Retfærdighed, zionisme og viljen til eksistens

MELLEMØSTEN: Hvis vi skræller skældsordene væk, er det, der adskiller Peter Friis-Nielsens opfattelse fra min, at han ikke bryder sig om Israel, mens jeg er ven af den jødiske stat

Sognepræst Peter Friis-Nielsen skriver i sit indlæg i Kristeligt Dagblad lørdag 29. maj, at jeg med mit forsvar for Israel har gjort mig til talsmand for den mest vulgære zionistiske tænkning.

Friis-Nielsen giver yderligere udtryk for den opfattelse, at hvis jeg fik det, som jeg ville have det, ville der overalt herske undertrykkelse, død og ødelæggelse. Samtidig skriver han, at jeg er darwinist og reaktionær, ligesom han mener at kunne slå fast, at jeg er imperialist. Så mangler vi vist egentlig kun, at jeg er racist - og det var da egentlig pænt af præsten ikke lige at tage det med osse, når han nu var i gang. Det plejer alle de andre altid.

Men hvis vi skræller skældsordene og rygmarvsreaktionerne væk, er det, der adskiller Peter Friis-Nielsens opfattelse fra min, at han ikke bryder sig om Israel, at han gerne så staten nedlagt og erstattet med det, han kalder et multietnisk, multireligiøst sekulært Palæstina. Jeg er i modsætning hertil ven af den jødiske stat Israel og har været det alle mine dage. Jeg betragter Israel som et åndehul, en blomstrende demokratisk og fri oase i en ørken af arabiske diktaturstater - den ene værre end den anden. Sådan er hans udgangpunkt - og sådan er mit.

Men Peter Friis-Nielsen siger, at det, han vil - åbenbart i modsætning til det, jeg vil - er retfærdighed! Og det lyder da tiltalende. Men hvad er retfærdighed? Hvad der er ret, og hvad der er vrang i international politik, i bilaterale skærmydsler, i revionisisme og opgør mellem folkeslag, ja, det er vist mere end hverken Peter Friis-Nielsen eller jeg er i stand til skråsikkert at kunne fastslå.

Var det retfærdigt, at en argentinsk præsident invaderede Falklandsøerne? Var det retfærdigt, at fru Thatcher sendte hær, fly og flåde for at smide ham ud igen? Var det retfærdigt, at serberne kaldte Kosovo deres land, og at albanerne kaldte det deres? Var det i den forbindelse retfærdigt, at vi bombede Beograd? Er det retfærdigt, at der gerne må bo en million muslimer i Israel, men at der ikke må bo 120.000 jøder på den palæstinensiske Vestbred?

Retfærdighed - mitzvah hedder det på hebraisk og har her samtidig betydningen »at gøre godt« - er værd at stræbe efter, og vi skal stræbe efter det i alle menneskelige relationer. Men én ting er for mennesker at stræbe efter retfærdighed, noget andet er, når mennesker dels mener at kunne fastslå, hvad retfærdighed indebærer - og dels vil indføre den. Så skælver jeg altid af rædsel og frygter det værste.

Ligesom ethvert menneske stræber efter lykke, stræber ethvert folk efter frihed. Jeg anfægter ikke, at de palæstinensiske arabere stræber efter deres frie og suveræne stat - det er deres sag. Men nogen særlig rettighed til landet har de ikke. Lige så lidt som zionisterne iøvrigt har det.

Man kan med fuld ret spørge om det retfærdige i, at bare fordi man har en jødisk far eller en jødisk mor, kan man ved landingen i Ben-Gurion Lufthavnen opnå israelsk statsborgerskab. Burde man ikke - i den moderne politiske korrektheds navn - udvide denne ret til også at gælde kristne eller muslimer eller andre, der sådan lige stod og fik lyst til at bosætte sig i Israel?

Mens Peter Friis-Nielsen ville svare jo, svarer jeg nej. For det er jo netop viljen til at turde være sig selv som jøder i et jødisk hjemland, der er selve den zionistiske sjæl. Hvis denne jødiske vilje og dette mod forsvinder eller udvaskes, forsvinder også selve grundlaget for statens oprettelse.

Hvad skulle den oprettelse i det hele taget til for? Hvorfor brugte jøder blod, sved og tårer på at omdanne stinkende sumpe og ørken til brugbar landbrugsjord - hvis de lige så vel kunne have købt lækker, frugtbar og klargjort jord i Nebraska, i Polen eller i Jylland?

Hvorfor skulle beboerne i Kibbutz Dan leve med hver dag i 20 år at blive beskudt fra de libanesiske bakkedrag? Og hvorfor skulle man i det hele taget i fem-seks krige sætte livet på spil, når man nøjagtig lige så godt kunne hygge sig med at være jøder på Manhattan, i Las Vegas eller i Randers? Kender en israelsk jøde ikke svaret på disse spørgsmål, ser det sort ud for Israels fremtid.

For dette handler, Peter Friis-Nielsen, ikke om retfærdighed, men alene om at turde være sig selv. At turde være sig selv bekendt som folk. At turde hævde autonomi. Det handler om et folks vilje til at afgøre, hvem der skal opholde sig der, og hvem der skal have indfødsret. En diskussion, der ej heller er ukendt her til lands.

Hvad israelerne beslutter sig til, er ikke op til mig at afgøre. Men som ven af Israel stiller jeg mig solidarisk på israelernes side. Og gør det i disse år mere højtråbende end tidligere, alene af den grund, at alle i dag kaster sig over Israel.

Jeg vil dog som privat, udenforstående dansker tillade mig at være af den opfattelse, at Israel burde annektere alle de besatte områder og gøre dem til den del af Israel, og det, jeg i min artikel i Kristeligt Dagblad har anført, er, at såfremt jeg var medbestemmende i israelsk politik, ville jeg arbejde for, at Israel annekterede alle de besatte områder - og gjorde dem til en del af Israel. Det burde man have gjort allerede i 1967, men det kan nås endnu, og det ville være den for alle parter lykkeligste udgang på den årelange konflikt.

Søren Espersen

er journalist og pressechef for Dansk Folkeparti