I et af mine første præsteår (1980), hvor jeg var hjælpepræst hos en besindig provst, opstod der et problem i et nabosogn med en mandlig præst, der teologisk hørte hjemme på den såkaldte højrefløj: Han ville ikke vie fraskilte og var modstander af ordningen med kvindelige præster, da han mente, at udelukkende mænd kan udføre præstetjenesten.
Bruden, som var vokset op i sognet, ville meget gerne vies i sin barndomskirke, men sognepræsten kunne ikke imødekomme hendes ønske, da hun var fraskilt. Hvad gjorde provsten? Med mulighed for at sige nej spurgte han mig, om jeg ville forrette vielsen. Jeg svarede ja. Derved blev det markeret, at sognepræstens holdning fuldt ud var acceptabel, og at han måtte respektere mig som kollega.
Sagen anfægtede ikke min opfattelse af at være ligeværdig embedsbærer. Jeg blev ikke stødt på præstekjolemanchetterne over hans holdning, og jeg opfattede den heller ikke som kønsdiskrimination. Hertil kom, at jeg havde læst under den navnkundige dogmatiker Regin Prenter, som anså præstembedet for at være et hyrdeembede forbeholdt mænd, der udgjorde en særlig ordo.
Prenter argumenterede (bibel)teologisk for sin opfattelse. Og når det gælder teologisk argumentation, må man både regne med, at der kan argumenteres teologisk for det stik modsatte synspunkt, og forvente, at det er argumentets vægt, der har overbevisningskraften. Jeg har ingen erindring om, at Prenter miskrediterede os kvindelige teologistuderende, som ville være præster.
I folkekirken findes der flere bibelsyn, som afspejler en forskellig holdning til Bibelen. Der er imidlertid to bibelsyn, som vanskeligt lader sig forene, nemlig det konservative og det historisk-kritiske, uden at der længere er tale om skarpt afgrænsede bibelsyn.
Hvor det konservative bibelsyn mere betragter Bibelen som Guds ufejlbarlige ord, tale, åbenbaring i forskellige tidsepoker, går det historisk-kritiske bibelsyn ud fra, at Bibelen er menneskeskabt og socialhistorisk betinget. Begge bibelsyn har hidtil været anerkendt i folkekirken og manifesteret dens højt besungne rummelighed – vel at mærke som en teologisk begrundet rummelighed.
Spørgsmålet er, om denne rummelighed begrænses ved at ophæve undtagelsesbestemmelsen i ”Bekendtgørelsen om fravigelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. for så vidt angår præstestilling”?
Det fremgår nemlig af denne bekendtgørelse, at ”præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger inden for trossamfund undtages fra lovens område.” Biskopperne mener, at undtagelsesbestemmelsen skal afskaffes, fordi den i praksis er overflødig og sender et uheldigt signal om kønsdiskrimination. Afskaffelsen antaster ikke menighedsrådenes frie præstevalg, hvorfor folkekirkens rummelighed ikke indskrænkes, forklarer biskopperne.
Der er flere ting, jeg studser over i biskoppernes forklaring. For det første undrer det mig, at der overhovedet ikke er nogen teologisk argumentation for at ophæve undtagelsesbestemmelsen. Bestemmelsen blev netop indført for at tilgodese, at det skal være muligt for folkekirkemenigheder at vælge præster, der i større eller mindre grad hylder et konservativt bibelsyn, sådan som de selv definerer det.
At den nyere forskning synes at tilbagevise et konservativt syn på præsteembedet, bør ikke kunne medføre, at dets tilhængere mister hjemstedsret i folkekirken. Undtagelsesbestemmelsen er tænkt som en teologisk begrundet mindretalsbeskyttelse, og sådan bør den fortsat tolkes. Derfor skal den bevares, uanset at den i praksis stort set ikke har været anvendt.
Det gør ikke undtagelsesbestemmelsen overflødig, for det kan ikke udelukkes, at der vil opstå en situation, hvor bestemmelsen bliver aktuel. Den juridiske regel om, at en bestemmelse kan bortfalde ved desvetudo, det vil sige på grund af lang tids ikke-brug, er ikke relevant.
Lad os forestille os, at en konservativ menighed skal vælge ny præst, og at menigheden som hidtil foretrækker en mandlig. Da ligestillingsloven kræver, at der i stillingsopslaget ikke må søges efter en mandlig præst, må menighedsrådet påregne både mandlige og kvindelige ansøgere.
Vi forestiller os videre, at der udelukkende er kvindelige ansøgere. Selv om menighedsrådet ønsker genopslag i håb og forventning om, at der kommer en mandlig ansøger, får rådet afslag af kirkeministeren (ansættelseslovens paragraf 11) med den begrundelse, at der er kvalificerede ansøgere.
Uden undtagelsesbestemmelsen vil menighedsrådet kunne tvinges til at vælge en kvindelig ansøger, hvorved rummeligheden er blevet indskrænket. Med undtagelsesbestemmelsen vil menighedsrådet kunne afvise de kvindelige ansøgere, uden at der er tale om kønsdiskrimination, fordi bestemmelsen sigter til en anerkendt bibelteologisk holdning til præsteembedet.
For det andet hæfter jeg mig ved, at biskopperne imod undtagelsesbestemmelsens baggrund og hensigt indtolker kønsdiskrimination, hvorved de berørte menigheder og deres præster er forsvarsløse over for en beskyldning om at diskriminere mellem mandlige og kvindelige præster.
Hvis kvindelige præster, som udgør over halvdelen af folkekirkens præster, føler sig krænkede over, at der i deres nærmeste kollegakreds er mandlige kolleger på den kirkelige højrefløj, skal disse højrefløjspræster da forflyttes og i så fald hvorhen eller afskediges pga. principiel kønsdiskrimination?
Spørgsmålet stiller sig selv, når folkekirken ikke tolererer kønsdiskrimination, og undtagelsesbestemmelsen tolkes som diskrimination mellem mandlige og kvindelige præster. Hvis først denne fejltolkning af undtagelsesbestemmelsen bider sig fast, og den hidtil legitime bibelteologiske begrundelse træder i baggrunden, er man i færd med at udstøde de højrefløjsmenigheder, der henholder sig til undtagelsesbestemmelsen, af folkekirken.
Da konsekvensen af ophævelsen af undtagelsesbestemmelsen er en indskrænkning af den højt besungne rummelighed, er menighedsrådets kaldsret samtidig blevet begrænset, hvilket retsteologisk er et alvorligt problem i en folkekirke, hvor det almindelige præstedømme er en grundsøjle.
Det forekommer mig derfor uforståeligt, hvordan biskopperne kan fremkomme med en så bastant udmelding uden at tage behørigt hensyn til den berørte part – et mindretal af højrefløjsmenigheder, der fortsat ønsker at benytte deres lovhjelmede kaldsret til at få den præst, de deler bibelsyn med, til at beklæde det kirkelige embede.
Det er min retsteologiske vurdering, at biskopperne svigter nogle trængte folkekirkemenigheder og en gruppe folkekirkepræster, hvis interesser det ellers er deres gejstlige tilsynsopgave også at varetage. Jeg skal ikke drive motivforskning og gisne om, hvad der har fået biskopperne til at forkaste undtagelsesbestemmelsen, men jeg vil indtrængende opfordre kirkeministeren og folketingets politikere i øvrigt til ikke at følge biskoppernes indstilling.
I ansættelsesloven findes en ”kåringsbestemmelse”, som muliggør, at en bestemt person kan ansættes i en ledig stilling, hvis særlige og nøje definerede betingelser herfor er opfyldte, lovens paragraf 12. Den sjældent anvendte bestemmelse er ikke målrettet højrefløjsmenigheder, men kan benyttes af dem.
Jeg anser ikke kåringsbestemmelsen for at være en bestemmelse, der overflødiggør undtagelsesbestemmelsen med dens fokus på højrefløjsmenigheder og højrefløjspræster. Det åbenbare særhensyn til disse sårbare menigheder er i de mellemliggende år ikke blevet mindre, snarere tværtimod. Hvorfor så fjerne undtagelsesbestemmelsen?!