2018 ER 50-ÅRET for 1968. Det er værd at tænke over. En af de etiske debatter, der fulgte med ’68-oprøret, var spørgsmålet om fri abort. De fleste præster var skeptiske. I dag er retten til abort ikke for alvor til debat. Grænserne har rykket sig. Nu handler det ikke om fostre, men om aktiv dødshjælp til mennesker, der lider. Den katolske kirke har klare holdninger til den slags, men ellers er det svært at få øje på en kirkelig debat om grænserne for liv og død herhjemme – desværre.
For mange mennesker handler både abort og dødshjælp om retten til selvbestemmelse. Det moderne projekt går ud på at fjerne enhver form for udefrakommende binding eller højerestående autoritet, der måtte begrænse individets frie valg. Gud, naturen og de nedlejrede traditioner skal beherskes eller ryddes af vejen. Vi er vor egen herre.
Den katolske filosof Augusto Del Noce skrev i 1968, at kirken ikke længere var truet af kommunismen, som ville fordampe af sig selv. Kristendommen var nu truet af en ny og mere mægtig fjende, nemlig det ”opulente” forbrugersamfund, hvor alle eksisterende værdier opløses i drømmen om individets frie forbrugervalg og den videnskabelige eller teknokratiske legitimering af ethvert ”fremskridt”. Del Noce havde ikke tiltro til ’68-oprøret. Han forudså derimod, at det netop ville blive ’68-generationen, der ville bane vejen for det opulente samfunds sejrsgang.
KAMPEN ER FOR længst vundet – eller tabt, om man vil. Tilbage står nu den sidste forhindring for menneskets endelige emancipering: naturen i os selv. Menneskenaturen, menneskekroppen, vores dna. Og retten til at dø, når vi vil. Den sidste grænse. Når den er brudt ned, er det moderne, sekulære projekt nået til vejs ende.
På mange måder er spørgsmålet om aktiv dødshjælp en skelsættende debat. Tilhængerne refererer gerne til den belgiske model, hvor dødshjælp også er tilladt i forbindelse med sindslidelser. Enhver, der har haft et lidende menneske tæt på sig, ved, at der ikke findes lette holdninger, når det handler om liv og død. Abstrakte etiske principper kan virke så fjerne. De etiske dilemmaer forsvinder ikke. Men der er to historier, jeg altid kommer til at tænke på, når debatten om dødshjælp melder sig.
For at forstå, hvad den belgiske model går ud på, kan man tænke på Nancy Verhelst. Verhelst havde aldrig følt sig elsket og havde igennem hele livet problemer med sin identitet. I 2009 begyndte hun en hormonbehandling med henblik på at blive mand. Hun fik derefter – grundet sine psykiske lidelser – bevilget en række kønsskifteoperationer og skiftede navn til Nathan.
Men Nathan kunne ikke lide sin nye krop, selvom han nu havde fået den penis, han altid havde drømt om. Han følte sig som et uhyre. I 2013 gav de belgiske myndigheder positivt svar på Nathans ønske om blive slået ihjel, da de vurderede hans psykiske lidelser som ubærlige.
Wim Distelmans, der sendte Verhelst i døden, var den samme læge, der i 2012 gav et døvt, men velfungerende, tvillingepar en dødbringende indsprøjtning, fordi de stod til at miste synet. Det mest chokerende ved Verhelsts død var måske moderens udtalelse, da hun blev konfronteret med sit barns død: ”Jeg er ligeglad.”
Den anden historie kender jeg takket være det irske band U2. De udgav i 2004 et af deres bedste albums ”How to Dismantle an Atomic Bomb”, ugen efter min første datter blev født. Min yndlingssang var ”Miracle Drug”, fordi jeg selv var høj af glæde og syntes, sangen handlede om min datter.
En dag nærlæste jeg imidlertid teksten. Den handler om den irske forfatter Christopher Nolan, som Bono, U2’s forsanger, gik i skole med i Dublin. Nolan led fra fødslen af en alvorlig sygdom, der gjorde, at han ikke kunne bevæge en eneste muskel. Det var uklart, om han overhovedet kunne forstå eller føle, men hans forældre blev igennem hele hans barndom ved med at læse historier for ham. Hans mor hængte bogstaver fra alfabetet op i huset. Hans søster sang for ham.
Da Nolan fyldte 10 år, fandt lægerne frem til en medicin, der gjorde, at Nolan kunne få en lille nakkemuskel til at røre sig. Ved hjælp af en elektronisk pegepind sat fast til panden, kunne Nolan nu udpege bogstaver og danne ord. Han begyndte at skrive. I virkeligheden havde han skrevet poesi hele livet. Nu kom det ud. Noveller. Teaterstykker. Som 15-årig udgav Nolan sin prisvindende digtsamling ”Dam-Burst of Dreams”, som kritikere sammenlignede med Yeats og Joyce.
Den mirakelkur ( miracle drug ), som Bono synger om, var en cocktail af familiens kærlighed og lægernes medicin, som gjorde Nolan i stand til at bevæge nakkemusklen.
Tilsammen kan videnskab og hjertevarme udrette mirakler, men uden en mors kærlighed, er det hele til ingen nytte. Og livet er større end os selv.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.