Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men jeg tror ikke, jeg er alene om den opfattelse, at retssamfundet i dag er mere under pres, end det har været meget længe.
Det gælder i den store verden, ikke mindst når man via medierne iagttager den amerikanske præsidentvalgkamp, eller når man må konstatere, at det internationale samfund åbenbart er totalt magtesløst i forhold til en borgerkrig i Syrien, hvis brutalitet og umenneskelighed understøttes af en russisk præsident, for hvem retsfølelsen ikke er en by i Rusland, men på Mars.
Men sandelig også herhjemme står det noget sløjt til. Eksemplerne kan godt listes op, men det bliver en meget lang liste. Symptomatisk er det, at ledende danske politikere igen og igen anfægter betydningen af også at tilhøre en international retsorden. At vi er forpligtet af og på en række internationale konventioner, rækker åbenbart ikke længere, end at de kun anses for gyldige, hvis de tjener vore egne interesser. Og det gælder også de mere uskrevne aftaler.
Et deprimerende eksempel var, at en aftale om at modtage fem hundrede såkaldte konventionsflygtninge uanfægtet kunne stryges. Det havde intet med den generelle flygtningestrøm at gøre, alene i forhold til antallet. Det havde at gøre med et indtil da hævdvundet princip om at modtage mennesker, der hørte til de mest udsatte og misbrugte mennesker i nogle flygtningelejre. Syge og invalide mennesker og dem, der havde været udsat for tortur.
Netop at dette brud fra politisk side skete uden nogen debat på Christiansborg, er sørgeligt, og det kom åbenbart fuldstændig bag på de ledende politikere ved den socialdemokratiske kongres, at der var delegerede, der fandt det forsmædeligt. Nå ja, det kan da godt være, at vi skal være opmærksomme på de allerdårligst stillede blandt flygtninge, mente Mette Frederiksen, og så ikke videre. Det blev hurtigt glemt, og der er jo så meget andet, der kræver politikernes indsats.
Men i forhold til landets egne borgere er der også en underlig mangel på retsfølelse. Jeg tænker på de tusinde af mennesker, der bliver ramt af det såkaldte kontanthjælpsloft, og som påviseligt betyder, at en masse børn bliver udelukket fra et almindeligt børneliv. Jo, men hvis huslejen er for høj, kan de jo bare flytte til en billigere bolig, kunne Inger Støjberg, hvis kyniske retorik er blevet dagligdag, oplyse, og de kunne jo blot have forberedt sig til den situation, de er endt i.
Har det med retsfølelse og et retssamfund at gøre, kan man spørge? Det kommer naturligvis an på, hvad man mener, et retssamfund er. Jeg vender mig til og tilslutter mig nogle tanker om emnet, som Peter Kemp gjorde sig i sin essaysamling fra 2007, ”Den hvileløse tanke”, hvori han nævner forskellige tolkninger af, hvad retfærdighed er.
Grundlæggende er retten forestillingen om de rette handlinger. Vi danner et retsvæsen med domstole, der dømmer, om retten er overtrådt. Men retten kan godt overtrædes, uden at en skreven lov er overtrådt, skriver Kemp og fortsætter, at man da må tage sin tilflugt til retsfølelsen. Billighed kalder vi det også, og dette begreb, der ellers er gledet ud af vort sprog, betegner netop en korrektion af den legale retfærdighed, at en lovgivning kan trodse en elementær forståelse af, at et godt samfund sørger for en rimelig fordeling af samfundsgoderne. At ingen af magten spærres ude fra mulighederne for det gode liv.
Til syvende og sidst, mener Kemp, grunder enhver form for retfærdighed i, hvad han kalder den kosmiske retfærdighed. Eller – som han også kalder det – en mytisk vision. For al etik, alt, hvad der har med livssyn at gøre, grunder i forestillingen om en ideel verden. Myten tilbyder os en vision, vi kan gennemtænke, således som idéerne om retten, billigheden og den sociale fordeling af goder og tjenester har fæstnet sig i vores kultur. Men aldrig som et system, et færdigt tankesæt, men som en hvileløs anfægtelse og inspiration. I den sammenhæng spiller kristendommen også en rolle.
Retfærdighed er også et kristent begreb, men det fylder ikke meget i en kirkelig kontekst. Men debatten om, hvad det vil sige at leve i et retssamfund, har nu om dage ikke den store synlighed. Debattørerne er få, der er ikke mange andre end Eva Smith og Birthe Rønn Hornbech, der gentagne gange tager debatten op og på forskellig vis gør opmærksom på de mangeartede trusler mod retssamfundet. Vi har brug for dem og en virkelig drøftelse af, hvad et retssamfund er.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.