Prøv avisen
Mediekommentar

Rør blot ikke ved min gamle jul!

Da der blev tændt levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj 1945, var det i Leif Hjernøes bevidsthed julelys. Foto: Lars Aarø/Fokus

Der var noget trodsigt over julen i krigstiden, skriver Leif Hjernøe. Glæden og stoltheden over, ved hjælp af sammensparede rationeringsmærker, at kunne skaffe sig smør, sukker, mel, ris og kaffe, var stor

HVERT ÅR ved netop denne tid tænker jeg på min barndoms jul. Den oplevedes under Besættelsen på en nedlagt landbrugsejendom syd for Aarhus. Med fare for at romantisere den nøjsomhed, der så gennemgribende prægede de år, mærker jeg en ejendommelig form for taknemmelighed over, at det forholdt sig sådan.

Som min længst afdøde mor udtrykte det: Giv mig en adventskrans med tændte lys. Giv mig duften af nybagte brune kager, en god kop kaffe og ”Det kimer nu til julefest”, så er jeg i julestemning. Mens dette skrives, lytter jeg til det sædvanligvis gode P1-program ”Kejser”, der som hovedemne diskuterer, hvorfor mange tager afstand fra den materialistiske jul med dens gaveræs og stressende familiehalløj. Et stigende antal tager helt bogstaveligt afstand og bliver ”juleafhoppere”.

Man ”trækker stikket ud” og rejser sydpå fra alt, hvad der bare kan minde om vores såkaldte lysfest i ”familiens skød”, og hvad dertil hører af dårlig samvittighed.

Her er det så, at jeg finder næring til min taknemmelighed over at have en barndomsjul at tænke tilbage på, der på alle måder var en glædesfest og intens højtidelighed.

DER VAR NOGET TRODSIGT over krigsjulen. Glæden og nærmest stoltheden over, ved hjælp af sammensparede rationeringsmærker, at kunne skaffe sig smør, sukker, mel, ris og kaffe, var stor. I det hele taget at kunne samle det nødvendige til at give juledagenes samvær og måltider et særligt skær, i mærkbar kontrast til en grå hverdags sparsommelighed, var præget af en demonstrativ juletraditionsprotest.

Da der blev tændt levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj 1945, var det i min bevidsthed julelys. Mørklægningstiden var med gribende symbolsk styrke forbi.

Sådan kan man også gribe det an i dag, hver gang en åndelig mørklægning truer menneskesindene. Da får Jesus- ordene ”Jeg er verdens lys” en afgørende betydning. Noget ganske andet end det flimrende blålys, der ”oplyser” os i et uhyggeligt stort omfang aften efter aften. Besatte som vi er blevet af den forførende skærmkultur.

MEGET KUNNE MAN FINDE SIG i under Besættelsen. Vi sang med speciel eftertrykkelighed med på slutlinjerne af ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, der ganske vist er skrevet af Peter Faber i 1848, men som stadigvæk er forunderlig aktuel. Prøv engang at finde alle de oprindelige syv vers frem. Det sidste vers holder jeg meget af at minde mig selv og altså også jer, kære læsere, om. Det lyder, som det heldigvis stadigvæk er mange bekendt, sådan:

”Du, som skænkte os den skønne fest,/ hvad der båder os, det ved du bedst./ Dog har jeg det håb,/ at før jeg dør, du ej nægter mig en vis favør:/ Drej kun universet helt omkring,/ vend kun op og ned på alle ting,/ jorden med, – thi den er falsk og hul, – rør blot ikke ved min gamle jul!/ Jul, jul, jul, jul, jul, jul,/ rør blot ikke ved min gamle jul!/ Jul, jul, jul, jul, jul/ rør blot ikke ved min gamle jul!”.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.