Respekt for profeten

Der findes engelske skoler, hvor eleverne skal vise respekt ved at omtale Muhammed, på samme måde som muslimer gør det

I nogle engelske skoler skal eleverne omtale Muhammed, på samme måde som muslimer gør det.
I nogle engelske skoler skal eleverne omtale Muhammed, på samme måde som muslimer gør det. Foto: Monkey Business Images.

DET ER TIT ARTIGE TING, børn kan berette fra skolen. Også i England. I The Spectator skriver magasinets kommentator James Delingpole, hvordan han forleden hørte sin niece Freya fortælle sin far om religionstimerne i hendes pæne middelklasseskole i en anonymiseret smuk, engelsk domkirkeby.

Freya nævner profeten Muhammed og tilføjer straks: Fred være med ham.

LÆS OGSÅ: Islamiske lande dropper FN-kriminalisering af religionskritik

Hvaba?, lyder det fra faderen, Delingpoles bror.

Det lærer vi i skolen. Når vi har sagt Muhammed, skal vi altid sige fred være med ham.

Vores Delingpole bliver nysgerrig, og Freya fortæller ham, at de normalt har lov at nøjes med forkortelsen PBUH (for Peace be upon Him). Nogle elever fniser en smule, indrømmer hun, men vi er vænnet til at anse det for normalt. Det er lidt sært, for der er kun to muslimske elever i min årgang på 100.

James Delingpole blev skræmt. Dette siger noget om vores nationale identitets afdøen, skriver han. Han mindes sin og Freyas fars skolegang, hvor de lærte de centrale fortællinger fra Bibelen. Familien var medlem af Church of England som generationer før den, ned gennem tiden fortrolige med de samme lovsange og salmer, de samme ritualer, den samme kedsomhed. Det var ikke et spørgsmål om indoktrinering, men simpelthen en accepteret del af vævet som udgør det britiske.

Nu kan eleverne ikke genkende de bibelske historier, for de er aldrig fået dem fortalt. De progressive, der har udtænkt det nye gudløse pensum, lykønsker sig selv, bemærker Delingpole, for at have befriet de unge fra den organiserede religions lænker.

Men det, de i virkeligheden har gjort, er at gøre en hel generation fattig og rodløs. De har nægtet Freya og hendes jævnaldrende nøglerne til forståelse af utallige af vores kulturs produkter. De har vandaliseret 1400 års historie, litteratur og traditioner, der bandt os sammen som en nation.

Her til lands taler vi jo om 1000 års kristendom; England har som bekendt haft glæde af den 400 år længere end vi.

VÆRRE ER DET, PBUH-historien siger om vores fejhed og uvidenhed om islam, skriver Delingpole og fortsætter:

Det er slemt nok, at lære børn at mene, at deres lands religiøse traditioner ikke længere rigtig betyder noget. Men hvad der er virkelig utilgiveligt, er samtidig at lære disse samme børn, at der findes en bestemt religion, der er så vigtig, at man, selvom man ikke tilhører den, skal behandle den med samme ærbødighed og ærefrygt, som dens tilhængere. Forestil Dem den forargelse, det ville udløse, hvis alle børn af alle bekendelser, hver gang Jesu Kristi navn blev nævnt, skulle løfte armene i vejret og tilføje: Vores Herre og Frelser, sandelig opstanden, halleluja. Ikke anderledes end PBUH-erklæringen.

Det fænomen, Delingpole beskriver, er ikke specielt britisk, omend man i dette engang så frihedselskende land paradoksalt nok er gået længst i denne retning. Når det gælder barokke udslag af politisk korrekthed, er der ingen, der kan konkurrere med Storbritannien. Men tendensen kendes naturligvis inden for undervisningssektoren og medierne i hele Vesten. Forudilende kapitulation kalder tyske Henryk Broder den.

Den har en af sine kilder i den såkaldt post-koloniale ideologi. Som kompensation for Vestens tid som koloniherre forlanger den underdanighed over for alle kulturelle fænomener, der stammer fra eksotiske lande. Deres kultur og religion var engang udsat for det imperiale Vestens nedladenhed, og nu skal bøtten virkelig vendes.

De tidligere kolonilande er de kroniske ofre, mens vi er bødlerne, som derfor bør uddrive egen kulturarv ved uophørlig kritik og relativisering. Vestlig kultur og kristendom avlede vel den dominerende og erobrende attitude, formodes det.

Ikke mindst i engelske medier ser man da også kristendommen systematisk omtalt som herskesyg korsfarer-religion. Og udbredt alle vegne i Vesteuropa er den spejlvendte antagelse, at islam så må være en fredselskende religion.

Denne historiske reduktionisme går selvsagt glip af det meste. Men eftersom postkolonialisterne ser alt gennem politiske briller, må de som marxisterne betragte kristendommen blot som ideologi til legitimering af herredømme.

Til gengæld vil de modsat gårsdagens hårde marxister i tolerancens navn lukke øjnene for islams forhold til politisk-religiøs magt. Og ved denne umyndiggørende og patroniserende forskelsbehandling forholder de sig egentlig ganske nedladende over for det eksotiske i god gammel koloniherre-ånd.