I ET LÆSERBREV under overskriften ”Stop nu den højrefløjsklynk” i Kristeligt Dagblad den 6. januar 2018 i anledning af Brønshøj Kirkes præstestillingsopslag inddrager sognepræst Jens Kvist to udsagn, jeg er blevet korrekt citeret for i Kristeligt Dagblad den 3. januar. Han konkluderer, at jeg har skiftet mening fra det ene citat til det andet.
Først udtaler jeg principielt i relation til præsters frihedsret, at et menighedsråd bevæger sig ind i en grænsezone, når det opstiller et krav om, at den kommende præst ”vil benytte vielsesritualet for to af samme køn” (opslagets ordlyd). Dernæst anfører jeg, at det er forsvarligt at gøre det i det konkrete tilfælde, fordi stillingen ombefatter betjening af et hospital, hvor præsten skal kunne forrette nødvielser, herunder også vielse af to personer af samme køn.
Jens Kvist må gerne mene, at jeg har skiftet mening. Jeg har ingen intention om at få ham til at ændre opfattelse. Men jeg vil da gerne forklare mig nærmere.
I PARAGRAF 7A i bekendtgørelse om lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning hedder det, at ”en præst kan undlade at vie to personer af samme køn”. Her er tale om juridisk undtagelsesparagraf. Undtagelsesparagraffen hviler imidlertid på en anerkendt teologisk opfattelse af, at ægteskabet bibelsk set er en forening mellem to personer af hvert sit køn. Derved afspejler undtagelsesparagraffen et vigtigt element i præstens arbejde, nemlig, at han/hun samvittighedsfuldt skal udføre sit arbejde – og ifølge folkekirkens præsteløfte gøre det ”efter den nåde, som Gud har givet”.
Af det samme præsteløfte fremgår, at præsten er kaldet af menigheden. Menigheden har således en kaldelsesret, som i praksis varetages af et menighedsråd. Spørgsmålet er derfor, hvordan forholdet er mellem menighedens kaldelsesret og præstens samvittighedsfrihed, konkretiseret i undtagelsesbestemmelsen. Denne eksisterer kun, så længe Folketinget bakker op om den og ikke gør det obligatorisk for folkekirkepræster at vie homoseksuelle. Det er derfor misvisende at påstå, at denne sag udelukkende handler om menighedernes frie kaldelsesret, ikke om præsters samvittighedsfrihed. Sagen handler tværtimod om, hvorledes de to forbundne rettigheder kan udfolde sig i gensidig respekt og anerkendelse.
På den ene side er menighedsrådet naturligvis ikke tvunget til at ansætte en præst, der under påberåbelse af sin samvittighedsfrihed afviser at ville vie homoseksuelle. På den anden side kan et menighedsråd under udøvelsen af menighedens kaldelsesret heller ikke agere arbejdsgiver for præsten ved at forlange, at han/hun skal forrette homovielse – som om der er tale om en tjenestepligt. En præst, der ærligt har erklæret at ville forrette homovielse, men efter en tid ændrer opfattelse, begår derfor ikke tjenesteforseelse. Det samme gælder den omvendte situation, hvor præsten går fra et nej til et ja.
Det er som manifestation af dette principielle forhold, at præstestillingsopslag som hovedregel ikke bør indeholde et tjenestekrav om, at den nye præst skal vie homoseksuelle.
Nu er der ingen regel uden undtagelse. Undtagelsen er det aktuelle opslag fra Brønshøj Kirke med kravet om, at den nye sogne- og hospitalspræst vil benytte homovielsesritualet. Jeg finder ikke, at det står i modstrid med det principielle synspunkt, at et homovielseskrav som hovedregel ikke bør figurere i menighedsrådenes stillingsopslag.
Jeg ønsker Brønshøj Kirke held og lykke med ansættelsen!
Kristine Garde er ph.d. og retsteolog, Hillerød.