige så umulige, som de er naive: 1) Ingen karrierepolitikere, 2) et æreskodeks i Folketinget og 3) krav om et obligatorisk udviklingsforløb.

Jamen, må vi spørge, er det ikke et hæderværdigt embede at være politiker, selvom det blev en karriere? Se til Bertel Haarder (V) for et eksempel. Og et æreskodeks eller et personligt udviklingsforløb til fællesskabets bedste, som Baadegaard skriver, er jo skræmmende (totalitære) tanker.

Hvordan bryder man den ”politiske desillusion”? Jeg svarer: Ved at benægte den. Begynd i stedet et opråb til danskerne og især til de meget skyldige journalister og medier: Stop den selvhellige tale om politikerlede! Der er båret rigeligt ved til det bål, og I er alle med til at gøre vore politikere ringere i omdømme, end de fortjener. På hvert et gadehjørne og i hver en kaffestue tales der om en ”børnehave” af politikere, der bare vil ”mele deres egen kage.”

MIN OPFORDRING ER: STOP DET! Selvom der er svigt og misbrug blandt politikere – de er jo ikke perfekte og godt for det – så fortjener vort demokrati bedre, så derfor: Tal Folketinget op og ikke ned, for ingen af os kan være tjent med det sidste. Og tal til ”kongen” i politikeren, og respekter dette ærværdige, men vanskelige arbejde at være politiker, ellers får I nemt ”stodderen” at høre, og det kan ingen være tjent med.

Jeg så dele af åbningsdebatten, og den var både morsom og saglig og i en fin atmosfære – en åbning, som var vores folkestyre værdigt. Alle ved, at der ligger vanskelige forhandlinger og beslutninger forude, og der er man hinandens modstandere. Alligevel var viljen og lysten til forsoren debat og drilleri tydelig – åbningsdebatten var respekt værd og alt andet end en ”børnehave”.

Man kan godt få en vis klam fornemmelse af selvfedme ved den megen hakken ned på folketingspolitikeren. Den er så nem. Og for at sige det lidt højtideligt: Hvis Folketinget og folkestyret skal være i bred forstand loyal over for folket, ja, så skal folket egentlig også i bred forstand være loyal over for Folketinget. Til folkestyrets bedste.

Og den megen tale om politikerlede skaber – politikerlede.

Erik Vedstesen er tidligere lærer.