Prøv avisen
Debat

Velfærdsstaten er næstekærlighedens surrogat

Professor Jørn Henrik Petersens bog ”Luthers socialetik og det moderne samfund” udkommer i dag.

Ligesom kaffeerstatningen Rich's under Besættelsen er velfærdsstaten et erstatningsprodukt. Den er næstekærlighedens surrogat, fordi vi har det svært med at få omsorgen for medmennesket til at fungere, skriver professor Jørn Henrik Petersen

Folk på min alder kan sikkert erindre Rich’s og Danmarks: kaffeerstatninger produceret på cikorierod, der ikke mindst vandt frem under besættelsesårene. Man husker sikkert også de muntre slogans: ”Det er Richs, der drik’s” og ”Det er Danmarks, der duer”. Mange vil mindes de flotte billeder, der lå i pakkerne – et prægtigt samle- og bytteobjekt for børnene.

Når man under Besættelsen ikke kunne få kaffebønner, fik man nøjes med et erstatningsprodukt, og da bønnerne kom til landet, var de dyre. Derfor blandede man kaffebønner og cikorierod. Så var det, som om man drak kaffe.

Velfærdsstaten er også et sådant erstatningsprodukt. Den er næstekærlighedens surrogat, fordi vi har det svært med at få omsorgen for medmennesket til at fungere. Vi mangler kærligheden til næsten, og den er dyr, hvis vi skal bære den hver for sig.

Se, det er ikke uden sammenhæng med, at vi i år fejrer reformationsjubilæum og Martin Luther.

Hans grundlæggende pointe var jo, at vi uden at yde noget til gengæld fik frelsen eller retfærdiggørelsen i troen; men retfærdiggørelsen havde hos Luther to dimensioner. Der er den udefra kommende – passive – retfærdiggørelse, som den enkelte skænkes uden modydelse; men hertil kommer den tilegnelige – aktive – retfærdiggørelse, der ligger i, at frelsen sætter mennesket frit til at tage sig af medmennesket. Ikke for at sikre sig frelsen, den tager Vor Herre sig selv af, men som en frugt af den tro, vi modtager gratis.

Som troen bringer mennesket til Gud, bringer kærligheden mennesket til medmennesket, så den enkelte gør det mod medmennesket, som Gud har gjort mod vedkommende selv. Og på samme måde – uden at kræve noget til gengæld.

Gud og medmennesket er derfor i en luthersk tænkning to separate sigtepunkter, og man kan ikke isolere gudsforholdet og kun tale om tro, hvis man samtidig negligerer det andet menneske. Som Gud i Kristus har hjulpet os for ingenting, skal vi for ingenting tage hånd om medmennesket.

Men så ramler vi ind i et virkeligt dilemma. Thi de fleste mennesker er, som Luther siger, ”indkrogede” i sig selv. Det betyder, at vi er selviske og selvcentrerede. Vi er fanger af egne planer, egen lyst, magelighed, attrå, bjergsomhed, selvhævdelse, selvforherligelse, selvbevidsthed, egenrådighed, magtvilje – rethaveriske, selvoptagne og navlebeskuende. Vi reducerer livet til middel og materiale for det, vi vil opnå for os selv. Og så glemmer vi ansvaret for medmennesket.

Derfor var det også Luthers opfattelse, at der ikke på tro, kærlighed og evangelium kunne bygges samfund. Næstekærligheden havde også en kollektiv dimension. Der skulle regler til for at holde os på dydens smalle sti.

Og så står vi da med det lutherske grunddilemma: Vi er sat frie til at tage hånd om vore medmennesker, men det har vi ikke spor lyst til, fordi vi hellere vil malke trepattede køer i Jesu navn.

Og dog ved vi godt – sådan inderst inde, hvad vi skylder den anden. Det knæsætter vi så ved i fællesskab at vedtage regler, der gør, at vi, selvom vi er en samling selviske skiderikker, dog enes om et system, der tvinger os til at opføre os, som om vi elskede næsten, vel vidende, at vi er mest optaget af os selv.

Da den barmhjertige samaritaner tog sig af ham, der var pandet ned på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, fuldbyrdede han kærligheden; men hvis han efterfølgende søgte at rejse en folkestemning for at tvinge magthaverne til at placere mere politi og militær på vejen mellem de to byer, havde han ”nedskrevet” kærligheden til en idé, der kunne virkeliggøres kollektivt. Han var nu blevet politisk samaritaner.

På samme måde har vi, ganske som gamle Homer fortæller os om, imødegået fristelsen til at smyge os uden om ved at ændre de regler, vi lever under.

Påstanden er, at det just var det, vi gjorde, da vi ophævede en ældre tids værdighedsbestemmelser, retsvirkninger og forsikringslignende ordninger med det sigte at skabe ”lige værdighed i borg og hytte”. Samtidig afkoblede vi ydelse og nydelse, så velfærdsstatens andet grundprincip blev, at der kunne ydes noget-for-ingenting. Og det er jo sandt luthersk, thi da bliver vi guder (med lille g) for hinanden, og gør det for hinanden, som Gud gør for hver af os. Nåde-for-ingenting. Noget-for-ingenting.

Kærligheden er på den måde reduceret til en idé, og der er ikke mange, der strømmer rundt på gader og stræder og ”elsker næsten” sådan i en luthersk forstand. Det ville også være temmelig anstrengende; men vi er gennem reglerne tvunget til at opføre os, som om vi elskede næsten.

Richs, Danmarks og velfærdsstaten er derfor tre alen ud af samme stykke. Det er ikke længere troen, der har sat os fri til at gøre kærlighedens gerninger, men de i fællesskab vedtagne regler betyder, at vi tvinges til at opføre os, som om vi bar ansvar for medmennesket. Derfor er velfærdsstaten kærlighedens surrogat.

Velfærdsstaten har faktisk et modsvar til kærlighedens gerninger i den såkaldte civilreligion, der spejler en socialetik. Allerede den tidlige socialist Frederik Dreier, der døde ung i 1853, pegede på, at det, han ville, var at omdanne livet, så det kærlige og broderlige samliv, som Kristus prædikede, kunne blive virkelighed og ikke bare en søndagstalemåde. Det er en tanke, man finder hos mange socialdemokrater – ikke mindst hos nu afdøde Erling Olsen og Svend Auken.

At leve efter et princip om noget-for-ingenting er bare svært. Det forudsætter, at mennesker opfører sig efter tre grundlæggende lutherske principper: mådehold, så man stiller sig tilfreds med det, man har; generøsitet, så man efter evne bidrager til de samlede omkostninger; og vilje til at arbejde bagdelen ud af bukserne.

Det har nok knebet en god del, thi mennesker blev jo ikke grundlæggende ændret med velfærdsstatens indførelse. De er stadig ”indkrogede” i sig selv. Selvom velfærdsstaten deler mange egenskaber med det lutherske idealsamfund indrettet ”som et hospital”, hvor øvrigheden drager omsorg for mange, tyder meget på, at vi heller ikke har været i stand til at bygge et ”som om”-samfund på tro, kærlighed og evangelium.

Når vi ikke er mådeholdne, men rager til os. Når vi ikke er generøse, men oparbejder en betydelig gæld til skattevæsenet. Og når vi ikke vil arbejde mere, end vi selv finder for godt, ja, da er scenen – sammen med en lang række forhold, der kommer til os udefra – sat for rejsen fra velfærds- til konkurrencestaten.

Så erstatter det opportunistiske menneske, der modsvarer Luthers ”indkrogede” menneske, tanken om fællesskabsmennesket. Så har vi gjort Luthers skræmmebillede til ideal.

Så ses det enkelte menneske ikke længere som noget enestående med værdi i sig selv – skabt i Guds billede. Så har vi gjort det enkeltes menneskes værdi til en funktion af præstationerne i arbejdsmarkedet.

Så har vi opgivet idéen om ”lige værdighed i borg og hytte” og erstattet den med tanken om det todelte samfund.

Så ser vi ikke længere på dem, der lever på samfundets kant, de afhængige, de udsatte, de sårbare med solidarisk respekt og anerkendelse, men møder dem med vrede og fortørnelse – samfundets syndebukke.

Mens vi i velfærdsstaten delte tanker med den gamle reformator, er han svær at finde i en konkurrencestat.

Se, kære læser, hvis du vil lade dette stimulere din eftertanke, kan du kaste dig over min nye bog ”Luthers socialetik og det moderne samfund”. Den udkommer i dag og kan erhverves gennem Syddansk Universitetsforlag for 198 kroner. Desværre kan et forlag ikke drives ud fra tanken om noget-for-ingenting.

Jørn Henrik Petersen er professor, dr.phil.

Ligesom kaffeerstatningen Rich's under Besættelsen er velfærdsstaten et erstatningsprodukt, skriver professor Jørn Henrik Petersen.