I Danmark har vi ligestilling. Kvinden er jo frigjort og i sin fulde ret til at arbejde 37 timer om ugen, hvis ikke mere. Er denne ret også hendes pligt? Før i tiden handlede kampen om ret til at komme på arbejdsmarkedet. I dag er det en kamp om ret til at gå hjemme og passe hus og børn.
Det at være hjemmegående husmor bliver ofte set som et tabu i ligestillingsdebatten. Den hjemmegående kvinde bliver set som en hæmsko for de kvinder, der kæmper sig til tops, for de hjemmegående husmødre trækker kvinder ned i statistikkerne over kvinders lønninger og diverse stillinger.
Men ligestilling skal ikke handle om pligt til forskellige uddannelser, jobs og muligheder generelt. Det handler om retten og det frie valg. Det skal ikke være tabubelagt at tage en forlænget barsel eller vælge et liv som hjemmegående, mens den anden part tjener pengene.
Mange unge er netop startet på studie og går med drømmen om at få et karrierejob. Vi glemmer, at for nogle handler drømmen og karrieren om familien og det at få børn. I dag sender vi i en tidlig alder børnene i daginstitutioner og mødrene ud på arbejdsmarkedet. Fra den dag bliver den nære, moderlige kærlighed erstattet med omsorg fra det offentlige.
Er det den rigtige løsning? Har vuggestuen nogensinde været til for barnet eller er den til for mor?
I DR’s serie ”Sådan er det bare” bliver det nævnt i den femte episode, der omhandler pasning af børn, at det måske i virkeligheden aldrig var det bedste for barnet, men en del af mors kamp for ligestilling.
I takt med at man kæmpede for ligestilling mellem mænd og kvinder, blev børnene ofrene, der mærkede konsekvenserne. For man siger, at børnene skal lære at socialisere sig, men hvis de bliver fjernet fra mor for tidligt, hæmmer det alligevel deres socialiseringsevner.
Der var en mening med galskaben, da kvinder havde deres arbejdsdag i hjemmet. Det valg skal der stadig være plads til.
Anna Vallentin Møller er bestyrelsesmedlem i Konservativ Ungdom i Aalborg.