Forfatter: Ruslands hensyn til sin sikkerhed er den primære forklaring på krigen i Ukraine

Skyldes Ruslands krig i Ukraine imperialisme eller hensynet til egen sikkerhed?

Spørgsmålet, eller rettere svaret på det, har vidtrækkende konsekvenser. For hvis Rusland er motiveret af at opsluge Ukraine i et Storrusland, er der ikke meget, vi i Vesten kan gøre eller kunne have gjort for at forhindre krigen. Så er Rusland umættelig imperialt.

Hvis Rusland derimod søger at sikre sig mod den Nato-udvidelse, russerne opfatter som en fjendtlig aggression, så kunne vi have gjort mere for at forhindre krigen. Tilsvarende kan vi gøre mere for at bringe krigen til en afslutning. Mere om det til sidst.

I debatten og i aktuelle bogudgivelser er imperialismen den primære, hvis ikke ligefrem den eneste forklaring. Men både imperialisme og sikkerhed betyder noget, og de to motiver hænger endda sammen.

For at sikre sig kan stormagter som Rusland nemlig søge at kontrollere andre stater, for det gør dem endnu mere magtfulde. Men det gælder kun frem til det punkt, hvor en stormagt støder på det, der kaldes imperial overanstrengelse, og omkostningen ved at dominere en fremmed stat bliver for stor.

USA’s imperiale kontrol med Afghanistan tjente også et sikkerhedsformål, nemlig nedkæmpelsen af al-Qaeda og Taleban og omdannelsen af den fejlslagne afghanske stat til et slags demokrati. Men USA segnede under byrden og måtte trække sine styrker hjem i 2021. Også russerne har igennem historien været besatte af at dominere staterne langs deres enorme territorium for derved at sikre sig mod indre og ydre fjender. Imperialisme er midlet, sikkerhed er målet.

Der er grundlæggende to måder at afgøre, om sikkerhed eller imperialisme er hovedmotivet. Den ene baserer sig på en teori om, hvordan stater opfører sig i det internationale system. Den anden baserer sig på empiri: Hvad er der faktisk foregået?

Megen teori kan forklare, at stater er imperialistiske. Det handler om ære og stolthed. Der er også empiri, der støtter tesen om, at Ukraine-krigen skyldes russisk imperialisme. Det fremgår af taler og erklæringer, men også af personer, der kan fortælle om Putins selvforståelse som en ny tsar.

Så imperialisme spiller en stor rolle, men sikkerhed er efter min mening vigtigere og giver de bedste analytiske begreber til at forstå krigen.

Det skyldes, at stater må overleve i en anarkisk verden, hvor der ikke findes nogen verdensstat, der kan garantere deres sikkerhed. Stater frygter andre stater og prøver at gøre sig så magtfulde som muligt, så de kan dominere fjenderne, før de selv bliver domineret. Sikkerhed er hovedforklaringen på staters adfærd af den enkle grund, at hvis man ikke overlever, kan man slet ikke nyde den prestige, som er motivet bag imperialismen.

Centralt i denne teori står det såkaldte sikkerhedsdilemma. Ukraine ønsker at blive medlem af Nato for at sikre sig mod Rusland. Rusland opfatter derimod Nato-udvidelsen som en trussel og reagerede ved at invadere Ukraine.

Ruslands frygt skyldtes også udvidelsen af EU, farverevolutionerne i Georgien i 2003 og Ukraine i 2004, afsættelsen af Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj i 2014 og Vestens årelange aktivisme med regimeskifte og invasioner. Russerne frygter kort sagt vestliggørelsen af deres interessesfære.

Det afgørende her er ikke Vestens erklæret fredelige hensigter – stater kan aldrig stole på andres hensigter – men at Rusland oplever alt dette som en trussel. Lægger man dertil den traumatiske russiske erfaring med statssammenbrud og invasioner fra vest, så får man et nærmest paranoidt Rusland, der slår fra sig for at sikre sig. Sikkerhedsdilemmaets destruktive dynamik er sat i gang.

Empirisk er der også meget, der tyder på, at sikkerhed er hovedforklaringen.

I debatten henvises der ofte til en lille håndfuld taler siden sommeren 2021, hvor Putin udtrykker sin imperialisme, men i mange af disse taler var Nato for det første også et hovedemne, og der er mere end 10 gange så mange taler og erklæringer om Nato i samme periode.

For det andet citeres Putin ofte for at have sagt: "Den, der ikke begræder Sovjets sammenbrud, har intet hjerte." Men man glemmer ofte at citere tilføjelsen: ”Men den, der ønsker Sovjet genetableret, har ingen hjerne.”

For det tredje begræder Putin i sine taler om imperialismen, at Ukraine ikke er en del af Rusland, ligesom han ønsker, at Ukraine bliver en del af Rusland. Men han siger ikke, at han vil opsluge Ukraine i Rusland, ej heller hvordan han vil gøre det.

For det fjerde handlede alle de krav, der blev stillet til Vesten forud for invasionen, stort set kun om sikkerhed, og for det femte er Nato-udvidelsen siden Sovjets sammenbrud løbende blevet kritiseret af russerne, vel at mærke både af Putin og hans kritikere i Rusland. Russerne har betragtet Nato-udvidelsen som overtrædelsen af ”den klareste af alle røde linjer”, som CIA-direktør og forhenværende Rusland-ambassadør William Burns udtrykte det i 2008.

I storpolitik er det altid klogt at se på, hvad stater gør, da vi alligevel aldrig kan kende modstanderens sande intentioner. Rusland invaderede Ukraine med omkring 150.000 soldater. Hvis den imperiale plan var at bringe den ukrainske stat til ophør og tvangsassimilere ukrainerne ind i russisk sprog og kultur, ville det have krævet mindst 10 gange så mange soldater og andet personel samt meget mere materiel. Rusland har slet ikke kapabiliteterne til at gennemføre en imperial besættelse. Hvis Rusland havde massemobiliseret offentligheden og militæret og oprustet i årevis, kunne man have frygtet det. Men intet af det skete.

Snarere tyder det på, at hensigten var at foretage et regimeskifte og indsætte en prorussisk marionetregering. Det var naturligvis en fejlkalkulering, men planen giver mening, for så kunne Rusland genetablere de sikkerhedsgarantier, man havde under Janukovitj frem til 2014.

At foretage et regimeskifte er en mere begrænset form for imperialisme, der er underordnet det nu udvidede russiske sikkerhedshensyn, nemlig at få kontrol med Donbass, etablere en landfast korridor til Krim og styrke den strategisk vigtige adgang til havet via flådebasen i Sevastopol på Krim.

I en aktuel artikel i magasinet The Hill fremføres igen det synspunkt, at Putin altid har været drevet af imperialisme. Men hvorfor opslugte Rusland så ikke Georgien i 2008 og Ukraine i 2014, hvor russerne var i stand til det?

Symptomatisk for den slags artikler kommer forfatteren og ruslandseksperten Alexander Motyl da også uforvarende til at fokusere på sikkerhed som det primære. For Putin er krigen nemlig “et eksistentielt sammenstød med en fjende, der ønsker at tilintetgøre ham".

Hvis sikkerhed er hovedforklaringen, hvor stiller det så Vesten?

Så kunne vi have gjort mere for at forhindre krigen. USA burde have erklæret, at Ukraine ikke bliver medlem af Nato. Tilsvarende kan vi også gøre mere for at bringe krigen til en afslutning. Vi kan opfordre Ukraine til at afstå land for fred og til gengæld få et tættere partnerskab med EU og Nato, sådan som Storbritannien, Frankrig og Tyskland foreslog forleden.

Kerneordene er frygt, overlevelse, trusler og fjendskab. For stormagtspolitik handler grundlæggende om sikkerhed.