AT TUGTE SIT BARN med stokken blev cementeret ind i min kulturforståelse i den periode, hvor jeg boede i Kenya og blev vidne til, at børnene blev stokkepryglet af deres lærere for øjnene af mig. Det gjorde lige så ondt at se, som da jeg fik en syngende kindhest af min chefkok, dengang jeg var kokkelærling i Paris.
I dag krummer jeg tæer ved tanken om den provinsielle og paradoksale inspektør i filmen ”Drømmen”, som på sin sorte skole flår øret af sin elev for at tydeliggøre, hvad der er rigtigt og forkert.
Jeg krummer tæer, fordi det er så fjernt fra det, jeg er opdraget i og til. Mine præsteforældre har aldrig opdraget mig med deres håndryg, men derimod med deres kærlighed og smittende empati, også selvom jeg som præstebørn har ry for ikke at have været et af Guds bedste børn. Ligesom Emil fra Lønneberg var en ”skidt knægt” , har jeg også siddet fast i en suppe af alkohol og røget joints på Nyboder Skole med klassens uartige drenge.
Min far slog i stedet i fødselsdagsbolledejen, og min mor gav mig farverige mærker på kinden, afhængigt af hvilken farve læbestift hun havde på, før hun tog på præstearbejde på Vesterbro blandt alkoholikere, psykisk syge og kvinder fra voldsreder.
I dag pointeres det tydeligt for os lærerstuderende, at revselsesretten herhjemme blev afskaffet i 1997. Det til trods har forskellige undersøgelser vist, at hver tiende dansker gerne ser retten til at slå sit barn genindført, ligesom det viser sig, at mange børn i strid med loven bliver slået i hjemmet.
Ifølge LOKK (Landsorganisationen for Kvindekrisecentre) blev i 2014 37 procent af de børn, som benyttede sig af deres krisecenter, udsat for vold.
Børns Vilkår tog i 2015 børnetelefonen 873 gange, hvor børn ringede ind om vold, og Red Barnet har anslået, at hvert femte barn i ottende klasse har været udsat for vold.
Skrækscenariet er, at blandt de 10 procent, der gerne vil bruge korporlig afstraffelse, kan det enten være folkeskolelæreren, den uuddannede vikar, fritidspædagogen, fodboldtræneren eller imamen fra Grimhøjmoskéen.
Derfor er det godt, at det ikke er mig, der kommer til at lange dit barn én på skrinet. For ud over at den sorte skole er ulovlig, så har folkeskolen også en totalt overset formålsparagraf, som blandt andet har sin rod i oplysningsfilosofien og den reformpædagogiske grundtanke, at skolen skal være præget af åndsfrihed, demokrati og ligeværd. Ligeværdet forsvinder, hvis spanskrørscirkulæret bliver genindført.
Det kan godt være, at jeg indimellem kommer til at undervise for døve øren, og at en ørefigen kunne hellige skolens færdigheds- og vidensmål, men små gryder har også ører, og en huskekage kan medføre langvarige psykiske skader, fordi børn altid – i modsætning til min undervisning – vil huske den syngende lussing.
Derfor er det godt, at folkeskolens formål ikke kun handler om Pisa-tests, 12-talspiger eller om ro, men om åndsfrihed og ligeværd, trods alders- og autoritetsforskel mellem elev og lærer.
Markus Bank Lentz er lærerstuderende