Biskopperne har foreslået oprettelse af et såkaldt Liturgisk Forum, hvis planlagte udgivelser skal imødekomme et behov for liturgisk fornyelse. Det er dog uklart, hvilken status dette forum skal have i folkekirken, og hvorledes forholdet mellem forummets udgivelser og det biskoppelige tilsyn skal være.
Skal udgivelserne godkendes af det gejstlige tilsyn, som i udgangspunktet ellers kun kan udøves lokalt, det vil sige af den enkelte biskop i det stift, hvor han/hun er demokratisk valgt og kongeligt udnævnt til at varetage tilsynsembedet?
Kirkeretligt kan det stiftsbundne tilsyn ikke deponeres i en kollektiv-national ledelse i form af et bispekollegium, der årligt afholder tre til fire møder.
Tværtimod afspejler den kirkelige lovgivning, at folkekirken er en samling selvstændige stifter, hvor biskopperne hver især har en vis frihed i tilrettelæggelsen og udførelsen af tilsynet kombineret med et forvaltningsmæssigt krav om gennemsigtighed og solid argumentation i forbindelse med de afgørelser, de individuelt skal træffe.
Særlig relevant er lovgivningen vedrørende teologiske og liturgiske forhold, for eksempel menighedsrådslovens bestemmelse i § 38 om, at der ved faste gudstjenester og kirkelige handlinger ikke kan foretages mindre ændringer i liturgien og ritualerne uden biskoppens samtykke. Selvom det ikke er fastlagt, hvad der nærmere menes med ”mindre ændringer”, kan der ikke kan være tale om substantielle afvigelser fra folkekirkens bekendelsesgrundlag.
Retsteologisk må det derfor forventes, at biskoppen nøje vurderer, hvorvidt en liturgiansøgning loyalt respekterer og forkynder evangelisk-luthersk kristendom. Hvis biskoppen er i tvivl, kan han/hun benytte sig af en mangeårig tradition for at indhente et fagteologisk responsum – det svækker ikke, men styrker tilliden til tilsynet.
Hertil kommer, at biskopperne nok har kompetence til at kræve, at der rejses læresag mod en præst eller provst i eget stift, men de må overlade det til teologisk sagkyndige, som skal være medlemmer af folkekirken, at behandle sagen sammen med en dommer (præsteretten) eller tre dommere (landsretten).
Uanset at loven om gejstlige læresager i praksis er blevet lagt i mølpose, fordi sagsbehandlingstiden hævdes at være for lang, har loven et vigtigt retsteologisk fortrin: Den opererer med et højt fagteologisk niveau i respekt for folkekirkens status af evangelisk-luthersk trossamfund. Samtidig signalerer læresagsloven, at biskopperne ikke suverænt kan fastsætte og definere rækkevidden af tilsynet.
På denne baggrund er det påfaldende, at spørgsmålet om biskoppernes kompetence enkeltvis og kollegialt ikke er blevet afklaret, inden de tre biskopper – Marianne Christiansen, Elof Westergaard og Tine Lindhardt – på hele bispekollegiets vegne har fremsat forslaget om oprettelse af Liturgisk Forum, som skal udarbejde ny liturgi, nye salmer og nye kollekter. Alt sammen mere end de ”mindre ændringer”, som det ligger inden for rammerne af tilsynsmyndighedens kompetence at tillade.
Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at Liturgisk Forum-forslaget lægges i dvale, mens det bliver klarlagt, om biskopperne har tiltaget sig en kompetence, de under den eksisterende kirkeordning hverken har eller kan have.
Kristine Garde er retsteolog, ph.d.