Retsteolog: Opgør med Luther kræver en biskoppelig reaktion

Der er flere eksempler på præster, der vil ændre folkekirkens bekendelsesgrundlaget indefra. Når en sognepræst går så vidt offentligt at fraskrive sig Lutherarven, kræver det en reaktion

Louise Højlund Franklin er fungerende sognepræst med
en konfessionsforpligtelse, skriver retsteolog Kristine Garde.
Louise Højlund Franklin er fungerende sognepræst med en konfessionsforpligtelse, skriver retsteolog Kristine Garde. . Foto: Johanne Teglgård Olsen. .

I bogen ”Må vi være her? Folkekirken efter Luther” sætter sognepræst Louise Højlund Franklin, professor i dogmatik Anders-Christian Jacobsen og tidligere sognepræst Liselotte Hornemann Kragh spørgsmålstegn ved deres fortsatte forbliven i folkekirken, når de ikke kan kalde sig lutheranere. Louise Højlund Franklin har tilmed udtalt, at ”folkekirkens lutherske bekendelsesgrundlag er en hindring for, at vi kan forkynde evangeliet, så det bliver den transformerende kraft i folks liv, som det er meningen, at det skal være” (Kristeligt Dagblad den 24. maj). Forfatterne har ingen planer om at forlade folkekirken – de vil reformere den indefra ved at arbejde for en ændring af folkekirkens status af evangelisk-luthersk trossamfund til – ja, hvad: et evangelisk-konfessionsløst eller et økumenisk trossamfund?

Det sker med års mellemrum, at der opstår præstesager om folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvor den pågældende præst agiterer for bekendelsesstridige synspunkter båret af et oprigtigt, velment, men samtidig påtrængende ønske om at udvide folkekirkens konfessionelle grænser. Lad mig give nogle eksempler, inden jeg sætter fokus på håndteringen af den nuværende sag om afvisning af Lutherarven særligt i relation til Louise Højlund Franklin, fordi hun til forskel fra de andre er fungerende sognepræst med en konfessionsforpligtelse, jævnfør det frivilligt aflagte præsteløfte, som forfatterne også vil have ændret.  

Det mest nærliggende eksempel er sagen om sognepræst Niels Peter Arboe Rasmussen (1910-16). Han var forkæmper for den liberale teologis anerkendelse og det unitariske kirkesamfunds tilbagevenden i folkekirken på trods af, at en højesteretsdom (1908) havde erklæret, at kirkesamfundet hyldede og udbredte en lære, der på fundamentale punkter stod i bestemt strid med folkekirkens. Arboe Rasmussens kampvåben var foredrag, bøger og artikler. Her argumenterede han for indførelse af dogmefrihed for præster (præstefrihed).

Biskop A.S. Poulsen så ikke med milde øjne på Arboe Rasmussens teologiske grundholdning og indstillede ham uden held til afskedigelse; kultusministeren (kirkeministeren) ville ikke godtage indstillingen. Da Arboe Rasmussen fortsatte med at udgive kontroversielle bøger, blev han tiltalt for provsteret med påstand om afskedigelse, men blev frifundet ved Højesterets dom. Nogle år senere tog Arboe Rasmussen i øvrigt sin afsked, mens han var præst i et andet sogn. Han vandt nok retten til at forblive præst, men han tabte enekampen for dogmefriheden.

Et andet oplagt eksempel er sagen om sognepræst Bent Feldbæk Nielsen (1992-99). Sagen var forårsaget af hans ihærdige bestræbelse på at ændre folkekirkens dåbsritual og dåbspraksis, uanset at det medførte, at lutherdommen måtte omkalfatres. Bent Feldbæk Nielsen agtede ikke at tage sin afsked som præst. Tværtimod ville han forblive i folkekirken, fordi han mente, at den skulle kunne rumme hans bibelsk begrundede dåbssyn, som ikke harmonerede med luthersk/reformatorisk dåbsforståelse. Sagen blev ført først i Præsteretten, dernæst i landsretten ud fra et klageskrift, der indeholdt en gengivelse af Bent Feldbæk Nielsens dåbssyn, som han anerkendte. Begge instanser afgjorde ved dom, at Bent Feldbæk Nielsen havde placeret sig så langt fra folkekirkens bekendelsesgrundlag, at han måtte afskediges, hvilket han blev.

Et tredje eksempel er sagen om sognepræst Annette Berg (2015-2017). Som erklæret brobygger mellem folkekirken og den alternative verden udtalte hun offentligt, at hun troede på reinkarnation og mente, at reinkarnation var forenelig med den kristne opstandelsestanke. Stillingen som folkekirkepræst var således brohovedet til den alternative verdens integration i folkekirken, hvis lære samtidig skulle omformes. Annette Berg tilbagekaldte dog sin reinkarnationstro. Det skete i form af en pressemeddelelse underskrevet af præst og biskop, hvori det hed, at Annette Berg var enig med biskop Peter Fischer-Møller i, at reinkarnation ikke er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag. Senere tog Annette Berg sin afsked.

Hvor forskellige sagerne end er indholdsmæssigt, tegner de hver især et billede af en præst, der vil ændre folkekirkens bekendelsesgrundlag indefra. Samtidig viser sagerne, at bekendelsesgrundlaget ikke kan betragtes som en formalitet, men en identitetsbærende realitet. Derfor kræver den nuværende situation, hvor en sognepræst går så vidt offentligt at fraskrive sig Lutherarven, også en reaktion ud over en løbende debat.

Jeg foreslår en besindig og transparent afklaringsproces, der går i dybden med den alvorlige sag, hvis hovedperson må være fungerende sognepræst Louise Højlund Franklin, selvom der er to medforfattere til bogen. Hverken professor Anders-Christian Jacobsen eller tidligere sognepræst Liselotte Hornemann Kragh er underlagt en konfessionsforpligtelse, medmindre de sidder i et menighedsråd og har underskrevet den obligatoriske erklæring om ”på ære og samvittighed at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke […].” Præsteløftet og menighedsrådsløftet signalerer, at samvirket mellem præster og menighedsråd omfatter sognets kirkelige liv som manifestation af folkekirkens selvforståelse som evangelisk-luthersk trossamfund.

I debatinterviewet i Kristeligt Dagblad er Louise Højlund Franklin citeret for følgende udtalelse: ”Man ved aldrig, hvornår man bevæger sig ud over en grænse, så det bipper på et eller andet kontor, og man bliver indkaldt til samtale hos provsten eller biskoppen.” Som indehaver af det gejstlige tilsynsembede er det biskoppens pligt at føre tilsyn med stiftets præster, det vil sige deres embedsvaretagelse i alle dets forgreninger, herunder relevante artikler og bøger. Biskoppen er ikke en kirkelig politibetjent, og bekendelsesgrundlaget ikke en nøje fastlagt vedtægt, der skal følges til punkt og prikke. Præsten er heller ikke en formidler af evangelisk-luthersk kristendom uden pligt til at genfortolke læren. Til genfortolkningskravet hører, at præsten, som har gennemgået en lang teologisk uddannelse, skal kunne redegøre for sin fortolkning og dens overensstemmelse med bekendelsesgrundlaget over for biskoppen, hvis det skulle komme dertil.

Derfor gør præster klogt i altid at være velforberedte på at blive indkaldt til tjenstlig samtale og betragte den som en anledning til at fremlægge væsentlige synspunkter. Vil man ikke stå på mål for sine holdninger, må man holde dem for sig selv. Hertil kommer, at der i forbindelse med læresager – og det er i den kategori, denne sag befinder sig – er en formaliseret procedure med teologiske forhandlinger, som har til formål at afklare, om der overhovedet er grundlag for at rejse en læresag.

Desuden er proceduren en beskyttelse af præstens retssikkerhed. Biskoppen kan alternativt med præstens tilslutning vælge at tilrettelægge et ”efteruddannelseskursus” for præsten sammen med en teologisk sagkyndig.

Det eneste, der helst ikke må ske i denne sag, er, at der ingenting sker på biskoppeligt niveau. Det kan folkekirken som evangelisk-luthersk trossamfund ikke være tjent med, også selvom den nok skal overleve dette nøje tilrettelagte opgør med de lutherske bekendelsesskrifter, som aldrig har været tænkt som en hindring for forkyndelse af evangeliet ind i (efter)tiden. Enhver kan forvisse sig om, at de er dybt forankrede i læren om den treenige Gud og Jesus Kristus som sand gud og sandt menneske. 

Må de lutherske bekendelsesskrifter fortsat være her!

Kristine Garde, retsteolog, ph.d.