Prøv avisen

Respekt på trods af kulturforskelle

INTEGRATION: I dansk kultur tildækker pigerne ikke deres ansigt for at værne sig mod karlenes nærgående blikke, snarere tværtimod

Flemming Chr. Nielsen beskrev den 22. december her i avisen et maleri af en dansk høstpige, der var iført en slags elefanthue, så man ikke kan se hendes ansigt, kun hendes øjne.

Det gav ham anledning til at fremkomme med nogle betragtninger, der synes at have den uudtalte forudsætning, at vi kun kan respektere muslimerne og de os, hvis vi engang har været som dem, eller hvis de engang kommer til at være som os.

Men det er at gøre sig opgaven for let. For mig at se består opgaven i at have respekt for den anden part, også selv om forskellen mellem vore to kulturer skulle vise sig at være næsten total. Og det er en betydelig vanskeligere opgave.

Til gengæld behøver man ikke fordreje de historiske kendsgerninger. Og det gør Flemming Chr. Nielsen, selv om man ikke ligefrem kan påstå, at han lyver bevidst. Han skriver om ovenomtalte billede af en dansk høstpige: »Hun beskyttede sig mod solen og de nyfigne blikke, for dengang kunne man ikke købe solfaktorcreme. Man kunne heller ikke med åbent ansigt værne sig mod karlenes nærgåenhed. På grund af solen og mandfolkene er hun tilhyllet«. Og han bør da næsten selv være klar over, at det er forkert, specielt, når han bebrejder os andre vor mangel på historisk sans.

Billedet viser det forresten også. Arrangementet med elefanthuen med huller til øjnene var højst midlertidigt: den ituklippede strømpe, eller hvad der nu er tale om, er bundet over hovedet med et bånd. Men selv om man ikke har øjne, der opdager den slags detaljer, så skulle man dog gerne kende fortidens høstballer. De fandt rent faktisk sted, og man kan være forvisset om, at alle pigerne mødte frem med ansigtet utildækket. Ballerne havde jo blandt andet til formål at give karlen mulighed for at finde sig en pige, og pigen mulighed for at vælge sig en udkåren blandt karlene. Og ved en sådan lejlighed vil da ingen være så dum at tildække sit største aktiv, ansigtet.

Så den elefanthue, som Flemming Chr. Nielsen påstår skulle værne mod karlenes nærgående blikke, har den modsatte hensigt. Den skal holde ansigt pænt hvidt til aftenens høstbal, så det rigtig kan gøre sig, stillet over for karlenes nyfigenhed. Sådan er det i vor kultur. Pigerne tildækker ikke deres ansigt, for kønnene omgås hinanden frit, hvordan skal man ellers kunne finde én, som man kan elske og ære?

Men man kan videre være sikker på, at i mange muslimske kulturer ville et høstbal som vort have været ganske utænkeligt. Her omgikkes kønnene ikke hinanden frit. Her havde man delt samfundet op i en mandsverden og en kvindeverden, og man opretholdt et meget skarpt skel mellem de to afdelinger.

Henny Harald Hansen har i sin bog »Islams døtre« vist, at en sådan opdeling ikke behøver være kvindeundertrykkende. For mændene må holde sig borte fra kvindernes område, ligesom kvinderne er forment adgang til mændenes område. Og det er kun i samfundets fælles rum, at kvinderne skal have ansigtet bag slør; hvor de er inde på eget område, behøver de det ikke.

Faktisk er der en vis logik i den muslimske samfundsopbygning. Vi véd, at kønsdriften er noget af det mest ustyrlige. Og det er, som om muslimerne med deres køns-opdelte samfund dog i nogen grad tager højde for dens ustyrlighed. At et sådant samfund så nødvendiggør arrangerede ægteskaber, det er måske noget for vor kultur fremmed, men jo ikke ulogisk, når man vælger at holde kønnene adskilt og derfor ikke kan afholde høstballer eller andre foranstaltninger, hvor de to køn kan se hinanden an.

Jeg skal ikke påstå, at det lige er min kop te med et sådant kønsopdelt samfund. Men da jeg heller ikke synes, at vi med vor vestlige samfundsmodel har fundet de vises sten på det område, så forekommer det mig direkte forkert at ville udviske alle forskelle til muslimerne, også selv om det sker med de bedste hensigter. Forskelle, som vi måske kan lære ét og andet af, og som vi i

hvert fald må lære at respektere, omend vi vel ikke kan eller skal gøre det uden modargumenter.

Vi skal ikke udviske de forskelle, der rent faktisk findes mellem vor kultur og den muslimske. Det er ikke en forudsætning for gensidig respekt, at de dog til syvende og sidst er som vi, eller at vi engang i fortiden har været som dem. Tværtimod, vor respekt skal være der, også selv om forskellen skulle vise sig at være næsten total.

Ricardt Riis,

Carit Etlars Vej 25,

Horsens