Ruslands angreb i Ukraine er et spejlbillede af Vestens ageren siden kommunismens fald

Ruslands angreb i Ukraine er i stort omfang kun et spejlbillede af Vestens ageren siden kommunismens fald. Principperne bag den internationale orden er konstant blevet overtrådt af Vesten, som derved har vist, at magt er ret

"Krigen i Ukraine er særlig tragisk, fordi den er en broderkrig. Krige mellem nationer er lettere at tilgive for dem, som oplevede dem, og for deres efterkommere. Brodermord river sjælen i stykker," skriver kronikøren. Billedet her er taget i Mariupol den 3. maj 2022. Genrefoto.
"Krigen i Ukraine er særlig tragisk, fordi den er en broderkrig. Krige mellem nationer er lettere at tilgive for dem, som oplevede dem, og for deres efterkommere. Brodermord river sjælen i stykker," skriver kronikøren. Billedet her er taget i Mariupol den 3. maj 2022. Genrefoto. . Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Jeg hørte forleden en overraskende bemærkning: ”Krigen i Ukraine er noget så forældet. Krige hører ikke med til vores tid”. Ordene var et udtryk for indignation, men de havde ikke forbindelse med virkeligheden.

Vores tid er en krigens tid: Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og så videre. Krige, som Vesten har ført ud fra et hovmodigt utopisk mål: at fastsætte, som det officielt hed, Amerikas ”hegemoni” og forandre verden i dets demokratiske billede.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Krige med løgnagtige begrundelser: For eksempel Saddam Husseins ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben. Krige, som har efterladt sig ruiner og et ”body count”, hvor de individuelle tragedier er skjult under de abstrakte tal. Ifølge en oversigt fra Watson Institute ved Brown University har USA’s krige efter den 11. september 2001 resulteret i 929.000 dræbte (størsteparten civile) og 38 millioner flygtninge.

Der er dog én krig, som bedst tjener til at sætte den aktuelle situation i relief. En krig, som fandt sted i Europa: Natos krig mod Serbien i 1999. Verdens største militære maskine angreb et lille land, som ikke truede nogen af de Nato-allierede, og den gjorde det – sådan lød begrundelsen – for at komme en minoritet (Kosovo-albanerne) til undsætning.

Parallellen til krigen i Ukraine er evident. Den russisk-talende befolkning i Donbass udgør en minoritet, som siden det vestligt støttede statskup i 2014 er blevet udsat for brutal behandling fra den ukrainske stats side. Der er ikke kun tale om sprog-loven, ifølge hvilken ukrainsk skulle være landets eneste officielle sprog, men om de cirka 15.000 døde og de tre millioner flygtninge (i 2016) såvel som om de forsvundne, arresterede og torturerede, som Amnesty International og Human Rights Watch har dokumenteret i deres rapporter.

Ligesom Nato i 1999 ikke kaldte sit angreb for en krig, men for ”en humanitær intervention”, ligesådan kalder Rusland sit angreb for blot en "særlig militær operation”. Ligesom Nato førte krig uden FN’s mandat, ligesådan har Rusland heller ikke FN’s hjemmel.

Selv om FN’s resolution 1244 (10. juni 1999) garanterede Serbiens integritet (dengang under navnet, sammen med Montenegro, Den Føderale Republik Jugoslavien), blev Kosovos uafhængighedserklæring (2008) internationalt anerkendt, idet en minoritets selvbestemmelsesret fik forrang i forhold til princippet om, at statsgrænser ikke må forandres. Krim og Donbas, som har erklæret deres selvstændighed, befinder sig i samme situation.

Hvorfor drage denne parallel? Svaret er enkelt: Hvis verden skal så nogenlunde kunne hænge sammen, må der være grundsætninger, som står fast. Men principperne er blevet konstant overtrådt af Vesten, som derved har vist, at magt er ret. Ruslands angreb i Ukraine er i stort omfang kun et spejlbillede af Vestens ageren siden kommunismens fald.

Der findes også et andet fortilfælde, som tjener til en forståelse af den aktuelle situation: Cuba-krisen i 1962. USA blev dengang dybt bekymret over de mellemdistancemissiler, som Sovjetunionen opstillede på Cuba, og påberåbte sig Monroe-doktrinen fra 1823 – ”Hold hænderne væk!” – som handlede om selvforsvar gennem forsvar af Amerikas indflydelsessfære.

Den sovjetiske leder Nikita Krusjtjov forstod den amerikanske holdning og nødvendigheden af at afværge en storkrig, og takket være John F. Kennedys kloge diplomatiske udspil blev de sovjetiske våben trukket tilbage. Ruslands krig kan ses i lyset af det amerikanske princip.

Det er en kendsgerning, at Natos konstante udvidelse mod øst, helt til Ruslands grænse har været en overtrædelse af dette geopolitiske aksiom. Selv pave Frans lod et par skarpe ord falde om det, da han for nylig i et interview med avisen Corriere della Sera sagde, at ”Nato’s gøen ved Moskvas porte” har nok fremkaldt den russiske reaktion.

Dette er kun det generelle billede eller konteksten, i hvilken konflikten finder sted. Vi skal nu se på, hvilket land Ukraine er. Det første, der springer én i øjnene er navnet: Ukraine betyder ”udkant” – på engelsk hed landet indtil 1991 ”The Ukraine”.

Betegnelsen er en afspejling af en lang historie, hvor de territorier, som i dag udgør Ukraine, indgik i forskellige statsdannelser såsom Storfyrstendømmet Litauen, Den polsk-litauiske realunion, Det Osmanniske Rige, Østrig-Ungarn og til sidst Rusland, hvilket var det mest naturlige på grund af de historiske, åndelige og sproglige bånd. Så fik Ukraine betegnelsen ”Lille Rusland”, både fordi ”Ukraine” blev opfattet som identitetsløs og nedsættende og for at understrege slægtskabet, den fælles oprindelse i det gamle Rus’, det vil sige i Kievriget.

Der er mangfoldige bånd, som knytter Ukraine og Rusland sammen: Ikke kun historie, ortodoks kristendom, sprog, men også den etniske sammenblanding. Mange familier i Rusland og Ukraine er af både russisk og ukrainsk slægt.

Store russiske forfattere såsom Mikhail Bulgakov blev født i Ukraine. Vigtige ukrainske personligheder blev russiske forfattere. Den største af dem er Nikolaj Gogol, en af de ”founding fathers” af den moderne russiske litteratur. Han betragtede det russiske og det ukrainske som uadskillelige dele af én sjæl.

Som han skrev i 1844: ”Jeg kan ikke give det lille-russiske forrang i forhold til det russiske eller det russiske i forhold til det lille-russiske. Begge er fyldt med Guds generøse gaver”. Han fortsætter med at sige, at de to er komplementære og i denne komplementaritet er kaldet til ”at fuldende hinanden”.

Dagens Ukraine består af mange folkeslag og territorier: Fra Lenin fik Ukraine i 1921-1922 de russiske områder i sydøst, med Lugansk, Donetsk, Kherson, Odessa; fra Khrusjtjov Krim (i 1954); fra Stalin, i forbindelse med Anden Verdenskrig, den østlige del af Polen med den gamle by Lwów (Lviv), fra Slovakiet det multietniske Transkarpatien, fra Rumænien de sydlige områder Nordbukovina (med hovedstaden Cernauti), Herta-landet og Nord- og Sydbessarabien (dele af det historiske Moldavien).

I denne mosaik af kulturer og folk har dog båndet til det russiske været det stærkeste – ikke kun på grund af slægtskabet mellem ukrainsk og russisk, men også fordi de ikke-russiske minoriteter brugte russisk som det fælles sprog. Så sent som i 2008 viste en Gallup-undersøgelse, at 83 procent af folk i Ukraine foretrak at besvare spørgsmålene på russisk.

Langt fra at være konfliktskabende dannede det russiske bindeled – det fik det hele til at hænge sammen indadtil og udadtil. Det er denne realitet, som den vestlige påvirkning – udvidelsen af både EU og NATO – kom til at forstyrre med de mest alvorlige konsekvenser.

Et strengt nationalistisk projekt blev af ukloge ukrainske politikere især efter 2014 trukket ned over en stat med en prekær ligevægt. Denne stat havde en god chance for stabilitet, hvis den bevarede båndet til Rusland og samtidig åbnede sig mod Vesten.

I stedet blev Ukraine af Vesten brugt i en ny udgave af ”The Great Game” (betegnelsen for konfrontationen mellem Det Britiske Imperium og Det Russiske Rige i Centralasien i 1800-tallet), i et ”skakspil”, som i dag fortsætter med våben.

Havde Vesten ønsket fred i Ukraine, kunne det have brugt sin indflydelse i Ukraine til at få det til at implementere FN’s resolution 2202 (februar 2015), som krævede reel våbenhvile, decentralisering og særlig status for Lugansk og Donetsk, og det kunne have standset den planlagte Nato-udvidelse. Ønsker Vesten fred i Ukraine, er det ikke våben, det skal sende, men dygtige gammeldags diplomater, som taler realiteternes sprog.

Krigen i Ukraine er særlig tragisk, fordi den er en broderkrig. Krige mellem nationer er lettere at tilgive for dem, som oplevede dem, og for deres efterkommere. Brodermord river sjælen i stykker.