Folkekirkeordningen er ikke støbt i beton, men kan ændres efter behov. Der kan dog stilles det retsteologiske krav, at den skal tjene et bestemt formål: at være den ydre ramme for folkekirken i betydningen evangelisk-luthersk trossamfund, jævnfør Grundlovens paragraf 4.
Et luthersk trossamfund kan ikke eksistere uden en identificerbar lære, der er genstand for loyal (ny)fortolkning, og en mere eller mindre udbygget ordning, der skaber optimale vilkår for evangeliets forkyndelse.
Den eksisterende folkekirkeordning er indrettet med demokratiske styringsmetoder og beslutningsprocesser – på sogneplan udmøntet i et menighedsråd, som vælges af folkekirkemedlemmer, der er fyldt 18 år og har dansk indfødsret eller har haft fast bopæl i riget uafbrudt et år forud for valgdagen, valglovens paragraf 2. Præsten, som vælges af menighedsrådet til at udføre det kirkelige embede, er født medlem af rådet.
Denne indretning kaldes den tostrengede struktur, og den er senest kommet i fokus i den såkaldte hensigtserklæring, som oprindeligt 49 præster underskrev; nu støttes den af 200 personer. Uanset, at de udgør et mindretal af det samlede antal præster på ca. 2.400, må deres anliggende tages alvorligt.
De peger især på, at strukturen foranlediger dårligt psykisk arbejdsmiljø. Ifølge sognepræst Anne Katrine Blinkenberg, initiativtageren til hensigtserklæringen, kan FAR (Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning) ”lappe nogle konfliktfyldte relationer, men de kan ikke modvirke, at de opstår. Det kan ske ved at kigge på det strukturelle”, forklarede hun i Kristeligt Dagblad den 16. december 2021.
Da erklæringen ikke fremsætter konkrete forslag til ændringer af den tostrengede struktur, vil jeg ikke kaste mig ud i et gætteri om, hvad underskriverne forventer at kunne opnå.
I stedet vil jeg anskue folkekirkeordningen ud fra en retsteologisk præmis om, at selv om den tostrengede strukturs udformning er resultat af en kirke(rets)politisk beslutning, kan det almindelige præstedømme ikke underlægges demokratiets styringsvilkår.
At den demokratiske kirkeordning fortsat har bred tilslutning, fordi den menes at passe bedst til det almindelige præstedømme, må derfor ikke forlede til den fejlslutning, at der er en direkte forbindelse mellem det almindelige præstedømme og moderne demokratiforståelse.
Menighedsrådet, som repræsenterer det almindelige præstedømme, har medansvar for kirkens lære og gudstjenesteordning samt den ydre kirkeordning. Dette medansvar følger af, at det almindelige præstedømme har en i kristendåben indlejret myndighed fra Gud (Kristus) til at værne om evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning.
Med denne myndighed vælger/kalder menighedsrådet en præst til offentligt at udføre det kirkelige embede, som enhver kristen i kraft af dåben har ret til at påtage sig, forudsat at vedkommende har menighedens kaldelse og opfylder kvalifikationerne.
Det kirkelige embede, som ordinerede præsterne varetager, har også en indbygget myndighed, fordi embedet ifølge den tyske tekst til det reformatoriske bekendelsesskrift Den Augsburgske Bekendelse (1530), artikel 5, er indsat af Gud. Embedsmyndigheden, som omfatter embedsbæreren (præsten), når han udfører sine embedshandlinger, er altså ikke afledt af det almindelige præstedømme, men kommer fra Gud (Kristus).
Når disse to myndigheder har samme kilde, kan det almindelige præstedømme og det kirkelige embede ikke løsrives fra hinanden, hverken principielt eller i praksis.
Det gensidige afhængighedsforhold afspejles i den kirkelige lovgivning, særligt i menighedsrådsloven, hvor menighedsrådets formålsbestemmelse er defineret som styrelse af ”sognets kirkelige og administrative anliggender”, paragraf 1, og hvor menighedsrådets virksomhed fastsættes i et særskilt kapitel 6, paragrafferne 34-40.
Samtidig findes der i menighedsrådslovens paragraf 7 en bestemmelse om, at nyvalgte menighedsrådsmedlemmer skal afgive en erklæring om ”på ære og samvittighed at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.” Et velanbragt loyalitetskrav, hvis juridiske rækkevidde er omdiskuteret.
Hertil kommer, at præsterne i paragraf 37 tildeles en uafhængighed af menighedsrådet i udøvelsen af deres embedsvirksomhed, hvilket er en juridisk anerkendelse af den nødvendige forkyndelsesfrihed. De efterfølgende paragraffer 38 og 39 viser dog, at uafhængigheden ikke er ubegrænset, og at menighedsrådet kan stille spørgsmål til præstens embedsførelse, herunder brugen af forkyndelsesfriheden.
Menighedsrådsloven kan anskues retsteologisk som en fastsættelse af menighedsrådets og præstens fælles ansvar for den lokale menigheds liv og vækst. Men den kan også opfattes som en kirke(rets)politisk regulering af et kompetencemæssigt balanceforhold mellem menighedsråd og præst.
Begge betragtninger skal bringes på banen, når der opstår konflikter om det psykiske arbejdsmiljø, hvor samarbejdsviljen hos den ene part eller begge parter er fraværende. Sådanne situationer kan føre til overvejelse over ændring (udvidelse) af de gældende bestemmelser, men det bør i så fald foregå på en måde, hvor det almindelige præstedømmes myndighed, konkretiseret i kaldsretten, ikke desavoueres, og hvor forkyndelsesfriheden, som er nødvendig for udførelsen af det kirkelige embede, ikke undermineres.
I forbindelse med løsning af opslidende samarbejdskonflikter er der efter min opfattelse en retsteologisk smertegrænse både i relation til det almindelige præstedømme og det kirkelige embede. Med hensyn til det almindelige præstedømme går smertegrænsen ved at undlade at genbesætte en ledig præstestilling i bestræbelserne på at få et genstridigt menighedsrådsråd til at samarbejde.
Alene ”truslen” om tidsubestemt genbesættelse vil være en tilsidesættelse af menighedsrådets teologisk begrundede kaldsret. Hvad angår det kirkelige embede trækker jeg smertegrænsen ved en menighedsrådskompetence til at indstille en præst til afskedigelse med forventning om, at indstillingen har bindende karakter. En sådan indstillingsret, som reelt er en afskedigelsesret, risikerer at underminere det kirkelige embede og sløre dets særlige myndighed.
Jeg håber, at forbedringen af folkekirkens arbejdsmiljø vil ske uden at overskride den dobbelte smertegrænse. Jeg er mig naturligvis bevidst, at Folketinget kan ændre folkekirkeordningen og beslutte at justere den tostrengede struktur, endog i en retsteologisk uheldig retning. Det er vilkåret i et kirkeligt demokrati, som for sin del må affinde sig med altid at blive udsat for (rets)teologisk kritik af hensyn til folkekirkens status som evangelisk-luthersk trossamfund.