Rod og uorden i omgangen med tipsmidler

TIPSMIDLER: Radioavisen har ikke anklaget KFUM-Spejderne for fusk, men derimod berettet om, at revisionen har fundet rod i KFUM-Spejdernes papirer

Niels Johan Geil, generalsekretær for KFUM-Spejderne skriver i Kristeligt Dagblad den 19. juni, at Radioavisen har anklaget KFUM-Spejderne for at fuske med medlemstallet for at sikre sig større tilskud fra tipsmidlerne.

Jeg kan oplyse, at Radioavisen ikke har anklaget KFUM-Spejderne for fusk. Af den ene årsag, at fusk er alvorlig anklage om, at spejderbevægelsen bevidst og forsætligt har forsøgt at skaffe sig et uretmæssigt støttebeløb ved svigagtigt at skrue medlemstallet i vejret.

Radioavisen har derimod berettet om, at KFUM-Spejderne er blevet taget af revisionen og ikke havde orden i papirerne. Spejderorganisationen var ikke i stand til at fremvise de nødvendige ca. 30.000 indmeldelsesblanketter. Et krav, der stilles af de frivillige ungdomsorganisationers fælles hovedorganisation, DUF.

Om dette krav er rimeligt, må Niels Johan Geil diskutere med DUF. Radioavisen har blot konstateret, at der - endnu en gang - er rod med udbetalingen af tipsmidler. At DUF's medlemsorganisationer har bragt sig selv i fokus med hensyn til løsagtig omgang med tipsmidlerne, har de kun sig selv at takke for. Der er gennem de senere år - desværre - konstateret alt for mange tilfælde af uorden og ægte fusk med tipstilskud.

Niels Johan Geil kan være forsikret om, at vi fortsat vil følge den sag nøje.

Jens Holme er nyhedschef på Radioavisen