Vi lever i en tid, hvor nyttetænkning og spørgsmålet om, hvordan vi får mest for pengene, fylder meget i den offentlige debat. Statsministerens ofte gentagne mantra om, at ”den offentlige sektor skal køre længere på literen” er et skoleeksempel på en sådan nyttetænkning.
Det handler selvsagt om, hvordan vi kan få endnu flere operationer gennemført på vores sygehuse for de samme penge. Hvordan vi kan få endnu flere sager behandlet ved kommunen for de samme penge og så videre.
På denne måde går der en lige linje fra John Stuart Mill – nytteetikkens fader – og hans ord om, at det efterstræbelsesværdige er den størst mulige nytte for flest mulige, og til Lars Løkke Rasmussens (V) mantra om, at vi skal have en offentlig sektor, der kører længere på literen.
Forleden slog det mig – apropos statsministerens ønske om at få den offentlige sektor til at køre længere på literen – at hvis man vil have en bil til at køre længere på literen, så skal man sætte farten ned. Men det er vist ikke det, statsministeren lægger op til, selvom jeg tror, at mange sygeplejersker, SOSU-assistenter, skolelærere og pædagoger, kunne have brug for netop det. At sætte tempoet lidt ned.
Det er, som om det efterstræbelsesværdige i vore dage er det omkostningsfri menneske. Det vil sige det menneske, der bebyrder mindst og bidrager mest.
Hvis man et kort øjeblik skulle komme i tvivl om, at det rent faktisk forholder sig sådan, så kan man bare tænde for fjernsynet og ved selvsyn konstatere, hvor meget man bebyrder samfundet og fællesskabet, hvis man er overvægtig, ryger for meget eller er så uheldig at være uden for arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund.
Det kan selvfølgelig i mange sammenhænge være sund fornuft at overveje, hvilken nytteværdi det ene eller andet måtte have for den enkelte og for fællesskabet, men hvis vi kun fokuserer på det nyttige, på det, der kan betale sig i økonomisk forstand, så er der for alvor grund til at stoppe op og minde os selv og hinanden om, at der i en mere fundamental forstand er megen nytte gemt i det unyttige.
Albert Einstein var inde på lidt af det samme, da han sagde, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt der tæller, kan tælles.
Den økonomiske nyttetænkning er blevet så selvfølgelig for os, at vi ikke engang tænker over dens massive gennemslagskraft i snart sagt en hver tænkelig diskussion. Nyttetænkningen udgør med andre ord ofte den argumentative klangbund for diskussioner både hen over middagsbordet derhjemme og blandt politikere og andre opinionsdannere.
Jeg bliver også selv fanget i det nytteetiske og økonomiske ræsonnement med jævne mellemrum. Sidst jeg sad til et middagsselskab faldt snakken på kongehuset, og én spurgte mig, hvad nytte det har, at vi har en dronning i stedet for en præsident. Jeg begav mig straks ud i en snak om, at det har værdi på bundlinjen, at Dronningen deltager i diverse erhvervsdelegationer og dermed spreder glans over landet og måske får en ekstra ordre til at falde på plads.
Det er jo ved nærmere eftertanke alt sammen meget godt, men Dronningen og kongehuset er jo meget mere end det. Det handler om historie, kultur, fællesskabsfølelse, samhørighed og national stolthed. Alt sådan noget, som ikke kan måles og vejes, men som alligevel har uendelig stor betydning og værdi.
Der er brug for, at vi minder os selv og hinanden om, at der er andet og mere i tilværelsen end det nyttige. Tænk på børnenes leg, på kærligheden og på kunsten. Alt sammen fænomener, der ikke tjener noget andet formål end sig selv. Fænomener, der har iboende værdi, ikke kun i forhold til noget andet, men også for sin egen skyld.
På samme måde også med os selv som mennesker. Vi er hver især skabt unikke og med en værdighed, der ikke må krænkes. Det betyder blandt andet, at hver enkelt af os har uendelig stor værdi, ene og alene fordi vi er skabt – ikke fordi vi gør stor eller lille nytte i konkurrencestaten.
Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd og seniorkonsulent i Krifas Videncenter for God Arbejdslyst.