Engang for ikke så mange år siden var det hestesko, man diskuterede i kirkelige kredse. Er det ikke udtryk for hedenskab, når brudeparret samler en hestesko op på deres vej ned ad kirkegulvet, spurgte man. Præster og personale holdt nidkært øje. Jeg fik det gode råd af en ældre kollega at ignorere det. Lad, som om du er nærsynet, sagde han. Det faldt mig ikke svært. Dels fordi jeg har minus en seks-syv stykker på begge brilleglas, dels fordi jeg med mit teologiske nærsyn på min egen lille måde mente at bidrage til et vist folkekirkeligt storsyn.
For sådan har der vel altid, ude i periferien, været en vis plads til det fremmede, skæve og teologisk ukurante isprængt nogle folkereligiøse fragmenter. For så vidt havde vores kirke ikke været sig selv uden den slags utidig indblanding andre steder fra.
Alene i de seneste generationer er der kommet meget nyt og anderledes til, undfanget ved natkirkegudstjenester og i alternative kirkelige miljøer. Nogle tiltag har været helt væk fra vinduet, andre vandt indpas og har siden givet afsæt til forkyndelse også uden for de trofastes rækker.
Lysglober, meditationsgudstjenester og pilgrimsvandringer for nu at nævne nogle af de sære fugle, der slog sig ned, blev teologisk tæmmet og siden har fået hjemsted i mange menigheder. Nogle til hovedrystende irritation, andre til glæde og gavn.
Sådan er det med den rummelige folkekirke, hvor fortolkningerne af vores fælles udgangspunkt er mange. Men nu er det, som om den folkloristiske uskyld er forduftet og i stigende grad erstattes af hardcore hedenskab: shamaner, spiritister, spøgelsesjægere og – nå, ja – medier for døde heste, der engang tumlede sig i grønne enge. Dertil er vi under indtryk af religiøs og antireligiøs oprustning på fløjene blevet mere til klare linjer.
Biskopperne opfordres stadigt oftere til at trække tilsynspistolen og træde i teologisk karakter. Sjovt nok især af dem, der i andre sammenhænge synes, at vi er vel hurtigt ude med den slags. Men sådan er det med tilsynet. Det kommer an på, hvilken vej det vender.
Og man kan jo spørge sig selv, om det er sådan en folkekirke, man ønsker, med vogtende tilsynsmænd og -kvinder, der kommer farende, forbyder og tilretteviser, når menighedsråd og præster her og der afviger lidt fra den slagne vej, indbyder alternative typer i sognegården, bruger kirken på andre måder eller holder anderledes gudstjenester.
Selvfølgelig skal præsten rette sig efter de kirkelige love og anordninger. Selvfølgelig skal der prædikes kristendom og ikke praktiseres voodoo af den ene eller anden slags. Selvfølgelig skal tilsynet tilse alt dette. Men vi har med et levende budskab at gøre om ham, der gik rundt på vejene og fandt tro, hvor andre ikke troede, den tro fandtes, og talte om ny vin på nye sække.
Det tilsiger både strenghed og ydmyghed. Strenghed i værnet af de rammer, inden for hvilke ordet herom frit kan lyde. Ydmyghed i erkendelsen af, at ordet kan nå os på andre måder end de tilforordnede.
Og det tilsyn påhviler ikke kun biskoppen, men også den enkelte præst, der skylder både at kvalificere, korrigere og klargøre, når og hvis grænserne bliver uklare: grænserne mellem hedensk halløj og kristentro, grænserne mellem oplysende foredrag og gudstjeneste.
Jeg ved godt, at et forsvar for folkekirkens rummelighed i disse utrygge og deklamatoriske tider er ganske usexet og dertil so yesterday. Men det får være.
Så nu, efter en omgang nærsyn, storsyn og tilsyn, et afsluttende udsyn til en nyligt udkommet og ganske overbevisende analyse af den engelske kirkes chokerende forvitring fra folkekirke til sekt, drevet frem af en ny-from venden ryggen til verden og dens viderværdigheder såsom homoseksuelle, kvindelige præster og – NB – en blomstrende spiritualitet i de sogne, der før var udpræget Church of England. Bogen bærer den for en folkekirkedansker ret så dystre titel ”That was the church that was. How the Church of England lost the English people” (på dansk: Det var så den kirke, der var. Hvordan den engelske kirke mistede det engelske folk).
Folket forsvandt fra kirkerne, hævder forfatterne Andrew Brown og Linda Woodhead. Blandt andet fordi kirkens talsmænd var mere optaget af at diskutere med hinanden og ateisterne end med de åndeligt søgende, og med dem ganske mange af de ganske almindelige mennesker, der før kom om søndagen og lyttede til præstens prædikener.
Er det ikke en solid anfægtelse værd i en tid, hvor alt ellers handler om rene linjer og de fæhoveder, der overskrider dem
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere general- sekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.