Prøv avisen
Etisk set

Organdonation handler ikke om retfærdighed

Der er problemer i forslag om organdonorers rangering på ventelister, skriver Mickey Gjerris. Foto: Mette Frandsen.

At ville ændre det på et så følsomt område som organdonation er udtryk for et menneskesyn, hvor nogle bliver mere værd end andre, skriver Mickey Gjerris fra Etisk Råd

Foreningen 7LIV er kommet med et vidtrækkende forslag til, hvordan organdonation bør organiseres i Danmark for at afhjælpe ventelisterne. For det første ønsker de, at man ændrer systemet med informeret samtykke, hvor man aktivt skal tilmelde sig donorregisteret, til formodet samtykke, hvor man som borger i Danmark automatisk er i donorregisteret, men selv kan melde fra.

Denne ordning kendes fra en række lande og kan tolkes som et indspark i diskussionen om, i hvor høj grad mennesket er født ind i et forpligtende fællesskab, eller om det er et autonomt individ, der selv kan vælge, hvor meget det vil tilslutte sig fællesskabet.

I en tid med stigende individualisering og nedbrydning af idéen om et fælles udgangspunkt for samfundslivet med hinanden, giver sådan et forslag god mening. Anden del af forslaget rejser, set her fra mit lille verdensvindue, langt større etiske problemer.

7Liv foreslår, at de, der vælger ikke at stå i donorregisteret, skal bagerst i organkøen. I den nuværende situation med organmangel er det naturligvis et kraftigt incitament til at blive i donorregisteret, da en udmeldelse i bogstavelig forstand kan være fatal. Forslaget skal, ifølge foreningen, beskytte de, der som udgangspunkt er villige til at donere, mod såkaldte ”free riders”, der nok vil nyde, men ikke yde.

Der er for mig at se to hovedargumenter mod forslaget om at rykke dem, der ikke ønsker at stå i et donorregister, bagerst i køen.

Det første går på, at vi mennesker har det med at skifte holdning. Der kan selvfølgelig være tale om ren opportunisme, men der er historisk evidens for, at nogle rent faktisk er blevet klogere – eller i hvert fald har ændret holdning, når deres livssituation er skiftet.

Det vil være mere end urimeligt, hvis en beslutning om ikke at være organdonor, som et menneske har truffet i ungdommen, 30 år efter skal placere det bag i køen, selvom han eller hun nu gerne vil være organdonor.

Forslaget er en slet skjult trussel – og det er næppe en god ide pludselig at basere en ordning, som fra begyndelsen af har været en ordning, hvor vi af altruistiske grunde har kunnet hjælpe hinanden, på egeninteresse. Det kan grundlæggende ændre opfattelsen af organdonation – og ikke nødvendigvis til det bedre.

Det andet problem er, at man ønsker at basere en ordning inden for sundhedsvæsenet på et retfærdighedsprincip. Hvis du vil have, så skal du give. Men sundhedsvæsenet er netop kendetegnet ved, at vi på dette område, der i direkte forstand berører menneskers liv og død, ikke optræder retfærdigt over for hinanden, men barmhjertigt. Vi siger ikke til den syge: Hvad har du ydet? Men i stedet: Hvad er problemet, og hør nu, hvordan vi kan hjælpe.

At ville ændre det på et så følsomt område som organdonation er udtryk for et menneskesyn, hvor nogle bliver mere værd end andre. Måske det var en idé at gå andre veje for at sikre, at danskerne er villige til at donere deres organer til hinanden. Veje, hvor vi ikke giver køb på idéen om, at i forholdet mellem mennesker handler det mere om barmhjertighed end retfærdighed.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo