Jeg har fået mig en robot.
Den kravler ret intelligent rundt på min græsplæne. Først lidt tilfældigt, så finder den en kant og finder væk fra den igen; støder ind i et træ, bakker væk igen; farer næsten vild under et borde-bænkesæt, før den vælger et sted, som må være robot-godt at være.
Så begynder den at køre rundt og rundt i en udvidende spiral, der på et eller andet tidspunkt bliver afbrudt af en kant eller et træ eller et bord, hvorefter den igen begynder at lede efter et nyt robot-godt sted.
Jeg har brugt timer på at se på den i arbejde – og masser af selvkontrol på ikke at begynde at råbe ad den. For eksempel når den med usvigelig sikkerhed igen finder det hul i græsplænen, hvorfra den ikke kan komme op igen. ”Så lær det dog!”.
Når den på vej op ad bakke støder ind i et bestemt træ, så hænder det, at den stædigt fortsætter ved at grave sig ned på stedet. ”Hej, du flytter dig ikke, bak dog tilbage!”. Når den begynder sin sirlige spiral helt inde i hjørnet med en grill på den tredje side og en efterladt stol på den fjerde: ”Det kommer du ikke langt med, se dig for!”
Men den lytter ikke. Jeg har overvejet at kontakte producenten med gode forslag til, hvordan den kunne blive lidt smartere, men det virker lige emsigt nok – som at rette på naboens børn. Omsorg er nok den eneste strategi. Jeg tilpasser og tilpasser.
Efterhånden har jeg fået fyldt de fleste huller ud, rettet skråninger til og indhegnet drilske træer. Det, der før var en vild naturgrund, ligner nu en golfgreen, og det er måske o.k.
Robotterne kommer. Ikke kun i vores haver. Vores droner, biler og støvsugere bliver i stigende grad i stand til selv at handle på omgivelserne. Den nyeste Teslamodel kommer med en funktion, der gør den lettere selvkørende, i alt fald på en motorvej under gode forhold. Den kan gasse op og ned i takt med forankørende biler og selv lave vejbaneskift. Det kaldes ”autopilot”.
Tilsyneladende er det gået godt nogle millioner kilometer, men et uheld, hvor en af bilerne kørte lige ind i siden på en krydsende truck, skæmmer statistikken. Føreren opdagede ingenting, muligvis var han i gang med at se en Harry Potter-film, han kommer aldrig til at forklare sig.
Teslaen opdagede heller ikke noget, den ”så” måske bussen i modlys som et lavthængende vejskilt, udtalte Elon Musk, Teslas karismatiske grundlægger.
Hvem er ansvarlig? Føreren, der stolede på teknikken, Teslas ingeniører, der ikke har lært den at kende forskel på en lastbil og et vejskilt? Marketingafdelingen, der kaldte funktionen for en autopilot? I denne sag er det måske ikke så kompliceret, men der er planer om at sætte førerløse busser ind i Nordjylland og små udbringningsrobotter ud i verdens storbyer. Hvem har og tager så ansvaret?
Da vi havde trafikundervisning i folkeskolen, sagde min lærer altid, at vi skulle få øjenkontakt med føreren af en krydsende bil. ”Så ved du, at hun ved, at du er der,” underforstået, så kan hun forventes at tage hensyn.
Men det er svært at få øjenkontakt med min plænerobot. Selvom jeg fik det, er det svært at vide, om den forstår situationen, som jeg gør det.
Måske er en forudsætning for, at vi kan sætte robotter løs i større målestok, at vi tilrettelægger verden for dem, og at vi tilpasser os til deres mentale formåen snarere end omvendt.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, professor i psykologi Lene Tanggaard, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo.