Klimakrisen er for manges vedkommende abstrakt, og konsekvenserne af den endnu ikke synlige. Men dem, som har læst på lektien, ved godt, at det kommer til at gå voldsomt for sig. Det er nu, der skal ske et skifte. Viske tavlen ren og starte på en frisk. Men hvilken side af Folketinget, højre eller venstre, liberalisme eller socialisme, har svarene på klimakrisen?
Hvis vi forstår socialismen som de historiske kampe om mulighederne for at indgå i realiseringen af sociale fællesskaber og liberalismen som kampen om mulighederne for individuel selvrealisering, så er vor tids store spørgsmål, om de to konkurrerende ideologier kan producere reelle løsninger på klimakrisen. Er det nye fællesskaber, der skal redde os, eller vil markedet levere holdbare løsninger?
Lidt forenklet kan vi sige, at socialismen blev virkeliggjort i velfærdsstaten og liberalismen i konkurrencestaten. Hvor velfærdsstaten udgjorde rammerne for moralsk motiveret omfordeling af økonomiske goder og kampe om anerkendelse af forskellige sociale fællesskaber, tilbyder konkurrencestaten i dag rammerne for de instrumentelt motiverede kampe om egeninteresser.
Begge statsformer repræsenterer således to frihedsforestillinger, der begge har en eksistensberettigelse i balanceret form. Men som alle andre ideologier mister de deres berettigelse, hvis de ikke adresserer tidens mest presserende spørgsmål – som klimakrisen.
Så meget for kampe om frihedsforestillinger, hvis kampen reelt er om overlevelse. Spørgsmålet om fællesskab versus individualisme er måske ikke længere det væsentligste at diskutere i en tid, hvor temperaturen stiger, og ismasserne rører på sig.
De sygelige træk er ikke til at overse ved de to gamle konkurrerende ideologier, for når først en ideologi eller statsform lukker sig og sætter sig igennem i alle samfundsmæssige institutioner, starter tabuerne. Vi så det i velfærdsstatens velmagtsdage, der producerede masseklientialisme, der fratog den enkelte ansvar og forpligtelser. Det blev der ikke talt særligt meget om. Den diskussion kom alt for sent.
I dag ser vi en ny form for konkurrencestatstabu, hvor ingen vil udstille sig selv som konkurrencesvage og indrømme, at markedet og konkurrenceudsættelsens vægt er psykisk ubehagelig, og belastningen så stor, at ingen individuelle skuldre er store nok. Tilbage er kun selvcensuren og den type af selvkritik, der holder den enkelte selvoptimeret for ikke at falde ud af konkurrencen.
Tabuet er ikke uvæsentligt for at forstå, hvorfor ingen handler på klimakrisen. Det har en særlig, forebyggende funktion, nemlig at afskrække dem, som vil stille kritiske spørgsmål og er tilhængere af en bæredygtig stat.
De, som i dag retter en kritik og bliver mere bæredygtige ved for eksempel at holde op med at spise kød, latterliggøres og møder svar som ”Det gør alligevel ikke en forskel”, ”En burger kan da ikke få indlandsisen til at smelte”, ”Det er da værre med al den krig, der er i Verden!”, ”Hvad skulle der ske med alle dyrene, hvis ikke vi spiste dem?”, ”Det er da værre at spise dyrenes mad”, ”Veganere er jo fuldstændigt fanatiske” eller ”Er du blevet hellig?”.
Enhver form for tabuisering er en hvilken som helst ideologis måde at opbygge et bolværk mod forandring. Hertil og ikke længere, ellers vil du blive udstillet som usolidarisk i velfærdsstaten eller som taber i konkurrencestaten.
Et sådant bolværk kan tit læses ud af sådanne svar på kritik. Marginaliseret som henholdsvis egoist i velfærdsstaten og taber i konkurrencestaten. Eller som i dag af begge herskende ideologier som hellig eller fanatiker.
At udstille dem, der bare gør et mindre forsøg på en bedre verden, som skinhellige, tjener en særlig funktion, nemlig fritagelsen som liberal for selv at tage ansvar, eller som socialist at tage et samfundsmæssigt ansvar. Omvendt er der ingen, der bliver ekskluderet, latterliggjort og stigmatiseret på grund af et massivt og truende forbrug, der sætter næste generations muligheder over styr.
Tabuisering og også nogle gange latterliggørelse tjener på godt og ondt ideologier, statsformer, gode og dårlige fællesskaber. Det tabu, vi har omkring klimakrisen, tjener desværre ingen. For uafhængigt af observans, om man er tilhænger af en velfærds- eller konkurrencestat, af rød eller blå, leverer de to fløje kun sorte svar, hvor de burde være grønne.
Tabuisering lyder så voldsom, men man kan kende den på stilheden. Måske bliver det desværre stilhed før stormen.
Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.