Hen over foråret vil en masse teenagere trække i deres nyindkøbte tøj, sætte håret og bekræfte deres dåb til konfirmationer rundtom i landets kirker. Men hvor meget har de forstået af det, de hører i kirken?
Der er gode grunde til, at det kan være svært for konfirmanderne at forstå de bibeltekster, de møder til gudstjenesterne. Det er ikke kun, fordi de er teenagere. Bibelteksterne er nemlig svære at forstå, både for konfirmander og for alle os andre.
For det første er teksterne sprogligt komplicerede. Tekstlæsningerne vil ofte være fra oversættelsen, der kom i 1992. Den tekst er præget af lange sætninger, svære sætningskonstruktioner og et højt lixtal (et mål for en teksts læsbarhed, red.).
Her er et eksempel, der er en lang sætning med et langt indskud, der selv har indskud:
”Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham.” (Ap.G. 2, 22-23).
Sætningen har et lixtal på hele 76, som er på linje med lovtekster og faglitteratur på akademisk niveau.
For det andet er teksternes indhold langt fra konfirmandernes virkelighed. Det drejer sig både om, hvilke metaforer og billedsprog teksten bruger, og hvilken viden teksten forudsætter. Hvis en metafor ikke læner sig op ad noget, man forstår, kan man ikke overføre metaforen til det, den skal sige. I dette eksempel kræver det stor tankevirksomhed at gennemskue metaforerne og billedsproget, særligt fordi der er så meget af det:
”Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb. (...) Du lærte mig livets veje, du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.” (Ap.G. 2, 26-28).
Bibelteksterne er skrevet ind i et helt andet samfund. I dag er der ikke mange, der kender til landbrugsmetoder i oldtiden, men det er ofte i landbruget, bibelteksterne henter deres billeder – for eksempel når Gud eller Jesus sammenlignes med en hyrde, eller når avner kastes op i luften. Der er også ofte referencer til gamle jødiske ritualer og ofringer, der kan være uforståelige for en nutidig kirkegænger. De enkelte ord kan også volde problemer. Det kunne for eksempel være det, der her er understreget:
”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?” (Matt. 3, 7), eller: ”Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!” (Ap.G. 2, 40). Det er ikke ord, konfirmanderne ofte støder på, så derfor er de svære at gennemskue og forstå.
For det tredje er bibelteksterne svære at formidle. De fleste møder bibelteksterne gennem oplæsning. Men at skulle lytte til en tekst, der har et svært sprog og et kompliceret indhold, er en udfordring. Og at skulle læse dem op uden at have forberedt sig grundigt på det, er umuligt – hvis man vil have, at menigheden forstår dem.
Ofte kan det lyde, som om oplæseren i kirken ikke selv forstår teksten eller ikke har taget sig tid til at finde ud af, hvad teksten skal og vil. Samtidig skal oplæseren selv ville noget med teksten og formidle det til konfirmanderne og os andre kirkegængere. En god oplæsning gør det nemmere for konfirmanderne og resten af kirkegængerne at forstå bibelteksterne.
Louise Fischer-Nielsen er cand.mag. i retorik og medforfatter til bogen ”Fra øje til øre. Redskaber og virkemidler i oplæsning” henvendt til blandt andre præster og lægmandslæsere. Hun er også sproglig konsulent på oversættelsen af Det Gamle Testamente til nudansk hos Bibelselskabet.